To års tavshed fra min side. Jeg ved det. Men corona-monstret tog alle mine kræfter.

Det er den ultra korte forklaring, men lige nu er det den eneste, jeg kan formulere.

Men jeg vil fortælle om min personlige afslutning på landets corona-fokus: For den blev på alle måder bizar!

Siden marts 2020 havde jeg været skræmt af corona-monstret. Næsten alle mine tanker handlede om corona, afspritning, håndvask, virus. Jeg var konstant nervøs over alle den virus, jeg ikke kunne se med øjet. Timer blev brugt i test-køer. Jeg blev næsten fysisk dårlig, når jeg så, at nogen ignorerede sprit-dispenseren på vej ind i butikken. For over det hele svævede rædslen for, at nogle af mine kære skulle blive alvorligt ramt.

I efteråret 2021 fik begge mine forældre deres tredje stik og jeg begyndte at slappe lidt mere af. Sandsynligvis kunne og kan det ikke umiddelbart ses på mig – håndsprit og afstand er blevet til totalt indgroede vaner i mig; i ren refleks udøves de overalt. Men nu er det blot vaner på linje med at vaske hænder efter toiletbesøg – hvilket jeg trods alt gør uden at lammes af angst for alverdens sygdomme.

Medio december fik jeg selv mit tredje stik – hvilket resulterede i det størst tænkelige udslag af skæbnens ironi! For jeg fik det efterfølgende SÅ DÅRLIGT.
På det tidspunkt havde jeg i mere end halvandet år været både rædselsslagen og angst for at få corona, men det var lykkedes mig at drible uden om al virus.Til sidst fik jeg så det tredje stik – og så blev jeg syg! Jeg fik simpelthen så mange bivirkninger af den vaccine. Lidt hoste og let feber var forventet, men da jeg havde haft feber i to uger og fortsat hostede, gik jeg til vagtlægen selveste juleaftensdag. Han lyttede høfligt på mig og på mine lunger og sendte mig hurtigt hjem med besked om, at jeg intet fejlede, men jeg kunne tage to panodiler. 😕 Så juleaften tilbragte jeg på sofaen, ude af stand til at hverken spise eller sidde oprejst.
Hen imod nytår forsvandt feberen, men hele januar tilbragte jeg på sofaen. Jo, jeg kunne holde ud at hækle små oldemorfirkanter, så jeg fik lavet et pudebetræk i den måned. Men stakkels Liva måtte selv købe og lave sig noget mad. Selv orkede jeg knap at spise noget som helst. Orkede ikke at stå oprejst.
Henimod februar var min krops reaktion på vaccinen omsider udlevet. Så jeg havde hele to bekymringsfrie uger, inden Rusland gik ind i Ukraine.

Hvis man læser, hvad jeg skrev herinde i foråret 2020, da coronaen ankom, var det noget med vigtigheden af at turde hvile i troen på, at det hele nok skal gå.
Det kunne jeg ikke; i mere end halvandet år var jeg rædselsslagen og indimellem direkte panisk angst for at få sygdommen. Først da jeg slappede af efter at have fået mit tredje stik – blev jeg syg!
Kald det skæbnens ironi. Eller lad det være et argument netop for vigtigheden af at have tillid til sin skæbne.
Ikke på en naiv måde, håndsprit og afstand er godt. Vi løber jo heller ikke bare ud på motorvejen uden at se til hverken højre eller venstre.
Men på en mere praktisk måde: Jeg gør, hvad jeg kan – og så vil jeg ikke bekymre mig om mere, resten må være op til skæbnen.

Der findes en gammel bøn, der lyder noget i retning af: Giv mig styrke til at bære de byrder, jeg ikke kan ændre. Giv mig mod til at ændre det, jeg kan ændre. Og giv mig visdom til at se forskellen.

Nogle gange kniber det bare med klarsyn og visdom…
Men jeg øver mig kontinuerligt.

