Hold op, hvor er jeg, siden 12. marts, startet på mange indlæg til denne side! Men som bekendt er stort set ingen skriverier blevet færdiggjort. Helt i tråd med temaet for resten af mit liv gennem de seneste snart tre måneder.
Længe tullede jeg bare rundt om mig selv – og Liva – her i lejligheden. Spiste ikke særlig meget, foretog mig kun det allermest nødvendige. Talte ikke med andre mennesker end Lars og mine børn. Klikkede ofte ind på dr.dk for at læse de seneste nyheder og så mindst to, ofte flere, nyhedsudsendelser i tv.
Efter de første uger med totalt corona-chok for alt og alle følte jeg mig ikke længere egentlig bange. Jeg begyndte at turde tro, at hvis vi var uheldige at få virus, så ville både mine børn, Lars og jeg selv overleve. Mine ældre forældre var jeg stadig nervøs for, men jeg trøstede mig med, at de bor så langt ude på landet, at hverken krager eller corona vist kan finde vej. 🙂
Tiden gik, myndighederne begyndte at få styr på situationen. Det lykkedes os tilsyneladende at undgå det rene ragnarok.
Så alt er jo godt.
Nej..??
For jeg mærkede til min store undren, at jeg lissom ikke kunne slippe panikken.
Løsningen fandt jeg ironisk nok samme sted, som jeg længe havde fundet næring til min indre angst: På nettet.
Jeg læste artikler om mennesker, der satte ord på, hvordan de følte sig mentalt stressede. Det var jo sådan, jeg havde det!
Heller ikke i mit eget liv har jeg i årenes løb undgået oplevelser, der har udløst konkret eller følelsesmæssig kaos og deraf kortvarig stress, men hver gang er det efter noget tid atter blevet rolig hverdag igen. En anden hverdag, javist, men alligevel et liv, hvor rammerne stort set er de samme, når man står op, som da man gik i seng.
Den samme sikkerhed har jeg bare haft virkeligt vanskeligt ved at finde dette forår. Faste regler gjaldt altid kun frem til næste pressemøde.
Der gik som nævnt lidt tid, før jeg forstod, hvad det her handlede om. For jeg er jo vant til at have en hverdag uden chefer, uden anden dagsorden end den, jeg selv sætter. Og umiddelbart havde nedlukningen af landet jo ikke ret stor konsekvens for mig. Min hverdag var næsten uændret. Så hvorfor følte jeg mig så presset?
Heldigvis læste jeg artikler om andre velfungerende, yngre, sunde og raske mennesker, der beskrev deres følelser og personlige reaktioner på "undtagelsestilstanden" i landet, som vi alle har måtte leve i dette forår. I artiklerne blev det nævnt som stress – og jeg blev så lettet. Det var jo mig, det her. Og jeg var helt normal, med normale reaktioner på al denne unormalitet.
Ikke stresset, fordi jeg havde travlt. Men stresset, fordi jeg var så utryg.
Og det er jeg fortsat. Jeg savner at omgås og snakke med mennesker, men lige nu kan jeg ikke overskue det. Jeg gemmer mig stadig for den verden, der er uden for min egen lille lukkede kreds.
Nu kan jeg imidlertid gøre det uden at føle mig mærkelig. Fordi jeg nu ved, at det er en normal reaktion. Ikke at alle har det på denne måde. Men det er ikke underligt at have det sådan. Det var en stor lettelse at forstå dette.
Et sted har jeg tilmed set et ord for tilstanden. Den hedder ganske enkelt corona-angst. Altså ikke angst for at få corona. Men angst for de følgevirkninger, særligt den usikkerhed, sygdommen har på vores samfund og dermed på vore personlige liv.
Kh.
totale mangel på viden og faste rammer, der simpelthen stressede mig.