I aftes var jeg taget til et foredrag, som jeg på forhånd havde glædet mig meget til. I omtalen stod der, at G. "tager et kraftigt livtag med det perfekte menneske, som ønsker den perfekte karriere, den perfekte familie, den perfekte krop og som ikke vil fejle … Og så er det en hyldest til det rodede liv og til mennesket, der har set i øjnene, at man er fuld af fejl."
Jo, jeg havde store forventninger – glædede mig sådan til at blive beriget af ord fra et menneske, der var stået af "Instagram-ræset". Som havde erkendt, at kun guder er ufejlbarlige og havde vedkendt og affundet sig med, at hun er et menneske.
Det er længe siden, jeg er blevet så skuffet!!!!!
Jo, hun talte da ihærdigt om, at man skal turde begå fejl. At alle mennesker begår fejl. Også de, der aldrig indrømmer det.
At man skal række hånden forsonende ud mod sin fjende – og derefter lade det være op til det menneske at gribe hånden eller ej. At man i ønsket om forsoning (og i alle andre samtaler/diskussioner) skal blive på egen banehalvdel.
Det er jo vanskeligt at være uenig i de udmeldinger.
Imidlertid gik jeg hjem fyldt med følelsen af, at jeg lige så godt kunne have læst en fagbog fra et humanistisk fag på universitetet. For der var ingen nerve i foredraget!
Hun fortalte ganske vist en personlig historie, der uden tvivl skulle tydeliggøre hendes pointe om, at man skal turde fejle. I min optik blev netop den historie imidlertid et tydeligt bevis på, at hun netop ikke selv tør fejle.
Historien blev fortalt i datid. Det var noget, der skete for hende engang. I øvrigt var det ikke hendes skyld, at hun havnede i stormvejr. Og – måske først og fremmest – så havde hun ikke truffet et valg om at ville risikere.
Dér mistede hun min respekt. For vi kan jo alle risikere uforskyldt at komme ud i stormvejr. Uvejret må vi så bare forsøge at redde os igennem. Uvejr er en del af livet.
Nej, de modige mennesker er derimod de, der VÆLGER at begive sig ud i stormvejr UDEN at vide hverken OM de kan klare det eller PÅ HVILKEN MÅDE de eventuelt skal overleve på.
Det er sådanne mennesker, jeg gerne vil kende. Møde. Lytte til.
Dog vil jeg gerne give hende en enkelt rose. For at plante et billede på min nethinde, som jeg gerne vil tage med mig, huske på og minde mig selv om i mange situationer fremover.
At vi skal huske, at vi mennesker alle er som små øde – i bund og grund ensomme – øer. Men at vi er i stand til at bygge broer! Altså skabe relationer til andre mennesker. Det vil aldrig nogen sinde være muligt for os at sætte os helt ind i et andet menneskes tanker. Ingen vil nogen sinde kunne forstå os selv fuldstændigt og komplet. Og det er jo egentligt trist at tænke på: at jeg er dømt til at være ensom hele livet.
Men – så er det netop, vi skal huske, at vi er i stand til at bygge broer! Jo mere arbejde vi tør lægge i at bygge en bro, desto stærkere kan den blive! Og ja, det er et sats; vi har ingen garanti for, at beboeren på den næste ø overhovedet gider bruge broen. Men indimellem sker det jo, at mennesket på den anden ø ligeledes rækker hånden frem – og bygger en bro ud fra sin ø, så man kan mødes og skabe en stærk forbindelse.
Som sagt, et dejligt og tydeligt billede som jeg gerne vil huske på.
Men mest af alt sidder jeg tilbage med følelse af være præsenteret for et "fotoshop’et" poleret Instagram-billede af, hvordan G. føler, at livet bør være.
Undskyld, men hvad skal jeg bruge det til??
Nerve søges. Risikovillighed ønskes.
Kh.