Dengang – et par år efter trafikulykken – fik jeg påstemplet en mén-grad på 6%. Jeg læste det tilfældigvis som et lille tal et sted i mine papirer og ingen tillagde såmænd det tal nogen særlig betydning.Alligevel har det altid fyldt meget i min selvopfattelse.
6% – det er jo ikke meget. Faktisk er det vel så lidt, så det er nærmest ikke-eksisterende og alt for let at overse… Ikke noget, man behøver hænge sig alt for meget i. Måske går det ligefrem ind under bagatel-grænsen.
Få år senere fik jeg tilkendt førtidspension og blev dermed helt fritaget fra arbejdsmarkedet.
I alle årene siden har jeg konstant forsøgt at overbevise mig selv om, at jeg bare har været HELDIG, eftersom min ansøgning om pension dengang blev godkendt af kommunen. Jeg følte nærmest, at jeg havde NARRET kommunen.
Med en mén-grad på sølle 6% kan man vel godt undre sig over at blive tilkendt fuld førtidspension.
Når jeg gentagne gange gennem alle årene har løbet panden mod muren, fordi virkeligheden viste mig, at jeg alligevel ikke havde kræfter til at leve som "almindelige" arbejdsramte mennesker, er jeg hver gang blevet så ulykkelig. Har følt mig aldeles utilstrækkelig.
Hver gang har velmenende mennesker omkring mig forsigtigt forsøgt at minde mig om, at der vel er en årsag til min pension. Og hver gang har jeg har jeg venligt svaret nåja. Men inde i mig hviskede en stemme, at jeg jo kun er 6% invalid – og at 6% jo nærmest er det samme som ingenting…
Så helt ærligt, hvorfor skulle jeg ikke kunne klare stort set det samme som alle andre?
Ud af den blå luft har en ny tanke imidlertid ramt mig:
Hvad sker der, hvis jeg betragter min skæbne på en ny måde? Hvis jeg ikke tager udgangspunkt i de 6%, men i min tilkendte førtidspension? Hvis jeg holder fast i teorien om, at ingen får foræret en førtidspension. At det overhovedet ikke er muligt at snyde sig til den. At en førtidspension kun tilfalder de personer, der aldrig vil blive i stand til at være på arbejsmarkedet. End ikke i nogle få timer om ugen.
Jeg har altid nægtet at tænke på den måde; har altid følt, at hvis jeg anerkendte mine manglende evner på arbejdsmarkedet, så ville det fjerne min livsværdi og umyndiggøre mig som et voksent og fornuftigt menneske.
Men hvad nu, hvis vinklen er, at jeg er tilkendt førtidspension, fordi myndighederne har vurderet, at jeg ikke bliver i stand til at være på arbejdsmarkedet. Ikke fordi jeg er hverken ufornuftig eller uansvarlig. Men blot fordi jeg bærer rundt på invaliderende gener i form af dårlig korttidshukommelse, lav stresstærskel og en lydoverfølsomhed.
Hvis jeg tager udgangspunkt i en status om en tilkendt førtidspension til et voksent, fornuftigt og ansvarligt menneske, der grundet påførte kognitive vanskeligheder ikke kan være på arbejdsmarkedet?
Hvis jeg fokuserer på at være et værdifuldt kærligt menneske, som godt nok ikke går på arbejde, men som spreder glæde og tryghed for mine børn, familie og andre omgivelser?
Så kommer hjerneskadens konsekvenser pludselig til at fylde meget mindre. Så er de pludselig ikke længere overskriften for mit liv, men blot et kapitel i min livs-bog.
Hm… Tankevækkende tanker…
Kh