Nøj, jeg har en dejlig følelse i maven!
Mit lille job som kirketjener-vikar inkluderede i går, at jeg skulle hjælpe med de praktiske ting omkring konfirmationen af fyrre konfirmander.
Som ventet udviklede jeg undervejs en ekstrem spændingshovedpine, så jeg efter de overståede opgaver gik hjem med både synsforstyrrelser og et "eksploderende" hoved. (Heldigvis kender jeg forløbet ganske godt, så hjemme tankede jeg mig selv op med mad, væske, smertestillende piller og en times søvn, hvorefter jeg var så god som ny.)
Og i dag er jeg bare glad. Glad og stolt.
Ja, jeg er da blevet spurgt, om jeg nu er helt sikker på, at jobbet er alle smerterne værd. Men der findes kun ét svar: Det er alle smerterne værd!!!
For det er så meget bedre at føle mig træt og brugt OG GLAD end kontinuerligt hverdags-middel-frisk på en tom måde!!
Og nej, det er da ikke sundt at basere sit liv på smertestillende piller, heller ikke selv om der er tale om forholdsvist uskadeligt håndkøbsmedicin. Det vil jeg naturligvis ikke!
Men det gør jeg jo heller ikke. Jeg har jo ikke så store arbejdsmæssige opgaver hver dag.
Og skulle jeg være så utrolig heldig at have jobbet til konfirmationen igen en anden gang, så vil det jo allerede næste gang være en "rutinesag". 🙂
Jeg forsøger bare at formulere, at jeg personligt får så meget ud af mit vikar-arbejde, at denne gevinst klart overstiger generne!
Kh