Advarsel – dette er et mega langt indlæg!
For der er sket SÅ MEGET i mit liv, siden jeg sidst skrev herinde. Jeg oplever dagligt nye ændringer. Det hele går så hurtigt, det er vanskeligt at finde ord for alle oplevelserne og tankerne. Men nu vil jeg forsøge.
Oplevelsen hos kranio-sakral-terapeuten var jo…surrealistisk fantastisk. Jeg har ikke ord for det. Jeg ved bare, at jeg særligt i den første halve time efter behandlingen havde oplevelsen af at være 17 år igen – før jeg blev påkørt og fik mit hovedtraume. Der var en lethed i mit hoved, mine tanker flød så ubesværet og min besværlige "spastiske" fod opførte sig fuldstændig normalt. Det er svært at beskrive, for jeg kan ikke finde ord til at forklare en rask person, hvordan det føles at være inde i en skadet hjerne.
Den fuldkomne surrealistiske, fantastiske følelse begyndte allerede at aftage efter 20 minutter, men der gik trods alt flere dage, før alt var ved det gamle.
Ti dage senere havde jeg en ny tid derude – men til min enorme forundring nægtede terapeuten at behandle mig. Jeg blev så skuffet, at jeg var ude af stand til at høre hans forklaring, men helt kort var det noget med, at jeg havde en visdomstand, der fyldte for meget i munden. Jeg fik et visitkort på en tandlæge i Ulstrup og så kunne jeg vende tilbage, når tanden var væk.
Hold da op, benene blev da godt nok sparket helt og aldeles og fuldstændigt væk under mig!
Argumenter var det svært at finde, såvel over for mig selv som for en skeptisk omgangskreds, men forunderligt nok mærkede jeg trods enorm fysisk træthed en stædig følelse i maven. Jeg havde jo på egen krop mærket resultatet af mit første besøg hos kranio-sakral-terapeuten, jeg havde mærket en ændring, selv om jeg hverken forstod eller evnede at forklare den.
I så mange år (snart 30 år!) har jeg kæmpet med træthed og kognitive udfordringer. Jeg har forsøgt med den almene læge, medicin, akupunktur, fysioterapi, zoneterapi, selvhjælpsbøger, foredrag (og jeg har sikkert glemt noget) – men intet hjalp. Intet.
Men så mødte jeg i kranio-sakral-terapeuten en person, der kunne trylle et mirakel frem i mig. Skønt jeg ikke troede på det – jeg mærkede det bare.
Den stædige følelse i maven fortalte mig, at jeg ikke havde noget valg. Jeg havde ganske enkelt intet argument for IKKE at gøre noget.
Jeg tog derfor kontakt til den anbefalede tandlæge og fik en tid.
En uge senere kørte jeg derop – og gennemlevede det mest "syrede" tandlægebesøg, jeg nogensinde har oplevet! Tandlægen udførte mærkelige målinger på mine arme, jeg skulle bide i nogle papirskiver og så sleb tandlægen på mine tænder!
Lad os bare kalde det en oplevelse! Jeg fattede ingenting. Overhovedet!!
De første tre døgn efter slibningen/behandlingen af mine tænder befandt jeg mig nærmest i en slags koma. Jeg sov tolv timer i døgnet – fra 22.00 til 10.00. Og i mine vågne timer havde jeg det bare så mærkeligt. Jeg var konstant svimmel – eller rettere, jeg havde følelsen af at være svimmel, for jeg hverken snublede, faldt eller stødte ind i ting. En stor del af tiden føltes min hjerne "fjern", tom for tanker – som jeg husker det var i de allerførste uger efter jeg var vågnet af komaen og var ved at komme til bevidsthed. Min krop oplevede nærmest en slags dejavu. Som at være sat 27 år tilbage i tiden.
Og !#%¤/)!!! hvor havde jeg meget hovedpine i den weekend!!!
Sådan startede fjerdedagen også. Voldsom hovedpine og en følelse af ikke at kunne vågne. Smertestillende piller blev indtaget som det allerførste, men der gik flere timer, før de virkede.
Sidst på formiddagen havde jeg tilfældigvis en tid til massage hos min fysioterapeut. Jeg nævnte ikke noget om nogen tandslibning eller lignende tryllerier, jeg modtog blot den sædvanlige portion massage.
Men bagefter havde jeg det bare vildt mærkeligt. Som i vildt godt!
Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det på en uventet måde var kombinationen af tandslibning og massage. Allerede mens jeg lå på briksen og fik massagen, kunne jeg fornemme, at den virkede anderledes netop dén dag. Kroppen var helt anderledes blød. Den åbnede op og skabte forbindelse mellem muskler og nerver, så massagen kunne virke dybere ind i kroppen.
Når fysioterapeuten trykkede eller rykkede, kravlede musklerne ikke omgående tilbage igen. Jeg fik en fornemmelse af, at de faktisk lod flytte på sig.
Hovedpinen vendte aldrig tilbage; jeg kunne gå næsten normalt (ikke krampagtigt og en smule skævt som jeg plejer.) Jeg var i Silkeborg for at ordne et par ærinder og jeg fik handlet ind og sågar købt et par bluser uden på noget tidspunkt at miste overblikket.
