Åh, jeg hader det. Lige nu gør min hjerne det igen. Hopper fra den ene tanke til den næste, inden den første er den første er færdigtænkt. På den måde er det jo umuligt at nå frem til nogen form for konklusion på noget som helst. Derfor har jeg nu sat mig ved tastaturet. For ved at skrive kan jeg bedre fastholde tankerne.
I mit budget stod der ingen sommerferie for ungerne og jeg i år. Istedet valgte jeg at komprimere en uges ferie til en enkelt dag. Jeg fyldte 45 forleden og den dag tilbragte ungerne og jeg så på Samsø. Ikke med nogen særlige aktiviteter, vi kørte lidt rundt, kiggede på hvad der end lige var at kigge på, snakkede i solen. Og brugte så alle pengene på et vidunderligt aftensmåltid. Jeg tror simpelthen ikke, at jeg nogen sinde har smagt så god mad!
Og mine store børn gav mig en vidunderlig fødselsdag – fordi den var så helt igennem hyggelig. Ikke et eneste skænderi eller bare en uoverensstemmelse mellem nogle søskende. Lutter idyl! I solskin, på Samsø, med regelmæssig udsigt til vand. Øj, hvor jeg nød dagen!
I går blev der så atter klippet i en navlestreng. 😉 Jeg kørte min ældste dreng til den lokale togstation, hvor han startede sin rejse mod Skive kaserne. Fire måneders værnepligt venter ham.
Men han har selv søgt om at komme derind og jeg fik fornemmelsen af, at han glædede sig.
Ingen tvivl om, at jeg jo (naivt, er der nogen der mener) tror, at med kærlighed kan vi fjerne al krig. Krig, drab og ødelæggelse kan umuligt være godt for noget. Militæret her derfor ikke den mindste opbakning fra min side.
Men Andreas bliver jo heller ikke sendt ud i noget farligt fra begyndelsen – i første omgang kan man måske mere tale om en form for "dannelsesrejse".
Måske sagde jeg i går farvel til min store dreng dér på togstationen og om fire måneder kan jeg sige goddag til manden Andreas. I så fald er alt jo godt.
Se bare: egentlig ville jeg have skrevet om stress og hjerner, følelser og fakta. Men netop fordi min hjerne er stresset, kan jeg ikke fastholde en teoretisk tanke længe nok til at få den skrevet ned. Så går det bedre med at referere lidt fra de seneste dage…
Det må derfor blive en anden gang. Lige nu prioriterer jeg samvær med min yngste, der gerne vil på shoppe-tur.
Kh.