Året er ved at rinde ud og inspireret af en anden hjemmeside, jeg følger, vil jeg nu forsøge at give et ultrakort resume af 2019.
Omtalte hjemmeside er madbanditten.dk, hvorfra jeg henter langt størstedelen af min af min inspiration til den LCHF-/glutenfrie kost, som jeg nu udelukkende spiser. "Madbanditten" skriver af og til også om andet end mad og jeg er måske ikke altid hundrede procent enig i hendes holdninger og livsstil, men hvad angår hendes ord om kosten og den faktuelle kemi i vore kroppe, har jeg ikke fundet et eneste sted, hvor jeg tænker "hey, er det nu også helt sandt..?"
Ved – helt og aldeles og fuldstændig – at udelukke gluten i min kost er min oppustede mave (tarme) og mine mavesmerter fuldstændig forsvundet.
Ikke alle i min omgangskreds er måske helt overbeviste om, at jeg virkelig ikke kan tåle gluten. Er det ikke bare en idé, jeg har fået? Jeg er jo ikke diagnosticeret af lægen…
Nej, jeg har ikke været omkring lægen, for hvorfor skulle jeg det? Fakta er jo, at min oppustede mave og smerterne i den forsvandt, da jeg omlagde min kost og eftersom jeg synes, det er nemt at spise gluten- og brød-fri kost og jeg slet ikke savner brød – hvorfor i al verden skulle jeg så insistere på at spise det igen??
Nå, det var egentlig et sidespring – jeg ville jo lave et resume over året, der næsten er gået.
Januar startede med, at jeg blev bedt om at skrive en artikel til det flotte "by-blad", der fire gange om året bliver uddelt til alle husstande i Gl. Rye. Jeg skulle portrættere en lokal i landsbyen. Jeg foreslog – og valgte – en ældre dame, jeg har kendt i en halv snes år. Damen er nu næsten halvfems, men hun er et helt særligt menneske. Dannet, kulturel, intelligent, omsorgsfuld, livsglad, kærlig.
Hun ville heldigvis godt fortælle om sit liv til mig (og resten af byen) og det blev en stor oplevelse for mig at høre hende fortælle om sit lange og fantastiske liv – og bagefter sætte alle ordene fornuftigt sammen og slutteligt se en flere sider lang artikel i et offentligt blad, skrevet af mig!
I slutningen af februar fik jeg en chokerende opringning fra min udlejer. Han havde fået mulighed for at sælge lejligheden og den kommende ejer ville ikke have mig boende, så min udlejer bad mig inderligt – og nærmest ydmygt – om jeg kunne være ude inden 1.juli.
Ifølge love og udlejnings-paragraffer kunne jeg godt gøre krav på en længere opsigelsesfrist, men jeg ville egentlig gerne flytte til Ry, så jeg koncentrerede mig om at forsøge at finde noget egnet at bo i. Samtidig med, at jeg liiige skulle planlægge og arrangere konfirmationsfesten for min yngste datter.
Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre for at finde en ny bolig, men som altid var Google min ven og tilsat en stor portion held og lidt personlig frækhed lykkedes det mig at få fingrene i en vidunderlig lejlighed.
30. maj holdt vi en rigtig dejlig konfirmation for min yngste, hvor vi alle var samlet og hvor vi hyggede os sammen. Min eks-mand og jeg og vore respektive eks-svigerfamilier: bedsteforældre, søskende, svogre, svigerinder, fætre, kusiner, pap-søskende med (nye) ægtefæller. Vore nuværende kærester og nye børn. Men eftersom min eks og jeg var gift i tolv år, kender alle jo hinanden godt. Og der er gået otte år siden skilsmissen, så alle forsmåede følelser er forlængst glemt. Som nævnt var det en rigtig hyggelig dag, som jeg stadig glæder mig meget over.
1. juni – altså dagen efter konfirmationen – fik jeg nøglerne til min nye lejlighed. Nej, vi nåede overhovedet ikke at puste ud!
Heldigvis havde jeg fået lov at vente med at aflevere nøglerne til min gamle lejlighed til den 15. juni, så jeg havde to uger at flytte i.
Jeg undgik dermed at knække fuldstændigt, men hele sommeren kom til at dreje sig om at finde på plads i vores nye hjem.
August startede med en rigtig hyggelig dag, hvor alle fire store børn og jeg tilbragte min halvrunde fødselsdag på Samsø. I det mest fantastisk varme solskinsvejr.
Derefter startede pigerne igen i skole. For en gang skyld føltes det hele så nemt; for første gang i flere år var der ikke tale om nogen form for hverken uddannelses- eller skoleskift, begge piger fortsatte bare, hvor de slap i juni. Liva nu i 8. klasse og Lea i 2.G.
I september meddelte Lea pludselig, at hun gerne ville flytte ned til sin far. Jamen, okay. Så nu er det kun Liva og jeg, der bor i vores nye lejlighed, men vi har det godt og vi hygger os.
Lea og jeg har i øvrigt fået det meget bedre sammen, fordi vi ikke SKAL være sammen, men kan vælge hinanden til, når vi ønsker det. Nu har vi det rigtig godt sammen!
Det blev oktober, jeg nød at bo i min nye lejlighed, som ikke var helt så ny mere. Tingene begyndte efterhånden at komme på plads i skabe og skuffer og min underbevidsthed begyndte at blive fortrolig med lydene omkring mig. Mine børn så ud til at have det godt, jeg havde en dejlig kæreste, alt var bedre, end det havde været i mange år.
Alligevel vedblev jeg at være så ubeskriveligt træt og energiforladt! Jeg forstod det ikke, men jeg tænkte, at det måske kunne skyldes mange års stress og overbelastning af min hjerne.
I juni havde jeg købt en, i øvrigt ganske udmærket og oplysende, bog om erhvervet hjernetraume og i den havde jeg hæftet mig ved ord om, at kranio-sakral-terapi i nogle tilfælde kunne afhjælpe generne lidt. Jeg reagerede ikke umiddelbart på informationen, men jeg lagrede ordene et sted i hukommelsen.
I efteråret gav jeg mig en tilfældig dag til at google lidt på kranio-sakral-terapi. Jeg har tidligere skrevet en lang og udførlig beskrivelse af mine oplevelser, så lige nu vil jeg nøjes med at resumere, at jeg ikke længere vågner om natten og at jeg er frisk hele dagen. Det er et helt nyt liv!!!
Efter nytår skal jeg igen have behandling hos kranio-sakral-terapeuten – jeg er så spændt på, hvad resultatet vil blive.
På aller fineste vis er der blevet bundet en sløjfe på dette år. For jeg indledte som nævnt året med at skrive et portræt til lokal-bladet. Og juleaften i kirken i år blev jeg prikket på skulderen: om jeg ville skrive et nyt portræt, med deadline 1. februar?
Jeg udbad mig lidt betænkningstid, men allerede et par dage senere sendte jeg et rungende ja i en svar-mail. Og jeg glæder mig til opgaven. Først skal jeg lære et nyt menneske at kende og bagefter skal jeg lege med ord. Det bliver så hyggeligt og dejligt.
Således gik endnu et år, hvor jeg har lært mere om mig selv, om mine nærmeste og om livet generelt.
Godt Nytår til alle.
Kh.