Langt de fleste af stauderne i krukkerne på min altan har overlevet vinteren, så med nogle få tilkøb har jeg nu igen fået en grøn og frodig have her på altanen. Hynderne er kommet ud i sofaen – så gæt engang, hvor jeg nu igen tilbringer det meste af min tid. 😊

Kh.

Jeg ved det, jeg har været alt for tavs alt for længe!

Dette Corona-spøgelse har året igennem lagt beslag på alle mine tanker.
Når dagligdagens gøremål og problemstillinger er udført og grundigt overvejet, så har jeg normalt lidt energi tilbage. Præcis den energi – de ressourcer – der gør, at jeg har mulighed for at være kreativ, tænke nyt, føle glæde, mærke mig selv.

De seneste ti måneder har imidlertid ikke budt på det samme overskud. Når de nødvendige opgaver i hverdagen var udført, slugte Corona uden at spørge om lov samtlige af mine resterende tanker og kræfter. Og jeg har derfor ikke været i stand til at skrive en sammenhængende sætning.

Men nu tør jeg håbe på, at fremtiden bliver anderledes. At jeg får kræfterne tilbage. Kræfter til at være glad, til at tænke nyt, til at være kreativ.

Ganske vist er Corona jo endnu ikke væk, men den har fået en udløbsdato!
For en periode kan vi udholde næsten hvad som helst – også Corona og dødsangst. Og nu tør vi tro på, at vi kun skal leve med denne fjende i en periode.
Nu er lyset ganske enkelt blevet tændt for enden af tunnelen!

Og bedre julegave kunne verden vel ikke få!!’

Glædelig jul.

Kh.

Hold op, hvor er jeg, siden 12. marts, startet på mange indlæg til denne side! Men som bekendt er stort set ingen skriverier blevet færdiggjort. Helt i tråd med temaet for resten af mit liv gennem de seneste snart tre måneder.

Længe tullede jeg bare rundt om mig selv – og Liva – her i lejligheden. Spiste ikke særlig meget, foretog mig kun det allermest nødvendige. Talte ikke med andre mennesker end Lars og mine børn. Klikkede ofte ind på dr.dk for at læse de seneste nyheder og så mindst to, ofte flere, nyhedsudsendelser i tv.

Efter de første uger med totalt corona-chok for alt og alle følte jeg mig ikke længere egentlig bange. Jeg begyndte at turde tro, at hvis vi var uheldige at få virus, så ville både mine børn, Lars og jeg selv overleve. Mine ældre forældre var jeg stadig nervøs for, men jeg trøstede mig med, at de bor så langt ude på landet, at hverken krager eller corona vist kan finde vej. 🙂

Tiden gik, myndighederne begyndte at få styr på situationen. Det lykkedes os tilsyneladende at undgå det rene ragnarok.

Så alt er jo godt.
Nej..??

For jeg mærkede til min store undren, at jeg lissom ikke kunne slippe panikken.

Løsningen fandt jeg ironisk nok samme sted, som jeg længe havde fundet næring til min indre angst: På nettet.
Jeg læste artikler om mennesker, der satte ord på, hvordan de følte sig mentalt stressede. Det var jo sådan, jeg havde det!

Heller ikke i mit eget liv har jeg i årenes løb undgået oplevelser, der har udløst konkret eller følelsesmæssig kaos og deraf kortvarig stress, men hver gang er det efter noget tid atter blevet rolig hverdag igen. En anden hverdag, javist, men alligevel et liv, hvor rammerne stort set er de samme, når man står op, som da man gik i seng.

Den samme sikkerhed har jeg bare haft virkeligt vanskeligt ved at finde dette forår. Faste regler gjaldt altid kun frem til næste pressemøde.
Der gik som nævnt lidt tid, før jeg forstod, hvad det her handlede om. For jeg er jo vant til at have en hverdag uden chefer, uden anden dagsorden end den, jeg selv sætter. Og umiddelbart havde nedlukningen af landet jo ikke ret stor konsekvens for mig. Min hverdag var næsten uændret. Så hvorfor følte jeg mig så presset?

