– Humøret svinger mere end det plejer, aldeles ukontrollabel- Depressionstendens
– Lavt selvværd- Tristhed
– En næsten konstant følelse af en enorm sårbarhed
– Det sædvanlige solide følelsesmæssige panser er reduceret til en skal med
tykkelse som pergamentpapir!
– Man overkommer mindre
– Udbrændthed
– Træthed
– Initiativløshed
– Hukommelses- og koncentrationsbesvær
– En markant lavere tærskel for stress
– Seksuelle udfordringer
– Smerter under samleje (pga. tynde – og tørre – slimhinder)
– Deraffølgende pletblødning
– I det hele taget: nedsat sexlyst
– Hovedpine
– Svimmelhed
– En noget ustabil kropstemperatur, som ikke er helt rigtige hedeture, men som mest minder om ubehagelige forstadier til en influenza
– Dårlig søvn
– (Udefinérbare) smerter overalt i kroppen
– Stivhed i kroppen
Det var, hvad jeg noterede som genkendelige symptomer og problemer efter en lynhurtig googlen rundt. Der er uden tvivl mange flere.
Men jeg kan slet ikke sætte ord på, hvordan jeg tænker – hvor LETTET jeg er – ved at have læst omkring emnet!
Jeg mener: Jeg forsøgte mig jo i sommer med en smule arbejde, hvorefter jeg hele efteråret stort set blot sad passivt (med mit håndarbejde) i sofaen. Kunne end ikke koncentrere mig om at læse en bog.
Jeg havde smerter mærkværdige steder i kroppen, følte hverken initiativ eller lyst til noget som helst.
Tankerne løb bare rundt og rundt ad den samme forlængst nedtrampede sti.
Jeg læste om stress og tænkte, at det måtte det jo være. Lidt mærkeligt, min situation taget i betragtning, men jeg klyngede mig til teorien om, at jeg havde været små-stresset i mange år og nu eksploderede alting tilsyneladende i en slags stress-reaktion.
Heldigvis valgte jeg i løbet af efteråret at give slip på flest mulige opgaver i min hverdag, hvorved jeg fik det en smule bedre. Men aldrig helt godt. Hyggelige stunder fyldte mig fortsat med tristhed og apati. Mest lyst havde jeg til at putte mig i min sofa med mit håndarbejde og lukke døren til resten af verden.
Uden skyggen af energi, overskud, initiativ, fysiske kræfter. Som nævnt klyngede jeg mig til teorien om stress i min hjerne, men jeg anede ikke, hvad jeg kunne gøre for at få det bedre. Orkede bare slet ingenting!
Andet end at bladre i ligegyldige bolig- og dameblade…
Lige indtil jeg sad med artikler, der handlede om mig! Om tilsyneladende årsagsløs tristhed, træthed, glemsomhed, smerter. Det var som skrevet præcist om mig!!
Det var imidlertid hverken stress eller hjerneskader, disse artikler handlede om. Men om årene, inden kvinder stopper med at menstruere.
Så mens jeg har googlet lidt rundt, er alle brikker nu én efter én faldet på plads. Det er ikke mig, der er hverken psykisk stresset eller uhelbredeligt udbrændt, min krop er ikke definitivt nedbrudt og ødelagt. Jeg er bare indtrådt i "Klimakteriet".
Og ja, det er det første tegn på, at jeg inden for nogle år ikke længere vil være frugtbar. Definitivt.
Men for det første findes der jo i virkeligheden kun ét alternativ: At jeg havde sluttet min livsrejse, inden jeg nåede hertil.
For det andet så har jeg længe været fyldt med en følelse af, at jeg nåede det, jeg ville. Jeg fik de børn, jeg ønskede mig!
Og for det tredje så kan man jo som bekendt altid vælge at se bægeret som halvt fuldt i stedet for halvt tomt. Nu vil jeg med glæde og stolthed betragte mine store, stærke, kloge ungers vej ud i livet, mens jeg nyder mit eget liv. Med tid. Tid til at være kreativ, kærlig, omsorgsfuld, tålmodig. Tid til at leve og opleve. Med tid til at være medmenneske. Tid til at være der for dem, der har brug for det. Tid til altid at være mor.
Først skal jeg dog tilsyneladende igennem en svær tid.
Men jeg tror samtidig, at det bliver en tid, der vil lære mig meget. For eksempel kan jeg allerede oplyse, at jeg nu har en helt anden – absolut, total og fuldstændig! – forståelse for mine teenage-pigers følelsesladede opførsel, end jeg havde for bare nogle måneder siden!!
– Og ja, jeg har da i tidens løb hørt om hedeture og jeg er da også klar over årstallet i mit cpr-nummer. Men alle de andre gener er der aldrig nogen, der har nævnt i mit nærvær. INGEN har nævnt ord om klimakterie-teorien for mig, når jeg i efteråret har klaget over mine gener. Til deres forsvar vil jeg sige, at al ubehaget jo kom væltende oven i hinanden og på én gang og det er måske ikke en helt normal procedure.
Jeg føler mig ærlig talt dum, fordi jeg ikke selv har tænkt i klimakterie-baner. Men ord som smerter, dårlig balance, tristhed, energiforladt har jo altid til en vis grad eksisteret i mit liv under overskriften "Mén af hjerneskade".
Det seneste halve år har generne været forstærket med adskillige procent, men det var jo stadig noget, jeg følte jeg havde kendskab til, så intet fik mig til at tænke, at det kunne være andet end en hjerneskade-relateret gene.
At der tilsyneladende blot er tale om et helt almindeligt forstadie til en helt almindelig overgangsalder…: Jeg er simpelthen så lettet!
Kh.