Flere gange har jeg forsøgt at gå i skrive-terapi. At få lidt overblik over mine tanker og følelser ved at lade fingrene danse deres egen dans på tastaturet og bagefter gennemlæse det og opdage, at der faktisk viser sig at være lidt fast struktur over de tanker, der bare føltes som kaos. Skrive-terapi har altid fungeret for mig.I de seneste måneder har jeg også flere gange sat mig ved tastaturet og nogle gange er der også kommet et par linjer. Men så er jeg hver gang gået i stå.
For alt i min hjerne er bare kaos!!!
Intet i mit liv glider nogensinde bare stille og roligt derudaf. HVER ENESTE gang jeg pludselig en dag rammes af fornemmelsen af, at nu er vi vist ved at være igennem denne krise – nu kan jeg hvile ud og bruge min energi på gode og glade projekter, ja så kan jeg være sikker på, at inden 24 timer har en ny krise ramt mit og/eller pigernes liv.
Det seneste jordskred skete for tre uger siden, hvor jeg fik at vide, at jeg ikke kan blive boende, men skal være flyttet inden sommeren er alt for godt i gang. Shiiitt. ALT var efterfølgende kaos og panik i mit hoved.
For jeg har stadig et barn i folkeskolen og jeg vil være meget ked af at skulle tvinge hende til at skifte skole. Og så er problemet jo, at jeg bor i dette vidunderligt smukke og ressourcestærke område. Af de nævnte årsager er kvadratmeterprisen her derfor ikke til at betale for en almindelig førtidspensionist.
Men jeg har nu fået tilbud om noget økonomisk hjælp. Ikke så jeg kan købe et slot, men så jeg i det mindste ikke længere er panikslagen. Så jeg har genvundet troen på, at det hele nok skal gå.
Jeg er frustreret over, at hvor lidt jeg har skrevet i dette forum gennem det seneste godt halve år. Men jeg har ikke haft kræfter til spor andet end at opretholde bare en nogenlunde hverdag omkring pigerne. Og ja, det skyldes fortsat stress i min hjerne over sommerens forsøg på at tjene ekstra penge.
Jeg havde da aldrig i livet haft nogen anelse om, at den smule ekstra arbejde kunne vælte mig så helt og aldeles! Derfor har jeg, samtidig med stress bl.a. i form af frygtelig – og virkelig mærkbar – dårlig hukommelse, kæmpet med en masse svære følelser over at have løbet panden mod muren. Over at måtte se i øjnene, at mit liv rent faktisk er begrænset som følge af trafikulykken for snart tredive år siden.
Øv, det er svært!
En stadig daglig kamp.
Jeg siger ikke, at jeg vil være nedtrykt og frustreret resten af mit liv. Jeg skal nok komme ovenpå igen!
Men jeg siger, at det er svært!
Det er første gang, jeg så definitivt har måtte lade mig slå tilbage og bare give fortabt.
Som sagt, så skal jeg nok komme ovenpå igen. Men jeg ved ikke hvornår og den usikkerhed er det indimellem ekstremt svært at håndtere.
Kh