Hvad i al verden skal jeg skrive om denne verden, hvor intet er, som det plejer at være??
Jeg er godt klar over, at rent faktisk er jeg selv vist et af de mennesker, der mærker den mindste ændring i mit liv.
Eftersom det ikke er muligt for mig at være en del af arbejdsmarkedet, er jeg jo i forvejen hjemme hver dag.
Mit yngste barn er 14 og ansvarsbevidst og dermed i stand til selv at udføre det skolearbejde, hun forventes at gøre. Uden at jeg behøver hverken at se på klokken og "kalde til time" eller omdanne stuen til et klaselokale.
Så derfor befinder jeg mig mest i betragterens rolle. Jeg føler mig mest af alt blot som tilskuer til dette drama, der forekommer totalt surrealistisk.
Det er godt nok et interessant studie i menneskets væsen, i naturlovene, i samfund og psykologi! Ikke at jeg har foretaget Nobelpris-værdige konklusioner. Men interessant er det!
Det kan måske lyde, som om jeg hygger mig gevaldigt i øjeblikket. Det er ikke rigtigt. Jeg kan ikke lade være med at bekymre mig for alle de særligt udsatte, for samfundsøkonomien – for hvordan det hele mon skal gå.
Men jeg insisterer på at holde fast i de positive tanker, i optimismen.
Tænk for eksempel på det scenarie, at corona var startet i november, så vi skulle tilbringe årets tre mørkeste måneder indendørs og isoleret. Lad os glæde os over, at det netop er i foråret, vi er tvunget til at stoppe lidt op i vores hæsblæsende liv. Når vi nu SKAL være hjemme, så lad os da bruge lidt tid på at kigge på lyset udenfor. Åbn vinduet og lyt til fuglene.
Kh.