Heldigvis læste jeg artikler om andre velfungerende, yngre, sunde og raske mennesker, der beskrev deres følelser og personlige reaktioner på "undtagelsestilstanden" i landet, som vi alle har måtte leve i dette forår. I artiklerne blev det nævnt som stress – og jeg blev så lettet. Det var jo mig, det her. Og jeg var helt normal, med normale reaktioner på al denne unormalitet.

Ikke stresset, fordi jeg havde travlt. Men stresset, fordi jeg var så utryg.

Og det er jeg fortsat. Jeg savner at omgås og snakke med mennesker, men lige nu kan jeg ikke overskue det. Jeg gemmer mig stadig for den verden, der er uden for min egen lille lukkede kreds.

Nu kan jeg imidlertid gøre det uden at føle mig mærkelig. Fordi jeg nu ved, at det er en normal reaktion. Ikke at alle har det på denne måde. Men det er ikke underligt at have det sådan. Det var en stor lettelse at forstå dette.

Et sted har jeg tilmed set et ord for tilstanden. Den hedder ganske enkelt corona-angst. Altså ikke angst for at få corona. Men angst for de følgevirkninger, særligt den usikkerhed, sygdommen har på vores samfund og dermed på vore personlige liv.

Kh.

totale mangel på viden og faste rammer, der simpelthen stressede mig.

Det er underligt, ikke?
Om lidt er det tre måneder siden Mette lukkede landet ned – og det er i hvert fald ikke fritid, jeg har manglet hele foråret! Så hvorfor har jeg intet skrevet??

Tja, det lyder virkelig underligt, men mit bedste bud på en forklaring er, at jeg har været – og for så vidt stadig er – stresset.

Ikke stresset over udsigten til en masse opgaver, som jeg ikke har tid til eller ikke kan finde ud af. Der er ikke tale om den "normale" form for stress.

Men jeg har alligevel en følelse af stress, fordi situationen for mine kære og for resten af landet, ja hele verden, er fuldstændig ny og ukendt.
Jeg ved da udmærket godt, at det ikke er spor værre for mig end for alle andre. Faktisk er min situation vel bedre end den er for mange andre, fordi jeg jo er førtidspensionist og dermed garanteret en indtægt hver måned. Uagtet samfundets ve og vel – økonomiske kriser eller ej.
Jeg kan altid få smør på brødet – nå ja, så heller ikke andet pålæg, men det er jo en helt anden snak…

Jeg har følt mig så betydningsløs og fjollet, når jeg dag efter dag ikke kan overskue andet end at læse nyheder på nettet og se dem i tv. For jeg plejer jo at være sådan én, der hellere vil hjælpe en gammel dame over vejen end bruge tid på at læse om alt muligt politik, som jeg alligevel ikke har indflydelse på.
Alligevel har jeg vel ikke misset en eneste tv-avis siden 12. marts og dr.dk har jeg snart læst tyndt. Flere gange dagligt.
Og det er ved at føles som en byrde.

Men i en af alle nettets artikler læste jeg om, hvordan der rent faktisk er andre end mig, der slet ikke kan finde ud af at være i en verden, hvor intet er, som vi er vant til. Det var sådan en lettelse at føle mig bekræftet i, at det på ingen måde er unormalt at føle sig stresset over tingenes ukendte tilstand.

Det er ikke som sådan det nye og ukendte, der gør os usikre. Jeg har prøvet at flytte flere gange, ja sågar at udskifte det velkendte ægteskab med et helt nyt single-liv. Og den slags er rædsom hårdt, men efter en tid bliver det hverdag igen og man begynder at føle sig tryg og glad i sit nye liv.
Denne corona-situation er imidlertid en helt anden, fordi den hele tiden ændrer sig. De officielle retningslinjer for, hvad vi må og ikke må, flytter sig som bekendt jævnligt. Dermed er det uendeligt vanskeligt, nærmest umuligt, at skabe en tryg hverdag, fordi vi aldrig kan være helt sikre på, om der er nye retningslinjer for dagen idag. Og endnu andre for imorgen eller næste uge.
Og det er netop dén usikkerhed, der stresser mig!

