Jeg er i bestyrelsen i en lille lokal forening, der arrangerer en god håndfuld foredrag om året. Vi mødtes i går og pludselig hørte jeg mig selv sige ord om, at jeg rigtig gerne vil høre et klogt menneske tale om stress. De andre virkede imødekommende, men stress som definition spænder jo milevidt. Vi er nødt til at bestemme os for, hvilken vinkel vi ønsker talt fra og det kom vi ikke meget nærmere i går, men jeg vil nu skrive nogle ord i et forsøg på at indkredse, hvad det er, jeg selv efterlyser.
Stress er i øvrigt den følelse, der fylder os, når vi f.eks. sover over os og derfor skal nå en masse på alt for kort tid, så der ikke er tid til at gennemtænke vore handlinger.
Stress-relaterede gener er, hvad vi mærker, når vi over længere tid kræver mere af hjernen, end den har kapacitet til.
I dagens Danmark bruger vi jo ordet stress i tide og utide om alt fra almindelig to-minutters pludselig travlhed til den tilstand, hvor man ligger under dynen 24/7, fordi man ikke kan udholde verden.
Stress defineret på ovenstående måde er ikke skadeligt. Det gør os bare i stand til at klare tilværelsen og overleve – hvad enten vi har sovet over os og derfor har alt for lidt tid til at nå det tog, vi helst skal med. Eller vi som ur-mennesket skal skynde os væk fra en fare.
Jeg forstår det således, at man ved stress kan tale om, at hjernen koger. Den skal observere, overveje, konkludere og løse problemer på alt for kort tid. Hvor lang tid den enkelte hjerne skal bruge på den konkrete situation er forskelligt fra menneske til menneske og derfor er stress-tærsklen også helt personligt defineret. Det ene menneske bliver stresset af at skulle lave aftensmad, udrede børnekonklikter, tale i telefon og planlægge næste dag på samme tid. En anden person kan sagtens være i alle opgaverne uden at knække.
Stress som en kortvarig følelse er ikke spor farlig. Den er nødvendig for at overleve livet og efterfølgende kan man endda opleve en slags "glædesrus", fordi man overlevede faren/klarede opgaven.
Stress-relaterede gener udgør derimod en enorm fare, ikke bare her og nu, men – vil jeg påstå – for resten af livet.
For selv om man kravler ud fra sin dyne, årene går og man så nogenlunde tilbageerobrer sit liv, så er hjernen skadet og den kan ikke længere klare så stor belastning. Den når meget hurtigere sit "kogepunkt".
De sværeste tilfælde, når det gælder stress-ramte personer, kommer aldrig tilbage til arbejdsmarkedet. En tur i Netto for at købe mælk og frosne ærter kræver måske efterfølgende en tom kalender resten af dagen.
Hvordan jeg personligt kan påvirke noget, ved jeg ikke lige, men jeg vil så gerne have en langt større generel viden – hos alle mennesker – om usynlige hjerneskader.
Min egen historie er, helt kort fortalt, at jeg som følge af en trafikulykke som teenager pådrog mig et hjernetraume. Kognitive udfordringer er min helt store daglige gene.
I de femogtyve år der nu er gået har jeg altid haft en altoverskyggende følelse af at være helt alene med mine udfordringer.
Men nu er det ved at gå op for mig, at langvarige stress-tilstande netop også skader hjernen, ofte på det kognitive område.
På de svære dage bliver jeg udmattet af en tur i Kvickly. På de dage kan jeg ikke andet end sidde i min sofa.
Mit liv er fint, som det er – dette er ikke en beklagelse eller et ønske om medlidenhed.
Men langvarig stress har altid været en del af nogle menneskers liv. Tidligere hed det noget andet, fordi ordet Stress ikke var opfundet, men følelsen har været der i rigtig mange år – måske altid.
Og mit store ønske er, at det kan blive helt naturligt at tale om. Ikke kun som succeshistorier, der kan bruges til at bevise, hvor "dygtig" man er når man sådan er i stand til at komme ud på den anden side. Men at generne og handicappene bliver alment kendte, så ingen længere føler sig som den eneste i verden med problemerne, i det øjeblik jorden skrider under én.
Kh