Det her – føles som værende noget nær det absolut maksimale, jeg kan udholde! De seneste to uger har jeg været i både min nye og den gamle lejlighed med alt, hvad der har været af konkrete opgaver med at pakke ned i kasser, bære ned i min bil, køre (heldigvis kun) seks kilometer, bære ud af bilen og op i min nye lejlighed. Derefter retur efter næste omgang.
Min store udfordring er jo, at det for mig ikke bare handler om at skulle bruge hænder og muskler for at udføre de konkrete opgaver. Jo, det har været hårdt: min ryg har klaget lidt og jeg har været øm i muskler, jeg slet ikke anede, jeg havde. 🙂 Men den slags hjælper en god nattesøvn som regel på. (Og jeg har sovet som en meget tung sten i de seneste uger!!)
Mit hoved derimod.. Jeg har i hvert fald – endnu engang – fået bevis for, at det ikke er for sjov, at jeg er tilkendt førtidspension. Nej, vi taler ikke om konkrete hovedsmerter – disse tidligere så belastende smerter har jeg jo fundet en fysioterapeut, der evner at holde i skak.
Men min skade betyder, at jeg har så svært ved at fastholde et overblik. At jeg alt for let bliver stresset. At jeg kan blive ked af at se på et rodet køkkenbord og en opvask i flere dage uden at kunne gå i gang med noget så simpelt som at vaske op. Ikke fordi jeg ikke vil bruge en opvaskebørste. Men fordi min hjerne, når den i forvejen er overbelastet, ikke evner at forbinde synet af en opvask med det center, der skal tage initiativ til at fylde vand og sæbe i baljen.
På badeværelset står det skab, jeg helt tilfældigt fandt som et godt tilbud. Stadig tomt. Lige nu sidder jeg og stirrer på den kasse, der indeholder mine toiletsager fra min gamle lejlighed og jeg ved jo, at der står et nyt skab klar på badeværelset her. Jeg kan bare ikke overskue at sætte tingene ind i skabet.
Min sofa er gemt under en stor topmadras, som for dyr og for god til at smide ud, men som jeg heller ikke ved, hvad jeg skal gøre af. Og en mængde kjoler, en trøje, en gammel vinterjakke og en masse bøjler. Bl.a. Men jeg har ikke noget skab at hænge tøjet i. Og jeg har ikke et soveværelse at sætte et skab i.
Der er tomme kasser og plastik, der blot skal køres til genbrug – og den lokale genbrugsstation er faktisk ganske tæt på. Jeg kan bare slet ikke finde energi til at bære tingene ned i bilen, køre derhen og forholde mig til, hvilken container det forskellige affald skal lægges i.
Jeg føler mig som det mest dovne menneske og den dårligste og mest ukærlige mor – jeg sidder bare i min seng mellem alle kasser og rod, med tårerne silende ned ad kinderne. Uden skyggen af energi til andet end at bevæge fingrene lidt på tastaturet, drikke noget kaffe og indimellem pudse næsen.
Jeg har forsøgt at undskylde og forklare mine piger, at det ikke handler om dem, at jeg bare er træt lige nu, at alting nok skal blive godt igen – men det føles stadig som et kæmpe svigt over for dem, at jeg ikke evner at være en mor med overskud.
Pigerne har lånt bilen og er nu kørt en tur. De trængte muligvis til at komme lidt væk fra al min tristhed og det forstår jeg jo godt. Godt at de i det mindste tager et initiativ og passer på sig selv.
Nå, men den dejlige konstatering, som jeg skal fokusere på er, at jeg nu kun har én bolig at skulle forholde mig til. Med hjælp fra mine voksne drenge samt Lars blev det sidste kørt fra min gamle lejlighed i går, vore navne pillet af postkassen og nøglerne efterladt på det aftalte sted. I virkeligheden har jeg vel al den tid, det skal være til at finde mig til rette i min nye bolig. Altså bortset fra at vi alle bliver uheldigt påvirkede og irritable af at leve i rod – uden overblik over, hvad de forskellige flyttekasser indeholder.
Som nævnt er det befriende kun at skulle forholde mig til kaos et enkelt sted. For min traume-påvirkede hjerne er det så afgjort mere end rigeligt!
Men nu har jeg kun ét sted. Én bolig. Fremad kan jeg nøjes med at koncentrere mig om denne. Jeg fornemmer, at jeg finder mere ro, efterhånden som den sandhed går op for min over-belastede hjerne.
Som altid har det været godt at skrive… Øjnene er blevet tørre igen.
Kh.