Jeg vil gerne fortælle en historie, jeg kender til.
Der var engang en rig mand. Han var klog og venlig og sit sociale ansvar meget bevidst. Havde smuk kone, søde børn, mange venner og en virkelig god og sund økonomi. Alt gik godt for ham – lige indtil ulykkerne af ukendte årsager begyndte at regne ned over ham.
Til sidst sad han, som der står i teksten, ved bålets gløder og kløede sig i sine sår med et gammelt potteskår, mens hans raske kone knoklede løs og irriteret skældte ham ud. Der sad han og – meget menneskeligt – begyndte at rase mod universet over sin skæbne. Han syntes jo, at han altid havde opført sig godt; han kunne umuligt have fortjent denne skæbne.
Han sad og rasede i nogen tid, men som bekendt hjælper det sjældent noget, at man bare sidder og er sur. Heller ikke for denne mand.
Af natur var han slet ikke typen, der blev frustreret; normalt konfronterede han vanskeligheder og udfordringer på en ganske anderledes eftertænksom måde. Så efter at have "fået luft" for sine frustrationer, faldt han til ro og fik tanken, at han nok ikke kunne gøre noget ved sin skæbne. Det var nok ikke "nogens "skyld. Han måtte bare forsøge at få det bedste ud af det liv, han havde. Have tillid til, at det hele nok skulle gå. Tilintetgøre bitterheden og følelsen af, at det måtte være "nogens" skyld.
Hvorefter alt blev lettere for ham.
Han fokuserede på det konkrete i sit liv. Koncentrerede sig om at finde relevante løsninger på sine problemer i stedet for at bruge tid på at finde den store mening med det hele.
Langsomt blev alt bedre. Ved at være nærværende og kærlig i sit jordnære liv og ved at arbejde for sine konkrete mål, endte han med at have endnu større økonomisk og materiel rigdom end før sin krise, han fik mere glæde i sit ægteskab og fik flere børn.
Og han oplevede en langt større indre ro og glæde, fordi han havde sluppet kravet til sig selv om, at han skulle forstå meningen med alting. Han arbejdede hårdt og løste de konkrete opgaver i sit liv, men han brugte ikke længere tid på at forstå den store forkromede mening med universet.
Han løste de opgaver, hvor han kunne gøre sin indflydelse gældende. Og hvis han intet kunne stille op mod problemet, hvis det var ude af hans hænder, så sagde han Pyt. Ikke fordi han var ligeglad. Men fordi han ikke længere forsøgte at være andet end et almindeligt menneske, der gjorde det så godt, han kunne.
Måske har I for længst gættet, at det er Biblens historie om Job, jeg har forsøgt at referere.
Det er min yndlings-historie fra Det gamle Testamente.
Jeg skriver den nu, fordi jeg tænker meget på den i denne corona-tid.
Hvor jeg tror, at vi er nødt til at affinde os med, at ret meget er ude af vores kontrol. Hvis vi hver især forsøger at finde det store overblik over virus og samfundsøkonomi og verdenspolitik og evnen til at redde hvert eneste menneske fra sygdommen – ja, så ender vi hurtigt med følelsen af total magtesløshed. Hvis vi forsøger at forstå alting og løse alle problemer, så vil det hurtigt føles som at sidde passivt og klø i sine bylder med et gammelt potteskår. Virkeligt deprimerende. Håbløst.
Jeg forsøger absolut ikke at sige, at vi skal give op. At vi lige så godt kan opsøge Corona, så vi kan få dette liv overstået. Jeg er SÅ TAKNEMMELIG for, at nogle mennesker kæmper for at lave en vaccine.
Jeg vil ikke kaldes lalle-glad.
Jeg vil holde afstand og vaske hænder og spritte af og jeg håber så inderligt, at du gør det samme.
Men jeg øver mig i at være til stede i mit liv, selv om det aller letteste ville være at begrave mig selv i et hul af dyb frustration og døds-angst på egne og mine kæres vegne.
Øver mig altid at se glasset som halvt fuldt.
Idag bliver her solskin og tyve grader og jeg vil ud i altansofaen, kigge på mine blomster derude og lappe lyset og varmen i mig, som en killing drikker fløde. At fokusere på den velvære og glæde er inden for min kontrolsfære; at løse alverdens corona-relaterede politiske og sundhedsfaglige udfordringer er ikke.
Min egen filosofi er også, at hvis jeg fokuserer på glæden, så bliver jeg i stand til at smile til min næste – som måske er det menneske, der står med nøglen til en corona-vaccine. Måske er denne person bare frustreret og opgivende over sine forsøg, men måske kan et smil fra et andet menneske være den vitaminindsprøjtning, der er brug for.
Eller måske er dette andet menneske en efterhånden desillusioneret og meget træt sygeplejerske, som ved at modtage mit smil får fornyet energi.
På den måde kommer mit nærvær i mit personlige liv til at gøre nytte for andre.
Jeg forsøger ikke at diktere, at alle verdens problemer løser sig, hvis bare vi smiler. Indimellem må der også helt konkret hårdt arbejde til.
Jeg forsøger bare at beskrive min egen formel for at overleve mentalt i dette corona-cirkus.
At nyde, hvad jeg kan nyde. Yde, hvad jeg er i stand til at yde. Og acceptere og affinde mig med resten.
Så vil livet om ikke være, så i hvert fald føles som langt og godt.
Kh.