Det er som bekendt kedeligt at kede sig. Det betragtes vel nærmest som et tegn på, at man er et sølle menneske, når man ikke evner at få det optimale ud af livet. Og tænk, hvis man ligefrem vælger at fylde sine dyrebare timer med… ingenting. Tsk, tsk. Sikke et spild af liv!
Men hvad nu, hvis man er havnet i et hjerne-kaos, hvor alt andet end at sidde og glo på et træ virker uoverskueligt og udmattende?
Det føles, som om min hjerne er brudt sammen. Ja, det lyder uhyggeligt. Og jeg vil for alt i verden ikke gøre nogen bekymret for mig.
Jeg husker, hvad jeg har fået fortalt om velfungerende mennesker, der tilsyneladende ganske uden årsag pludselig knækker helt sammen af stress, netop som børnene er flyttet hjemmefra og de forlængst selv har sikret sit et solidt sæde på arbejdsmarkedet. Hvorfor knækker de sammen i dén situation? Nu, hvor de netop IKKE længere har så travlt?
Det giver jo ikke mening.
Men jo, det gør det.
For nu skal de ikke længere producere ekstra adrenalin og andre nødvendige "ekstra-stoffer" for at klare hverdagen. Nu skal de "bare" leve almindeligt. Og så kollapser kroppen.
Fordi den i alt for lang tid – i alt for mange år – netop har fungeret med et alt for stort indhold af adrenalin.
Man kan sagtens tåle at have travlt i en periode. Men ikke i tyve år.
MÅSKE gør det samme sig gældende for mig…
Nej, jeg kan næsten ikke få mig selv til at skrive det. Jeg mener, jeg har jo ikke været på arbejdsmarkedet. Jeg har jo haft masser af fritid. Har jeg ikke…??
Jeg ved ikke, om jeg generelt har taget alt for mange opgaver på mig. Eller om jeg simpelthen er alt for dårlig til at slappe af.
Jeg ved bare, at jeg er så træt! Og så træt af at føle mig træt.
Kh.