En tanke ramte mig for et øjeblik siden: At jeg ikke kan lide at fremvise nogen tekst, hvis ikke jeg føler, den er "hel". Altså, at det er en fortælling, jeg på en eller anden måde kan afrunde og drage en slags konklusion på.
Det er jo ikke ligefrem, fordi jeg ikke tænker i disse corona-tider!!
Men jeg har ikke en konklusion på noget som helst.
Jeg driver bare rundt i min gummibåd på det store livs-ocean uden at kende retningen og uden at vide, hvor og hvordan jeg stopper denne tur. Og sådan er det for os alle sammen. Hvilket jo gør det hele endnu mere forfærdeligt!
Hvis jeg lader tankerne få lov at løbe, ender det altid med, at jeg bliver fuldstændig sort indeni. Handlingslammet. Dødsangst.
Så det har jeg ganske enkelt besluttet, at det vil jeg ikke!
Måske dør mine nærmeste og jeg selv af denne sygdom – måske gør de/jeg ikke. Men jeg vil simpelthen ikke spilde tiden og livet med at bekymre mig på forhånd!
Misforstå mig ikke. Jeg tager alle de tænkelige forholdsregler, jeg kan. Jeg vasker og afspritter og holder afstand. Vasker og afspritter og holder afstand.
Min pointe er bare, at hvis jeg skal dø i denne omgang, så skal det være af Corona’en – ikke af bekymringer!
Den forløbne weekend har dog understreget, at jeg langt fra er bekymringsløs. Jeg var en tur i Bilka i lørdags – og jeg kunne slet ikke holde det ud! Der var alt for mange mennesker, med alt for lidt afstand.
Og jeg var ved at blive både fysisk utilpas og lammet af dårlig samvittighed, fordi jeg med to stive fingre vendte et prisskilt, så jeg kunne se prisen på en kjole. Hvorefter jeg simpelthen ikke kunne komme ud hurtigt nok!
Så jeg kunne vaske og afspritte og holde afstand.
Jeg ved det godt: denne tekst er enormt rodet.
Men måske er det faktisk ikke bare mig, der er rodet i hovedet. Måske er vi alle ved at blive det i disse tider.
Og måske er det vigtigt OGSÅ at italesætte begreber som rod, utilstrækkelighed, handlingslammelse, frygt, afmagt. Ikke fordi vi skal tabe kampånden og lade os begrave i en negativ spiral af pessimisme. Men fordi jeg tror, vi – også – har brug for at føle os genkendt i de svære følelser. I afmagten.
Og se, så kom der alligevel en slags konklusion på indlægget… 🙂