Kh.

Jeg vil gerne fortælle en historie, jeg kender til.

Der var engang en rig mand. Han var klog og venlig og sit sociale ansvar meget bevidst. Havde smuk kone, søde børn, mange venner og en virkelig god og sund økonomi. Alt gik godt for ham – lige indtil ulykkerne af ukendte årsager begyndte at regne ned over ham.
Til sidst sad han, som der står i teksten, ved bålets gløder og kløede sig i sine sår med et gammelt potteskår, mens hans raske kone knoklede løs og irriteret skældte ham ud. Der sad han og – meget menneskeligt – begyndte at rase mod universet over sin skæbne. Han syntes jo, at han altid havde opført sig godt; han kunne umuligt have fortjent denne skæbne.
Han sad og rasede i nogen tid, men som bekendt hjælper det sjældent noget, at man bare sidder og er sur. Heller ikke for denne mand.
Af natur var han slet ikke typen, der blev frustreret; normalt konfronterede han vanskeligheder og udfordringer på en ganske anderledes eftertænksom måde. Så efter at have "fået luft" for sine frustrationer, faldt han til ro og fik tanken, at han nok ikke kunne gøre noget ved sin skæbne. Det var nok ikke "nogens "skyld. Han måtte bare forsøge at få det bedste ud af det liv, han havde. Have tillid til, at det hele nok skulle gå. Tilintetgøre bitterheden og følelsen af, at det måtte være "nogens" skyld.
Hvorefter alt blev lettere for ham.
Han fokuserede på det konkrete i sit liv. Koncentrerede sig om at finde relevante løsninger på sine problemer i stedet for at bruge tid på at finde den store mening med det hele.
Langsomt blev alt bedre. Ved at være nærværende og kærlig i sit jordnære liv og ved at arbejde for sine konkrete mål, endte han med at have endnu større økonomisk og materiel rigdom end før sin krise, han fik mere glæde i sit ægteskab og fik flere børn.
Og han oplevede en langt større indre ro og glæde, fordi han havde sluppet kravet til sig selv om, at han skulle forstå meningen med alting. Han arbejdede hårdt og løste de konkrete opgaver i sit liv, men han brugte ikke længere tid på at forstå den store forkromede mening med universet.
Han løste de opgaver, hvor han kunne gøre sin indflydelse gældende. Og hvis han intet kunne stille op mod problemet, hvis det var ude af hans hænder, så sagde han Pyt. Ikke fordi han var ligeglad. Men fordi han ikke længere forsøgte at være andet end et almindeligt menneske, der gjorde det så godt, han kunne.

Måske har I for længst gættet, at det er Biblens historie om Job, jeg har forsøgt at referere.
Det er min yndlings-historie fra Det gamle Testamente.

Jeg skriver den nu, fordi jeg tænker meget på den i denne corona-tid.
Hvor jeg tror, at vi er nødt til at affinde os med, at ret meget er ude af vores kontrol. Hvis vi hver især forsøger at finde det store overblik over virus og samfundsøkonomi og verdenspolitik og evnen til at redde hvert eneste menneske fra sygdommen – ja, så ender vi hurtigt med følelsen af total magtesløshed. Hvis vi forsøger at forstå alting og løse alle problemer, så vil det hurtigt føles som at sidde passivt og klø i sine bylder med et gammelt potteskår. Virkeligt deprimerende. Håbløst.

Jeg forsøger absolut ikke at sige, at vi skal give op. At vi lige så godt kan opsøge Corona, så vi kan få dette liv overstået. Jeg er SÅ TAKNEMMELIG for, at nogle mennesker kæmper for at lave en vaccine.

Jeg vil ikke kaldes lalle-glad.
Jeg vil holde afstand og vaske hænder og spritte af og jeg håber så inderligt, at du gør det samme.

