Tankespind

En praktisk bemærkning – eftersom hjemmesiden stadig kører på sit absolutte babystadie. 🙂
Altså… Hvis – nogen har lyst til at skrive en kommentar…
Så skal man klikke på overskriften på det pågældende indlæg. Derved fremkommer der, nederst på siden, et felt, man kan skrive i.

Jeg vil gerne fortælle om en særlig nuance af nogle menneskers liv. Også af mit. En del af mit liv, som jeg mest af alt føler mig flov over. En svaghed. Er det ikke bare mig, der skal tage mig sammen??
Sådan har jeg jo altid tænkt, men en oplevelse forleden fortalte mig med sine egne tydelige ord, at det vist alligevel ikke "bare" handler om at tage sig sammen.
Derfor vil jeg gerne forsøge at give både mine oplevelser og hele problematikken lidt focus her på siden.

Det handler om stor psykisk ubalance, om svære depressioner.
– Jeg kan godt mærke, at jeg er ved at miste modet bare ved at skrive den foregående sætning. For hvordan vil jeg nu blive stemplet?
Ved ordene "psykisk ubalance, svære depressioner" får jeg selv øjeblikkeligt et billede af en usikker – uintelligent, sikkert uden uddannelse – klaphat, der bare skal tage sig sammen. Man kan, hvad man vil. Og man kan mere, end man selv tror.
Er det ikke det, vi helst vil tro? Er det ikke denne amerikanske livsregel, vi er opvokset med, selv her i vores socialdemokratiske Norden?

For tolv år siden sad jeg en eftermiddag hos min læge, fordi jeg var nået dertil, hvor jeg kun kunne se to løsninger. Enten betroede jeg mig til min læge eller også sagde jeg farvel til alt. Det sidste var ikke en mulighed, fordi jeg havde fire små børn; ergo gik jeg til min læge. Som heldigvis havde kendt mig længe og som efter kun et par minutter stillede diagnosen Svær Depression og hun beordrede mig ganske enkelt til at begynde at tage de piller, hun gav mig.
Lægen gav mig følgende billede, som jeg siden har tænkt på i alle årene. At der mellem vore nerver sidder små ledninger – som gammeldags telefontråde – hvori kommunikationen mellem nerverne foregår. Stoffet Serotonin er det stof, der danner "telefontrådene". Hvis vi mangler Serotonin, har vore nerver vanskeligt ved at tale med hinanden.
Vi får i det tilfælde vanskeligt ved at forstå egne (og andres) følelser og vi får svært ved at stille realistiske krav til os selv. Krav, vi enten løber livet af os i et forsøg på at opfylde eller krav, vi på forhånd opgiver at opfylde, hvorfor vi trækker os fra venner, familie, hele verden.
Men det værste (synes jeg!) ved en depression er såmænd hverken stress eller ensomhed. Det er fornemmelsen af at leve i en boble. Man kan nogenlunde se, hvad andre mennesker laver og man kan også høre deres ord, men ingen af delene kan trænge helt ind. Hvorfor man ikke evner at reagere så kærligt, klogt og konstruktivt, som man et eller andet sted godt ved, at man burde.

Jeg taler ikke om den betydning, vi tillægger ordet Depression, når vi spontant bruger det om diverse udfordringer i dagligdagen.

Men der, hvor en depression er fysisk forårsaget – hvor nerverne ikke kommunikerer med hinanden – hvor man ikke på nogen måde kan fjerne det ved hverken tale eller terapeutisk behandling. Jo, gode samtaler (eventuelt hos en terapeut) kan godt hjælpe. Men kun i den enkelte situation, som man så får hjælp til at arbejde sig ud af. Næste gang psyken bliver rigeligt belastet, skal man starte forfra med at få hjælp til at bearbejde problemet.

Det er her, jeg bliver så glad for min gamle læges hurtige konklusion. Her, jeg priser mig lykkelig for min daglige pille.
Pillen, der hver dag punkterer boblen omkring mig, så jeg kan være nærværende og føle både med andre og med mig selv.

Og nu er vi så omsider fremme ved anledningen til disse ord. En anledning, der samtidig satte en fed streg under sandheden i mine ord.

For nylig var jeg en weekend hos Lars. Alt var godt indtil lørdag eftermiddag. Da forsvandt mit positive overblik, tårerne lå flere gange på lur lige bag øjenlågene og nogle gange løb de over; opgaven med at lave den enkle aftensmad syntes med ét uoverskuelig stor og jeg kunne slet ikke se noget for lutter (indbildte) opgaver.
Igen var jeg som lukket inde i en boble, hvorfra jeg ikke kunne andet end græde afmægtigt.
Og nej, jeg kunne ikke sætte et eneste ord på tilstanden, så længe den varede. I dén tilstand kan jeg slet ikke se mig selv udefra. Jeg kan ikke mærke andre følelser end afmagt.

Lige pludselig – mens jeg kæmpede med aftensmad og tårer og afmagt, kom tanken til mig: Fik jeg min pille i morges??

Nej, den lå stadig nydeligt i pakken!
Hvorpå jeg drog et stort og lettet suk!!! Det var ikke hele mit liv, der pludselig var noget i vejen med. Det var bare fordi der var nedbrud på telefonledningerne mellem nerverne.

Jeg skal spise min pille om morgenen ellers kan jeg fysisk få det rigtig dårligt. Ergo skulle jeg vente med den næste pille til søndag morgen. Så jeg måtte klare resten af aftenen, men det gik rimeligt ok. Fordi jeg nu vidste, at det ikke var hele mit liv, der var forfærdeligt, men min evne til at analysere mine tanker, der lige nu var ustabil. Og jeg vidste, HVORFOR evnen var ustabil. At det ikke var mig, der permanent havde mistet grebet om mig selv.
Det var mine nerver, der ikke kunne kommunikere med hinanden, men det ville de komme til igen, så snart jeg atter indtog Serotonin.

Næste morgen spiste jeg min pille og livet blev godt igen.

Alt dette er skrevet ud fra et håb om, at vi kan få større åbenhed om og forståelse for et uligevægtigt sind.
Jeg siger ikke, at alle vrede kvinder (og mænd) skal mødes med et kærligt råd om, at de skal skynde sig til læge, så de kan få nogle piller! Så enkel er verden aldrig.
Jeg har skrevet dette, fordi jeg ønsker større åbenhed omkring alle de udfordringer, der ikke kan måles og vejes og ikke kan kureres – eller bare forstås – med almindelig logik og sund fornuft.

Naturligvis er jeg ikke ude på at legalisere og bagatellisere alle kriminelle handlinger. Jeg taler om den fornærmede nabo, den underligt arrogante kassedame, den "pige-sure" bag skranken, den tavse og afvisende bekendte. Alle de almindelige mennesker, vi alle går rundt og møder hver dag. Måske endda familiemedlemmer, der i lange perioder er underligt triste.
Vi skal heller ikke anbefale lægebesøg til alle ikke-smilende mennesker.
Til gengæld tror jeg, det vil være godt, hvis vi øver os i altid at have in mente, at langt de fleste årsager er umiddelbart usynlige.

Til sidst vil jeg tilføje, at jeg er meget bevidst om, at jeg er enormt priviligeret at have fået stillet en præcis diagnose i en tidlig alder – og at leve i et land, hvor det er muligt at spise en pille og dermed undgå at leve i et konstant ragnarok.

Kh.