To års tavshed fra min side. Jeg ved det. Men corona-monstret tog alle mine kræfter.
Det er den ultra korte forklaring, men lige nu er det den eneste, jeg kan formulere.
Men jeg vil fortælle om min personlige afslutning på landets corona-fokus: For den blev på alle måder bizar!
Siden marts 2020 havde jeg været skræmt af corona-monstret. Næsten alle mine tanker handlede om corona, afspritning, håndvask, virus. Jeg var konstant nervøs over alle den virus, jeg ikke kunne se med øjet. Timer blev brugt i test-køer. Jeg blev næsten fysisk dårlig, når jeg så, at nogen ignorerede sprit-dispenseren på vej ind i butikken. For over det hele svævede rædslen for, at nogle af mine kære skulle blive alvorligt ramt.
I efteråret 2021 fik begge mine forældre deres tredje stik og jeg begyndte at slappe lidt mere af. Sandsynligvis kunne og kan det ikke umiddelbart ses på mig – håndsprit og afstand er blevet til totalt indgroede vaner i mig; i ren refleks udøves de overalt. Men nu er det blot vaner på linje med at vaske hænder efter toiletbesøg – hvilket jeg trods alt gør uden at lammes af angst for alverdens sygdomme.
Medio december fik jeg selv mit tredje stik – hvilket resulterede i det størst tænkelige udslag af skæbnens ironi! For jeg fik det efterfølgende SÅ DÅRLIGT.
På det tidspunkt havde jeg i mere end halvandet år været både rædselsslagen og angst for at få corona, men det var lykkedes mig at drible uden om al virus.Til sidst fik jeg så det tredje stik – og så blev jeg syg! Jeg fik simpelthen så mange bivirkninger af den vaccine. Lidt hoste og let feber var forventet, men da jeg havde haft feber i to uger og fortsat hostede, gik jeg til vagtlægen selveste juleaftensdag. Han lyttede høfligt på mig og på mine lunger og sendte mig hurtigt hjem med besked om, at jeg intet fejlede, men jeg kunne tage to panodiler. 😕 Så juleaften tilbragte jeg på sofaen, ude af stand til at hverken spise eller sidde oprejst.
Hen imod nytår forsvandt feberen, men hele januar tilbragte jeg på sofaen. Jo, jeg kunne holde ud at hækle små oldemorfirkanter, så jeg fik lavet et pudebetræk i den måned. Men stakkels Liva måtte selv købe og lave sig noget mad. Selv orkede jeg knap at spise noget som helst. Orkede ikke at stå oprejst.
Henimod februar var min krops reaktion på vaccinen omsider udlevet. Så jeg havde hele to bekymringsfrie uger, inden Rusland gik ind i Ukraine.
Hvis man læser, hvad jeg skrev herinde i foråret 2020, da coronaen ankom, var det noget med vigtigheden af at turde hvile i troen på, at det hele nok skal gå.
Det kunne jeg ikke; i mere end halvandet år var jeg rædselsslagen og indimellem direkte panisk angst for at få sygdommen. Først da jeg slappede af efter at have fået mit tredje stik – blev jeg syg!
Kald det skæbnens ironi. Eller lad det være et argument netop for vigtigheden af at have tillid til sin skæbne.
Ikke på en naiv måde, håndsprit og afstand er godt. Vi løber jo heller ikke bare ud på motorvejen uden at se til hverken højre eller venstre.
Men på en mere praktisk måde: Jeg gør, hvad jeg kan – og så vil jeg ikke bekymre mig om mere, resten må være op til skæbnen.
Der findes en gammel bøn, der lyder noget i retning af: Giv mig styrke til at bære de byrder, jeg ikke kan ændre. Giv mig mod til at ændre det, jeg kan ændre. Og giv mig visdom til at se forskellen.
Nogle gange kniber det bare med klarsyn og visdom…
Men jeg øver mig kontinuerligt.
Langt de fleste af stauderne i krukkerne på min altan har overlevet vinteren, så med nogle få tilkøb har jeg nu igen fået en grøn og frodig have her på altanen. Hynderne er kommet ud i sofaen – så gæt engang, hvor jeg nu igen tilbringer det meste af min tid. 😊
Kh.