Konfirmationen og den efterfølgende familiefest forløb på absolut bedst tænkelige måde. Over al forventning!Med dine, mine og vore – børn, forældre, søskende, svigerfamilier, fætre/kusiner samt nye kærester. I én stor broget og blandet skare. Bundet sammen i kærlighed til konfirmanden – og hinanden, fordi familierne jo har kendt hinanden i over tyve år.
Det var en rigtig dejlig dag! Som jeg vil gemme mindet om i mit hjerte.
Femten timer senere fik jeg så nøglerne til min nye lejlighed – min nye bopæl, mit nye hjem. Mit og mine pigers.
Vi skal jo kun flytte til nabobyen 6 kilometer væk. Så der er ikke tale om at slippe lidt nemt om ved det og gøre brug af et flyttefirma. I stedet kører jeg frem og tilbage flere gange hver dag og indimellem gør jeg brug af min største søn og hans fars trailer. 🙂
Sådan er weekenden forløbet – hvor blev den egentlig af?
Allerede fra den første aften insisterede pigerne på at sove i den nye lejlighed. De hygger sig derinde, mens jeg kører tilbage til vores gamle hjem, hvor min seng stadig står.
I de næste to uger har jeg begge lejligheder, så forhåbentlig kan jeg undgå at blive alt for stresset over arbejdsbyrden. Men jeg er samtidig godt klar over, at der vist ikke kan indlægges egentlige fridage!
For demokratiets skyld er det vist godt, at jeg allerede for længe siden besluttede, hvor jeg skal sætte mit kryds på onsdag – for det har jeg bestemt ikke tid til at ofre tanker på nu! 🙂
Kh