Men jeg øver mig i at være til stede i mit liv, selv om det aller letteste ville være at begrave mig selv i et hul af dyb frustration og døds-angst på egne og mine kæres vegne.
Øver mig altid at se glasset som halvt fuldt.

Idag bliver her solskin og tyve grader og jeg vil ud i altansofaen, kigge på mine blomster derude og lappe lyset og varmen i mig, som en killing drikker fløde. At fokusere på den velvære og glæde er inden for min kontrolsfære; at løse alverdens corona-relaterede politiske og sundhedsfaglige udfordringer er ikke.

Min egen filosofi er også, at hvis jeg fokuserer på glæden, så bliver jeg i stand til at smile til min næste – som måske er det menneske, der står med nøglen til en corona-vaccine. Måske er denne person bare frustreret og opgivende over sine forsøg, men måske kan et smil fra et andet menneske være den vitaminindsprøjtning, der er brug for.
Eller måske er dette andet menneske en efterhånden desillusioneret og meget træt sygeplejerske, som ved at modtage mit smil får fornyet energi.

På den måde kommer mit nærvær i mit personlige liv til at gøre nytte for andre.

Jeg forsøger ikke at diktere, at alle verdens problemer løser sig, hvis bare vi smiler. Indimellem må der også helt konkret hårdt arbejde til.

Jeg forsøger bare at beskrive min egen formel for at overleve mentalt i dette corona-cirkus.
At nyde, hvad jeg kan nyde. Yde, hvad jeg er i stand til at yde. Og acceptere og affinde mig med resten.

Så vil livet om ikke være, så i hvert fald føles som langt og godt.

Kh.

En tanke ramte mig for et øjeblik siden: At jeg ikke kan lide at fremvise nogen tekst, hvis ikke jeg føler, den er "hel". Altså, at det er en fortælling, jeg på en eller anden måde kan afrunde og drage en slags konklusion på.

Det er jo ikke ligefrem, fordi jeg ikke tænker i disse corona-tider!!
Men jeg har ikke en konklusion på noget som helst.
Jeg driver bare rundt i min gummibåd på det store livs-ocean uden at kende retningen og uden at vide, hvor og hvordan jeg stopper denne tur. Og sådan er det for os alle sammen. Hvilket jo gør det hele endnu mere forfærdeligt!

Hvis jeg lader tankerne få lov at løbe, ender det altid med, at jeg bliver fuldstændig sort indeni. Handlingslammet. Dødsangst.

Så det har jeg ganske enkelt besluttet, at det vil jeg ikke!
Måske dør mine nærmeste og jeg selv af denne sygdom – måske gør de/jeg ikke. Men jeg vil simpelthen ikke spilde tiden og livet med at bekymre mig på forhånd!

Misforstå mig ikke. Jeg tager alle de tænkelige forholdsregler, jeg kan. Jeg vasker og afspritter og holder afstand. Vasker og afspritter og holder afstand.

Min pointe er bare, at hvis jeg skal dø i denne omgang, så skal det være af Corona’en – ikke af bekymringer!

Den forløbne weekend har dog understreget, at jeg langt fra er bekymringsløs. Jeg var en tur i Bilka i lørdags – og jeg kunne slet ikke holde det ud! Der var alt for mange mennesker, med alt for lidt afstand.
Og jeg var ved at blive både fysisk utilpas og lammet af dårlig samvittighed, fordi jeg med to stive fingre vendte et prisskilt, så jeg kunne se prisen på en kjole. Hvorefter jeg simpelthen ikke kunne komme ud hurtigt nok!

Så jeg kunne vaske og afspritte og holde afstand.

Jeg ved det godt: denne tekst er enormt rodet.
Men måske er det faktisk ikke bare mig, der er rodet i hovedet. Måske er vi alle ved at blive det i disse tider.

Og måske er det vigtigt OGSÅ at italesætte begreber som rod, utilstrækkelighed, handlingslammelse, frygt, afmagt. Ikke fordi vi skal tabe kampånden og lade os begrave i en negativ spiral af pessimisme. Men fordi jeg tror, vi – også – har brug for at føle os genkendt i de svære følelser. I afmagten.

