Jeg har læst en artikel om en kvinde højt oppe i det danske erhvervsliv, der blev ramt af stress. Som i et år formåede at ignorere symptomerne og gå på arbejde med hyletoner i ørerne, svimmelhed osv. Som det tilsyneladende altid sker, kørte showet altså videre for hende, lige indtil hun en dag simpelthen ikke kunne mere. Helt konkret: ikke kunne stige ud af sin bil for at gå ind på kontoret.
Modsat mange andre lignende fortællinger, så var fokus i denne artikel imidlertid ikke, hvordan kvinden nu har skiftet "erhvers-retning" og hvor stor succes hun har med det nye arbejdsområde. Fortællingerne, jeg har læst om sådanne kvinder, har altid handlet om, hvordan kvinden har fundet et nyt arbejds-spor at følge og hvor stor succes hun nu har fået med det nye job. Hver gang blev jeg tilpas imponeret! Indtil jeg omsider begyndte lidt mistroisk at spørge mig selv, om det virkelig er så let at få det godt – eller om virkeligheden ikke er, at nissen meget ofte flytter med?
Fokus i denne artikel var imidlertid i højere bygget grad på, hvad kvinden på den hårde måde havde erfaret – og hvordan hun nu rent faktisk og lav-praktisk brugte denne erfaring. At folk som udgangspunkt måtte forvente lange svartider på mail-henvendelser til hende. At hun forbeholdt sig retten til at sidde i sofaen og – for slukkede skærme – at læse en bog om ugen.
Og ja, hun har atter stor succes i erhvervslivet. Så først tænkte jeg bare: "Intet nyt under solen." Så opdagede jeg imidlertid, at der ikke stod, at hun ejede de tre nævnte virksomheder. Men at hun var MED-ejer.
Hvilket fik mig til at tænke på, om ikke hun i virkeligheden er langt foran vi andre kvinder, der for enhver pris vil bevise, at vi kan alting selv. Ja ja, vi har hørt det før. At vi ikke hver især behøver at være den bedste til alting. Men det trænger ikke ind, for helt ærligt: Hvem vil ikke gerne være den bedste?
Med fare for at lave en meget personlig tolkning af kvindens historie (som hun muligvis ikke selv kan genkende, men så lad ordene være udtryk for mine egne tanker) KUNNE det jo tænkes, at årsagen til hendes nye succes var hendes evne til at samarbejde. Til at uddelegere opgaver på en personlig måde, så medarbejderen får følelsen af at være uundværlig og derfor gør sit bedste. Til benhårdt at prioritere, hvilke arbejdsområder, hun vil bruge energi på – og derefter ikke spilde tanker på de fravalgte opgaver, men lade andre om at løse dem. Hvile i troen på, at vi løfter i flok – at hun ikke behøver at være den bedste til alt.
Hm… Tror faktisk, vi er mange, der burde se det som vores fornemmeste opgave at udvise tillid. Til at vi ikke behøver at være den bedste til alt. Til at verden faktisk består, selv om vi tillader os at slukke mobilen og begrave næsen og al opmærksomhed i en bog.
Kh.