Nej, hverken jeg selv eller mine nærmeste er corona-ramte.
Men jeg har det, som om ikke alene samfundet, men også min egen hjerne er lukket helt ned som følge af alt dette.
Længe var det fast rutine for mig at sidde med morgenkaffe og corona-nyheder på DR i en times tid om morgenen, efterfulgt af morgensang med Philip Faber.
Men det er jeg nu stoppet med.
Pludselig kunne jeg mærke, at jeg simpelthen fik det dårligt af at høre alle de dårlige nyheder.
Jeg vasker og afspritter og holder afstand. Jeg køber mad, når det er nødvendigt – en gang om ugen. Jeg bor jo sammen med min yngste pige og af og til ser jeg mine andre børn – og Lars hver anden weekend. Resten af tiden er jeg i selvvalgt isolation.
Sådan skal det jo være i denne tid.
Og jeg vil ikke klage. For ingen i min omgangskreds er døde, intet er dermed uigenkaldeligt forbi.
Men shit, jeg savner en venindesnak, et knus af mine forældre, at sidde på en café og se på mennesker, at lægge fremtidsplaner.
Nå, det gør alle andre vel også. Jeg trængte bare til at skrive det.
Kh.