Det føles helt vildt mærkeligt at være mig.
For første gang i mit liv – føler jeg mig rigtig stolt af mig selv! Ja, dén sætning føles ganske vist stadig lidt svær at skrive. Men nu har jeg levet i nogle-og-fyrre år uden at have hverken sagt eller følt det – er det så ikke på tide?
Jeg har altid tænkt, at hvis jeg følte mig stolt af mig selv, ville det blive opfattet som ulidelig selvglæde – at jeg dermed følte mig bedre end alle andre.
Men at man er stolt af egen formåen betyder måske ikke automatisk, at man dermed synes alle andre er idioter…??
Måske kan man godt være stolt af og glad for sig selv OG SAMTIDIG være stolt af og glæde sig over andre mennesker??
Det ene udelukker ikke det andet!
En helt ny tanke for mig. Men med den tanke som udgangspunkt er det helt legalt at være stolt af sig selv.
Og det er netop, hvad jeg er!
Som noget helt nyt har jeg – i stedet for at synke ned i sofaen og lade mig overvælde af handlingslammelse og afmagt og en smule selvmedlidenhed – for første gang fundet mod til at udfordre skæbnen. Uden egentlig helt at vide, hvad jeg kastede mig ud i.
Som at springe ud fra vippen uden at vide om jeg kan bunde. Og nej, jeg kan ikke bunde – men foreløbigt ser det ud til, at jeg rent faktisk er i stand til gøre tingene godt nok til at kunne flyde ovenpå.
Her er det jo først og fremmest mit nye job som kirketjener, jeg hentyder til.
I øvrigt vil jeg gerne fortælle om den – for mig – helt særlige gevinst, der er ved mit nye arbejde.
I mit arbejde er der ingen timer på kirkegården, men alt det grønne og blomstrende der vedrører hyggelige og stemningsskabende miljøer i såvel kirke som sognehus er "mit område". Jeg får lov at lege med blomster og farver og jeg elsker det!
F.eks. skal kirken jo pyntes ekstra med blomster til Påskedag og vel bliver det da et værre arbejde med at klippe til og arrangere blomster i de små "vaser" ved hver enkelt kirkebænk. Men jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg vil nyde hvert minut af arbejdet – mens jeg vil stå og smile til hver eneste blomst. 🙂
Kh