Og se, så kom der alligevel en slags konklusion på indlægget… 🙂

Nej, hverken jeg selv eller mine nærmeste er corona-ramte.

Men jeg har det, som om ikke alene samfundet, men også min egen hjerne er lukket helt ned som følge af alt dette.

Længe var det fast rutine for mig at sidde med morgenkaffe og corona-nyheder på DR i en times tid om morgenen, efterfulgt af morgensang med Philip Faber.
Men det er jeg nu stoppet med.
Pludselig kunne jeg mærke, at jeg simpelthen fik det dårligt af at høre alle de dårlige nyheder.

Jeg vasker og afspritter og holder afstand. Jeg køber mad, når det er nødvendigt – en gang om ugen. Jeg bor jo sammen med min yngste pige og af og til ser jeg mine andre børn – og Lars hver anden weekend. Resten af tiden er jeg i selvvalgt isolation.
Sådan skal det jo være i denne tid.

Og jeg vil ikke klage. For ingen i min omgangskreds er døde, intet er dermed uigenkaldeligt forbi.
Men shit, jeg savner en venindesnak, et knus af mine forældre, at sidde på en café og se på mennesker, at lægge fremtidsplaner.

Nå, det gør alle andre vel også. Jeg trængte bare til at skrive det.

Kh.

Som jeg tidligere har skrevet, skal vi jo huske at glæde os over de små ting.

Jeg vågnede i dag til denne strålende sol og mindede mig selv om, at dette vejr vil fortsætte nogle dage endnu. Så efter at have fået noget styrkende kaffe, besluttede jeg mig for at gå i krig. Udstyret med engangshandsker, klud og sæbevand endevendte jeg alt på min altan.
I vinterens løb har der jo været mus, så jeg havde en trang til at vaske møblerne af, inden jeg igen skal sidde i dem! Heldigvis har musene tilsyneladende ikke ødelagt noget.
Planterne i potterne blev klippet ned og alt det visne fjernet. Den nærmeste fremtid vil vise, hvor mange af planterne, der er overlevet.
Mynte er jo nærmest ikke til at kvæle, så da jeg havde fjernet alle de visne toppe, viste der sig selvfølgelig at være masser af nye mynte-skud i krukken. Som dufter fantastisk!
Og så længe mynten er plantet i en krukke, kan den jo ikke brede sig over flere tønderland. Den fylder blot i den ene krukke, grøn og velduftende. Sej-livet og nem at passe. Jeg vil uden forbehold konkludere, at jeg er meget glad for min mynte.

Efter oprydningen på altanen er der selvfølgelig lidt, der skal smides væk og normalt ville jeg bare køre en tur på genbrugsstationen, men det er jo ikke muligt lige nu. Men jeg har pakket det ned i poser, som nu står i et hjørne på altanen, så må det vente der, til vi alle igen kan bevæge os frit omkring.

Der mangler blomster i nogle krukker og hynderne til altansofaen ligger fortsat i den varme kælder. Men det er alligevel så dejligt at kigge ud på altanen nu, for efter oprydningen ser den sommerklar og indbydende ud.

Kh.

Hvad i al verden skal jeg skrive om denne verden, hvor intet er, som det plejer at være??

Jeg er godt klar over, at rent faktisk er jeg selv vist et af de mennesker, der mærker den mindste ændring i mit liv.
Eftersom det ikke er muligt for mig at være en del af arbejdsmarkedet, er jeg jo i forvejen hjemme hver dag.
Mit yngste barn er 14 og ansvarsbevidst og dermed i stand til selv at udføre det skolearbejde, hun forventes at gøre. Uden at jeg behøver hverken at se på klokken og "kalde til time" eller omdanne stuen til et klaselokale.

Så derfor befinder jeg mig mest i betragterens rolle. Jeg føler mig mest af alt blot som tilskuer til dette drama, der forekommer totalt surrealistisk.
Det er godt nok et interessant studie i menneskets væsen, i naturlovene, i samfund og psykologi! Ikke at jeg har foretaget Nobelpris-værdige konklusioner. Men interessant er det!