Gik i seng klokken 22 som jeg plejer. Løste et par soduko, slukkede lyset og ville sove – helt som jeg plejer.
Men så markerede min hjerne sig! Den var fuldstændig frisk!
Så jeg satte mig ud i sofaen, hvor jeg i to og en halv time hæklede nogle små-projekter, inden jeg atter lagde mig under dynen.
Og jeg var vel at mærke ikke træt næste morgen.
—-
De følgende indlæg er noget jeg skrev i dagene efter tandslibningen.
28. nov – dag 7
Hold da op – jeg havde simpelthen glemt, hvor dejligt det føles at have en masse energi. At gøre nogle ting, få noget arbejde udført.
Ikke som en sur og tung pligt; det føles ganske enkelt RART at være igang, at producere nogle ting med mine hænder. Jeg har følelsen af, at verden nu inden sengetid ikke er den samme, som den var, da jeg stod op.
Jeg har lavet noget mad, vasket noget tøj, været mor, været tilstede. Dén følelse har jeg ikke haft i mange måneder – måske flere år…
—-
29. nov
Det er formiddag nu. Klokken to er det planen, at en særlig tandlæge-specialist i Brædstrup skal hive min besværlige visdomstand ud af min mund.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Eller skrive…
Men jeg ved, at der skøjter en million tanker rundt i mit hoved.
For hvad sker der bagefter? Hvordan vil jeg få det? Vil jeg blive fuld af energi? Som jeg havde det for 10-15 år siden? Eller for mere end 20 år siden – før jeg fik familie og børn?
Jeg har ingen uddannelse i nogen form for fysioterapi. Men jeg er meget interesseret i, hvad der sker i min krop og derfor rigtig god til at mærke efter. Og så kan jeg bare godt lide at tænke i lidt alternative baner.
Forskellige behandlere har jo forsøgt at plante forskellige teorier for mig, som jeg ikke kan lade være med at spekulere videre i.
Hvad nu, hvis forklaringen er denne:
Jeg blev påkørt og derved kastet op over bilen og ned på den anden side. Mistede bevidstheden og scanninger viste, at jeg havde fået blødninger inde i hjernen. Derfra handlede al behandling om dette. Al forståelse af mit liv, mit helbred, mit humør skete med afsæt i mine skader i hjernen.
Og nej, jeg forsøger ikke at underkende mit hjernetraume. Scanningsbillerne er jo indiskutable – hjernetraumet er et faktum.
Men hvad nu, hvis der OGSÅ er en anden forklaring?
(Hvis man både er blind og døv, så bliver man jo ikke totalt "velkørende" ved at få laserbehandlet øjnene og derved få synet tilbage. I så fald vil man igen kunne se, men det hjælper jo ikke på hørelsen.)
Imidlertid har alle, og dermed også jeg selv, kun handlet og behandlet ud fra et focus på skaderne i hjernen. Hvilket jo ikke er forkert. Det har bare ikke været nok – ikke godt nok.
Men nu har jeg så mødt behandlere, der arbejder med en anden tilgang til tingene. De neigliserer ikke min hjerneskade, men de arbejder ud fra en anden teori, der som udgangspunkt slet ikke handler om hjernen.
Men om tandskader…! What?
Men prøv at gå med mig ind i tanken:
At jeg slog kæben, da jeg uden bevidsthed landede på den anden side af bilen, dengang i ’92.
Denne tand, der nu skal hives ud var i rigtig mange år kun brudt frem med halvdelen af tyggefladen. Den anden halvdel sad gemt nede under tandkødet. For et år eller to siden kom hele tanden omsider helt til syne. I øvrigt nogen lunde samtidig med, at jeg begyndte at være SÅ ubeskriveligt og konstant træt…
Ingen har tænkt tanken, at mine udfordringer kunne skyldes andet end mit pådragede hjernetraume.
(Kig igen på ovennævnte eksempel. Det hjælper jo ikke noget som helst, at man står bagved den nu seende, men stadigt døve, mand og råber. Det får ham ikke til at reagere og vende sig rundt.)
Jeg troede, min træthed skyldtes, at jeg havde haft flere udfordringer i mit liv, end jeg kunne magte. End min skadede hjerne kunne magte. Jeg har læst fagbøger om sen-hjerneskade personer og deres (og andres) træthed – og jeg havde godt nok en fornemmelse af, at det slet ikke var den samme død-lignende træthed, de omtalte i bøgerne, som den jeg selv følte. Men selvfølgelig konkluderede jeg bare, at jeg nok var et særligt slemt tilfælde.
At min træthed kunne skyldes noget som helst andet, havde hverken jeg selv eller nogen i min omgangskreds fantasi til at forestille sig.
