Jeg har forsøgt at blive klogere på søvn og søvnens betydning for vores velbefindende. Nå ja, først og fremmest i et forsøg på at forstå mig selv bedre.
Søvn-cyklussen, som vi alle gennemgår hver nat, er: falde i søvn – dyb søvn (hvor kroppen afspænder og oplader til en ny dag) – REM-søvn (hvor tanker og følelser bearbejdes, så vi er klar til en ny dag. Drømme foregår i REM-søvnen.)
Derefter starter vi en ny søvn-cyklus. Vi tager fire-fem runder hver nat.
Ja, det er naturligvis lidt forenklet refereret. Ikke desto mindre er det anerkendt videnskabelig fakta.
– Så hvis jeg aldrig kom til at sove dybt, fordi jeg var generet af tænderskæren (fordi mit kranie var slået skævt), kom jeg aldrig til REM-søvnen – og derfor drømte jeg aldrig. Og nej, jeg kan ikke konkludere, at jeg aldrig kom til REM-søvnen, for i så fald var jeg (vel?) forlængst blevet sindssyg. Men måske kan jeg konkludere, at jeg ikke var i REM-søvnen særligt længe eller særligt effektivt… Fakta er i hvert fald, at siden jeg fik mit hovedtraume, har jeg aldrig vidst af, at jeg havde drømt noget som helst.
Behøver jeg nævne, at jeg de seneste to nætter ved af, at jeg har drømt tre drømme…? –
REM-søvn er forbundet med processer, der involverer abstrakt tænkning og bearbejdelse af oplevelser og som forbedrer evnen til at løse problemer og til kreativ og innovativ tænkning.
REM-søvn gør hjernen i stand til at bearbejde ny information.
REM-søvn gør hjernens hukommelses-bearbejdning i stand til at genindstille sig, hvilket muliggør effektiv respons i forhold til begivenheder næste dag. (Som når computeren renses og der dermed frigives plads på harddisken…)
Drømme gør os i stand til at bearbejde vore følelser.
– Så hvis jeg manglede REM-søvn, kan det være forklaringen på, at jeg har haft svært ved at finde mentalt overskud. Såvel til konkrete/kognitive udfordringer som til håndtering af egne følelser.
—
"Årsagen til natlige kæbespændinger er ukendt, men studier har vist, at mennesker med kæbespændinger har øget koncentration af stresshormonet “katecholamin” i urinen og stresshormonet kortisol (binyrebarkhormon) i deres spyt – så et forhøjet alarmberedskab i kroppen udløst fra hjernen kan være en medvirkende årsag. Desuden er det påvist, at mennesker med kæbespændinger har “mikro-opvågninger” om natten og dårligere søvnkvalitet. Tendensen til kæbespændinger er desuden arveligt betinget, tvillingerstudier har bekræftet dette."
"Når man vågner, er man ganske uvidende om, at man i flere timer om natten har haft stærke spændinger i kæbemusklerne, men man føler ømhed dels til tyggemusklen foran øret, dels til tyggemusklerne i tindingerne på siden af hovedet samt evt. smerter til tænder, kæbeled, ansigt og ledsagende spændingshovedpine."
(nksk.dk – neurologisk smerteklinik)
—
Hvad nu, hvis… En stor del af al den spændingshovedpine, der har forpestet mit liv siden 1992 (hvor jeg fik mit hovedtraume) ikke udelukkende stammede fra skaden i hjernen – men også i vid udstrækning fra kæbespændinger og tænderskæren?
Jeg kan i hvert fald helt banalt og konkret konkludere, at den enorme ømhed, jeg altid har haft i tyggemusklen foran øret – ja, den er væk nu, hvor føromtalte visdomstand er fjernet…!
—
"Forskere mener, at mangel på den vigtige REM-søvn, eller drømmesøvnen, som den også kaldes, kan medføre, at kroppen producerer færre af de proteiner, som dæmper smerte, mens den producerer flere af dem, som udløser smerte."
(treo.dk)
– Hvad nu hvis… både jeg selv, min mor og min mormor altid har/havde ondt som følge af (REM-)søvnmangel – som følge af tænderskæren???
Min mormors evige smerter forsvandt ganske vist ikke, da hun fik tænderne trukket ud, men hvad nu hvis virkeligheden var, at hun var kommet ind i en ond cirkel af smerter og konstant ulykkelighed? – At hun dels ikke havde modet til at ændre på sit liv og dels levede i en tid, hvor hun ikke havde mulighed for at læse om, studere, lære nye teorier, der kunne bekræfte hende i, at det ikke var hende, der var tosset.
Hvad nu, hvis (bare nogle af) mine evindelige smerter forsvinder, nu hvor jeg:
1) Har fået fjernet tanden, der forårsagede tænderskæren og deraf ekstrem dårlig søvnkvalitet.
Og 2) kan læse vidensbaseret teori, der kan forklare og overbevise min bevidsthed om, at jeg nu har det godt. Så jeg ikke kommer til at hænge fast i samme stagnerende tankerække som min mormor…
—
Og så lige lidt mere fokus på serotonin:
"Størstedelen af den serotonin, der er i kroppen, befinder sig i de nerveceller, der koordinerer bevægelserne af vores mavetarm-system. Serotonin har altså en stor betydning for vores mave-tarm system
Hvordan dannes serotonin?
Serotonin dannes ud fra aminosyren tryptophan, der findes i fleste protein-holdige fødevarer, men også i chokolade, mælk, æg, fisk og kød. Der har været undersøgelser, der har tydet på, at en kost der er rig på tryptophan-holdige fødevarer, kan føre til et øget niveau af serotonin i kroppen."
– Kan jeg på baggrund af ovenstående citat fremlægge postulater om, at lægen symptombehandlede, da hun for femten år siden udskrev anti-depressiv medicin til mig? Hun forklarede min tilstand med faktuelle ord om, at jeg manglede serotonin i kroppen og derfor blev jeg trist og depressiv. Og det var vel heller ikke løgn. Jeg fik det da mærkbart bedre, da jeg begyndte at tage medicinen.
Men hvad nu hvis "medicinen" lige så godt kunne have bestået i en kostomlægning??
Hvad nu hvis medicinen ikke skal være en tilført – kemisk – vare, men en omlægning af den forhåndenværende kost, så den eksisterende serotonin bliver udnyttet langt bedre..???
Måske kunne en kostomlægning alene ikke have gjort den store forskel – og måske skal jeg ikke tro, at jeg uden videre kan droppe min medicin nu – men jeg taler for, at jeg OGSÅ skal se på min kost. Måske vil fremtiden så vise, at jeg kan skære ned på min medicin-dosis…??
Når jeg nu spiser masser af proteiner i kød og æg. Og i øvrigt undgår gluten, som mine tarme ikke kan nedbryde og som derfor stresser min fordøjelse.
—
Jeg aner ikke, hvor jeg skal starte og hvor jeg skal slutte med endegyldigt at konkludere noget ud fra ovenstående ord.
Men det behøver jeg måske heller ikke.
Hvad nu, hvis jeg ikke behøver at føle, at jeg skal overbevise nogen? Jeg er jo ikke nødt til at tro mindre på min egen teori, blot fordi andre ikke kan eller vil tro det samme.
Jeg fortæller blot om, hvad jeg har gjort mig af tanker…