Det kan måske lyde, som om jeg hygger mig gevaldigt i øjeblikket. Det er ikke rigtigt. Jeg kan ikke lade være med at bekymre mig for alle de særligt udsatte, for samfundsøkonomien – for hvordan det hele mon skal gå.
Men jeg insisterer på at holde fast i de positive tanker, i optimismen.
Tænk for eksempel på det scenarie, at corona var startet i november, så vi skulle tilbringe årets tre mørkeste måneder indendørs og isoleret. Lad os glæde os over, at det netop er i foråret, vi er tvunget til at stoppe lidt op i vores hæsblæsende liv. Når vi nu SKAL være hjemme, så lad os da bruge lidt tid på at kigge på lyset udenfor. Åbn vinduet og lyt til fuglene.

Kh.

Det har været sådan en lettelse at studere og derefter lade mig overbevise om, at mine pludseligt opståede skavanker, smerter, træthed og tristhed ganske enkelt skyldes helt naturlige hormoner i min krop. Det er ikke mig – hverken min krop eller min psyke – der er noget i vejen med. Alt er som det skal være. Jeg er både rask og normal.Jeg har bare trukket det uheldige lod i overgangs-tombolaen, som placerer mig blandt den tredjedel af alle kvinder, der har store gener i forbindelse med overgangsalderen. En tredjedel har en smule gener og en tredjedel har slet ingen.

Sjovt nok er der netop i dag i Femina en lang artikel om overgangsalderen.
I artiklen giver en læge dette råd til kvinder i overgangsalderen: "Glid med. Smid frygten. Præcis som du gled med dine veer, da du fødte dine børn."
Jeg skal gerne indrømme, at jeg ikke var lige god til at samarbejde med veerne ved under af mine børns fødsler. Men jeg konstaterer også, at fjerde og sidste gang havde jeg alligevel lært noget: Da arbejdede jeg og min krop netop MED og ikke MOD, når veerne rev og resultatet var da også, at fødslen forløb forbavsende hurtigt.

Dette skal ikke handle om mine fødsler – men jeg forsøger at fortælle, at jeg forstår, hvad ovennævnte læge mener. At jeg allerede har taget tankegangen til mig. Og at jeg allerede fornemmer, at den virker!
Hvis jeg mærker den der sære melankoli og tristhed, så slår jeg nu ikke mere mig selv i hovedet med krav om, at jeg skal tage mig sammen. Jeg holder øjeblikkeligt op med at stille krav til mig selv om at løse alle problemer og lader bare mine hormoner få ro til at rode rundt i deres eget tempo og deres eget mønster. Venter bare på, sat det går over. At hormonerne falder til ro og fornuften vender tilbage. Forsøger at gøre noget, der føles godt. Tager en kop god kaffe. Læser i en god bog. Kigger på en smuk blomst uden at føle øjeblikkelig skyld over, at jeg ikke laver noget fornuftigt.
Kort sagt: Behandler mig selv, som var jeg selv en sart blomst. (For det er vel heller ikke forkert. Jeg er ganske vist ikke ung længere, den stramme hud er blevet lidt blød og vuggende. Men indeni er jeg stadig en blomst. Jeg er ikke blevet til rå beton, som forbliver upåvirket, selv om omverdenen både sparker og slår på mig.)

Så næste gang, jeg får det jeg kalder en "nedsmeltning", hvor jeg bare græder og ikke kan overskue noget som helst i mit liv, så håber jeg, at jeg selv (OG mine omgivelser) langt bedre kan håndtere mine tårer og ulykkelige følelser. At vi alle husker på, at det er hormonerne i mig, der har mistet den øjeblikkelige funktion og selvkontrol. Det er ikke mig, der definitivt er blevet til et grædende monster.
Det er hormoner i mig. Og om lidt er anfaldet overstået.

Kh.