Ved at notere sig alle de ord, jeg IKKE har skrevet i snart meget lang tid (siden sommeren ’18?) har den opmærksomme læser nok bemærket, at noget måske ikke helt var, som det skulle være…
Jeg kan ikke give en grundig redegørelse for, hvad der har været (er) i vejen – jeg har stadig hverken forståelsen af eller ordene for det. Jeg kan bedst beskrive det som en klar fornemmelse af, at min hjerne er brændt sammen.
Stress og et pådraget hjernetraume er selvfølgelig to forskellige situationer – og så alligevel ikke… Årsagerne er forskellige, jo. Men især når det gælder de kognitive udfordringer, forårsager skadede hjerner langt hen ad vejen de samme vanskeligheder, uanset måden man er havnet i situationen på.
Ligesom man jo kan brække sit ben ved at vælte på cyklen eller blive taklet i fodboldkampen, blive sparket af en hest eller falde ned ad trappen – årsagerne kan være mange, men resultatet er det samme. Man kan ikke støtte på benet.
Selv hælder jeg mere og mere til teorien om, at det er mange års daglige bekymringer og økonomisk usikkerhed samt en personlig usikkerhed for, om jeg forvaltede mit liv godt nok, der har givet mig denne konstante følelse af stress.
Og jeg taler ikke om stress i den betydning, at man har travlt med at gøre eller spekulere over nogle ting. Men en stress-tilstand, der lægger sig som et slør over alle tanker og handlinger. Som udmatter! Fordi hjernen simpelthen er "overophedet"! Måske lige ved at brænde totalt sammen…
I lang tid har jeg følt mig handlingslammet – simpelthen for træt til at forsøge at ændre på noget som helst. Har bare slæbt mig gennem dagene.
Ved et tilfælde stødte jeg for nogle måneder siden på behandlingsformen "kranio-sakral-terapi". Nej, jeg reagerede ikke lige, foretog mig intet, men jeg gemte trods alt oplysningen i hovedet.
Særligt i de første ti år efter trafikulykken forsøgte jeg at få det bedre via besøg hos en række forskellige og mere eller mindre alternative behandlere. Resultatet var dog stort set altid det samme: det eneste sted, jeg kunne mærke en ændring, var i min pengepung! Så til sidst stoppede jeg helt.
Men denne gang var det en særdeles respektabel neurolog, der anbefalede kranio-sakral-terapi, skønt det unægtelig er en noget mere alternativ tilgang til behandling. Så jeg lagrede som sagt oplysningen.
Helt tilfældigt kom jeg på nettet til at læse om en kranio-sakral-terapeut i Aarhus, der fik store anbefalinger. Til sidst sendte jeg ham en lang mail, hvori jeg beskrev min situation. Han mente godt, at han kunne gøre noget for mig, så i går var jeg derude.
Jeg vil lige understrege, at jeg på ingen måde var ude i noget, hvor "tro flytter bjerge". Jeg var/er mega skeptisk!
Han trykkede, rykkede og masserede mig i nakke og hovedbund – men så blidt, at det næsten ikke kunne mærkes. (Sådan er kranio-sakral-terapi. Jeg har tilfældigvis fået det i fem minutter for mange år siden, så jeg kendte godt behandlingsformen.) Derefter arbejdede han lidt med nogle punkter i mit ene øre og satte slutteligt to akupunktur-nåle i øret.
I min mail til ham havde jeg foruden stress og træthed også forklaret omkring min skadede fod, smerter op i lår, balde og ryg samt dårlig balance.
Ergo gav han sig dernæst til at massere lidt på min dårlige fod. Hjerner kan som bekendt nemt glemme, men kroppe husker! Da han havde masseret lidt, blev jeg pludselig opmærksom på, hvad han var i gang med.
Han masserede foden på nøjagtigt samme måde, som fysioterapeuten på Vejlefjord. I de mellemliggende 26 år er der aldrig nogen, der har forsøgt at gøre det samme. Og i al den tid er der heller ingen, der har været i stand til at gøre noget godt for min fod!
Slutteligt fik jeg lidt mere blid massage i nakken og så blev jeg sendt ud ad døren med den ærlige besked om at mærke efter. Hvis der forekom bedring, var jeg naturligvis velkommen igen.
Jeg sagde farvel og gik ned på gaden… Nej, det passer ikke. Jeg sagde farvel og nærmest fløj ned på gaden.
I knap en halv time gik jeg derefter på en helt normal – udspændt og afspændt – fod.
I to timer havde jeg en lethed i sind og krop, som jeg ikke har haft i meget lang tid. Måske i virkeligheden ikke siden trafikulykken. Ikke bare en lethed som i "glad og ubekymret". Men en følelse af, at tankerne flød let og ligetil fra A-B-C-D. Ikke på den stressede og skadede måde A-B-A-C-L-M-B-A-C. (Som omtalt i et tidligere indlæg.) Men at forbindelserne i min hjerne flød let og frit – som før jeg fik et hjernetraume!
Efter nogle timer vendte det sædvanlige hjerne-kaos tilbage. Og i aftes vendte smerterne i ben, balde og lænd tilbage.
Så alt er ved det gamle. Smerterne atter tilbage og energi ejer jeg fortsat ikke rigtigt.
Og dog.. F. eks. er jeg i stand til at skrive dette indlæg!
Kh.