Hvis vi nu går videre i teorien om slag på kæben dengang i ’92, kan gætterierne fortsætte således:
Har "skævhed i kæben" som følge af slaget, også indflydelse på min lidt skæve gang? Min dårlige balance? Mine spastiske trækninger i foden? For flere steder hører og læser jeg, at rigtig mange nervebaner har forbindelse til kæben…
Faktisk har jeg tidligere noteret mig, at min balance er blevet mærkbart forværret i det seneste års tid… Men jeg tænkte jo, at det skyldtes hjerneskade og træthed – en meget træt hjerne… Fremtiden vil måske give mig svaret…
Som sagt, tankerne buldrer rundt og spørgsmålene vælter ud af mig! Tiden vil vise resultatet. Om der er det mindste hold i de nye teorier. Om mit liv vil ændre sig bemærkelsesværdigt. Eller om den eneste ændring vil være en tand mindre i underkæben.
Det er SÅ SPÆNDENDE!!
—-
30. nov
Jeg er lige vågnet – og må bare beskrive min nattesøvn…
Gik i seng klokken 22 og vågnede klokken 8.05. Fuldstændigt udhvilet. Har ikke været vågen en eneste gang i løbet af natten.
2.dec
Tanden kom ud i fredags og det er nu mandag (morgen).
Jeg har stadig ondt i munden, men nu kan jeg da forsigtigt børste de andre tænder (bare ikke de, der er nærmest krateret); jeg kan drikke kaffe og min mund er langsomt ved at vænne sig til at få fast føde derind igen. Smerterne er i det hele taget langsomt aftagende. Kort sagt, foreløbigt går alt præcist, som jeg er blevet forudsagt. Helt efter planen og ganske som forventet.
Tilsyneladende havde han jo helt ret, min ny-fundne kranio-sakral-terapeut. Hans teori var, at det var min visdomstand, der var skyld i min konstante træthed. At dén tand forårsagede, at jeg skar tænder, når jeg sov. At min søvn derfor var elendig og at jeg af den grund var så ekstremt træt i alle mine vågne timer.
Det var unægteligt en teori, jeg aldrig selv havde overvejet – den var så fjern fra alle mine tanker om hjernetraumer, stress og alt for mange års overbelastning.
Efter at have tænkt det hele igennem mange gange kan jeg imidlertid godt se logikken.
Indrømmet, særligt efter at jeg nu mærker det på egen krop.
For faktum er, at jeg jo fik tanden fjernet i fredags og natten til lørdag sov jeg uden at vågne en eneste gang. Jeg, der normalt vågner flere gange hver nat. Og nej, der var ikke tale om en tilfældighed, for sådan har hver eneste nat forløbet siden indgrebet. Jeg er derfor frisk, når jeg vågner om morgenen og jeg er frisk hele dagen. Det er så vildt!
3. dec,, sidst på eftermiddagen
Klokken er nu halv fem og helt ærligt, jeg orker ikke mere i dag. Men jeg har faktisk også knoklet løs, uafbrudt, siden klokken syv i morges. Jeg kan simpelthen ikke erindre, hvornår jeg sidst har været i stand til det.
Hækle lidt, i Kvickly efter mad, i skoven efter mos, lave fire juledekorationer hvilket medførte nytænkende kreativitet i form af en "hæklet stråmåtte" til min mini-krybbe-fremstilling, oprydning efter dette, pynte med lidt julepynt, en lyskæde og to små krukker foran hoveddøren, i genbrug’en efter en tallerken til en lille juleopstilling til Lars, lave en stor portion suppe med oksekød og masser af grønsager og oprydning derefter.
Og hele tiden tænkt masser af konstruktive og optimistiske tanker.
Nu må det være i orden at holde fyraften! At sætte mig ned, med benene oppe i sofaen, hækletøj i hænderne og måske tv’et tændt. Eller bare bladre lidt tilfældigt i et ugeblad.
Men det vigtige er, at ja, jeg er træt i hovedet, jeg har ondt i benene af at stå og gå – men jeg er ikke indhyllet i følelsen af tæt tåge og dødlignende træthed. Jeg vil kunne svare, hvis du stiller mig et spørgsmål.
Jeg har fået livet tilbage.
5. dec.
Natten mellem tirsdag og onsdag (d 4. og 5. dec.) vågnede jeg en enkelt gang og natten mellem onsdag og i dag, torsdag, vågnede jeg to gange. Øm i tænderne, så jeg skar helt sikkert tænder, mens jeg sov.
Og i dag har jeg været træt!
Ikke død-lignende zombie-træt, men træt, som om jeg ikke havde sovet ret mange timer i nat. Hm!!!!!!!
Det underbygger jo egentlig bare tydeligt teorien om, at det er tænderskæren, der forstyrrer min nattesøvn!
Jeg er godt nok mega, mega, mægtig spændt på fremtiden!!
8. dec.
Status:
Fredag (for to dage siden) fik jeg fjernet stingene i munden. Det viste sig, at være stingene, der var begyndt at irritere – ikke såret, der gjorde ondt. Og heller ikke generende tænder.
Jeg kan nu gabe og åbne munden næsten uden gener.
Jeg sover fortsat godt om natten og føler mig (derfor) dejligt udhvilet om dagen.
Alt imens jeg hele tiden har følt mig ligevægtig, rolig og sikker på mit eget værd.