Tankespind

Jeg er blevet gjort opmærksom på, at det godt kan lade sig gøre at få automatiske mails, når der er nyt på hjemmesiden. Både når det gælder nye indlæg og nye kommentarer og man kan tilmelde sig enten den ene eller den anden eller dem begge.Hvis man skriver en besked (eller bare et hej), fremkommer der under besked-boksen et par små kasser med ovenstående muligheder, som man så bare skal afkrydse. Jeg kunne ikke selv få det til at virke, hvis ikke jeg skrev noget i besked-feltet – det er meget muligt, at andre evner at gøre det. Som sagt er jeg IT-spasser. (Undskyld udtrykket.)

For at skrive en besked skal man klikke på overskriften for indlægget og derefter rulle ned, så vil der under teksten være mulighed for at ytre sig.

Nej, jeg er langt fra fortrolig med hjemmesiden, men jeg nærer et optimistisk håb om, at jeg kan blive bedre. Meget gerne med jeres hjælp! Gode råd og informationer modtages med kyshånd!

Forleden havde jeg en oplevelse, hvor jeg bagefter tænker: Hold da op, tænk hvis hele verden var sådan. Hvor ville meget bare være så meget lettere!!

Gennem de seneste mange år har jeg siddet med ved bordet i en del bestyrelser her i Landsbyen. Antallet er nu skåret drastisk ned og kun to er tilbage.
Forleden aften var jeg til det månedlige møde i Menighedsrådet. Som så ofte før sad jeg og fik en klar fornemmelse af, at jeg måske ikke burde være der, for jeg har ikke tjek på hverken kirkeministeriets love og paragraffer, håndtering af indeklima i kirker, den bedste lyd i orgelet, tilstoppede udløbsrør eller fældning af træer. Til sidst tog jeg derfor ordet og tilbød at afgive min plads, hvis nogen var lidt indebrændte over min tavshed.
Reaktionen fra de andre var tydelig og den kom øjeblikkelig: At jeg sad i rådet på grund af mine holdninger og mit menneskesyn og derfor skulle jeg være der! Basta!
Der blev også sagt noget om, at vi alle gør det så godt vi kan. På hver vores område.

Derfor tænker jeg nu "tænk hvis hele verden var sådan. Hvor ville meget bare være så meget lettere!!" Hvis alle mødte hinanden med den klare tro på, at vi alle gør det så godt vi kan. Det kaldes vel tillid…
Resultatet var øjeblikkeligt og tankevækkende!

For jeg mærkede tydeligt (og meget forundret), hvordan hele min krop øjeblikkeligt slappede af. Det føltes pludseligt meget rart at sidde omkring bordet. Tillidsvækkende på den nærmest familiære og totalt rummende måde. Jeg følte virkelig, at jeg hørte til – at jeg havde en vigtig plads ved bordet.
Ikke – og det er måske det aller vigtigste – på grund af min viden eller evner eller den slags konkrete kompetance, men fordi jeg er mig. På dén måde, jeg er det på.

Det var SÅ befriende at mærke den rummelighed og imødekommenhed. Og jeg mærkede, hvordan jeg atter fik lyst til og mod på at byde ind.

Så lad os forsøge at se vore medmennesker med en tro på, at vi alle gør vort bedste. Ikke stædigt naivt, men i det mindste indtil det modsatte er bevist.
På den måde giver vi hinanden plads til at være og til at vokse.

Kh.