Nøj, hvor er det dog et vidunderligt klima, vi er havnet i for tiden!! Min krop kan klare nærmest alt, når den er gennemvarm. Min psyke har ditto muligheder, når den får så meget lys. Og eftersom begge dele er fakta i øjeblikket – så har jeg det bare så godt i denne tid!Mine børn trives. (Og så er moren jo glad.)
Omsider er det tilsyneladende lykkes mig at få lidt flere penge til rådighed, så jeg kan slippe de fleste af de konstant kvælende pengespekulationer.
Og ud over pengene, betyder mit vikararbejde i kirken, at jeg nu har noget, der minder om kolleger – det er rart, kan jeg mærke.
Endelig er der en voldsom tilfredsstillelse ved at sidde her på min altan og kigge ud over min have. Der er grøn og blomstrende. Min altan, der er lys og skøn og mest af alt er min udestue. Og endelig min store terrasse i haven, hvor der nu både er sofaarrangement og spisebord med stole.
Jo, haven er blevet rigtig dejlig. Og nydelsen er gennemført og ekstra stor, fordi jeg ved, at det er mit eget arbejde. Nej, jeg kan ikke lave tømrer-arbejde, så jeg kan ikke tage æren for hverken terrasse, trappe eller altan. Men det er gået op for mig, at jeg godt kan lege gartner. Alle de gamle træer og buske har jeg selv gravet op og fjernet og alt det nye har jeg selv både udvalgt og plantet.
At jeg så derved var rigeligt voldsom ved min ene skulder, det er der efterfølgende mindst èn person, der sætter pris på: min fysioterapeut. 😁
I disse varme dage nyder jeg bare at se, hvordan roser og stauder fyldes med knopper, frugtbuskene gør klar til en god høst, sommerblomsterne begynder at komme op af jorden og jordbærene vokser. Min vindrue gror. Og endelig er der mit figentræ. Sådan et har jeg aldrig haft kendskab til tidligere. Jeg købte det sidste år og hen over vinteren begyndte jeg at betragte det med en vis portion mismod, for det så mig da godt nok noget dødt ud. Men sådan skulle det åbenbart være. I løbet af den seneste måned er det vokset og har udviklet rigtig mange gigantiske blade – og frem for alt har det dannet små grønne klumper, der (forhåbentlig) bliver til figner. Altså i et antal, der muligvis bliver en regulær konkurrent til hele Coop-kæden. 😜🤗
I de seneste uger har jeg, for nærmest ingen penge, købt flere små potte-roser i Kvickly og ja, der stod på poserne, at man kunne plante dem ud i haven, men jeg var mest af alt skeptisk. Nå ja, der skete jo ikke noget ved at forsøge – jeg kunne jo altid hive dem op igen. Tænkte jeg.
Men ved I hvad? Ikke en eneste rose er død, tværtimod er de vokset og er tilmed nu ved at fyldes med nye knopper. Whau, siger jeg bare.
Til jul fik jeg et lille juletræ af Lars – sådan et med roden i en potte. Efterfølgende blev det plantet ud i haven og da det blev forår, gravede jeg det endda op og omplantede det i et andet (mørkt) hjørne i haven. Usikker på, om det ville overleve. Og nu…: Nu har det simpelthen dannet så mange nye skud, at jeg slet ikke kan tælle dem! Så jeg regner helt sikkert med at have juletræ til en udendørs lyskæde igen til jul. Eller måske snarere TO lyskæder, for en enkelt kan da nok ikke nå omkring træet! 😁
Kh.