Hvad nu, hvis man kunne betragte lediggang og kedsomhed fra en anden vinkel??
Et paradoks er det jo, at fordi vi i vores samfund har fået alskens muligheder; fordi alting nærmest kun er et klik væk på telefonen – den telefon vi i øvrigt altid har på os – så bliver vi alle syge af at have så mange muligheder.
Fordi alverdens informationer er blevet så let tilgængelige, så bliver vi stressede – ikke fordi vi fyldes med viden, men fordi vi skal tage stilling til al den viden.
Selv er jeg begyndt at øve mig i at kræve min ret til ikke at have en holdning. Til at passe mig selv og bare være ligeglad med denne og hin konkrete sag. Hvis jeg kan gøre noget bedre, gøre en forskel, skal jeg naturligvis gøre det. Det er min pligt som medmenneske!
Men hvis faktum er, at jeg overhovedet, slet ingen indflydelse kan få på situationen, behøver jeg ikke bruge mine tanker og kræfter på at sætte mig ind i alle vinkler og argumenter i en given sag og jeg behøver ikke blive ædt op af spekulationer og medfølelse – jeg behøver faktisk ikke få ondt i maven på de ramtes vegne. Hvilket IKKE er det samme som at være ligeglad. At jeg er glad på egne veje er ikke det samme som at jeg er ligeglad med de ramte. Hvis jeg ikke kan gøre en forskel, så gavner mine triste tanker bare intet. Jeg er omsider ved at blive overbevist om, at det faktisk er til større gavn, at jeg spreder glæde og kærlighed i min verden.
Hvilket nærmest føles som at begå en forbrydelse… Man – og ikke mindst jeg – må aldrig nogen sinde forholde sig passivt til hverken andre mennesker eller vores samfund og hele klode. Som teenager lagde jeg ud med at støtte både Greenpeace (det var inden de begyndte at optræde lige lovligt bombastisk i deres aktivisme) og Amnesty International. Jeg valgte Samfundsfag på højt niveau i gymnasiet, samtidig med at jeg var klar fan af Tine Bryld og hendes altfavnende, men samtidig realistiske og kontante, støttende tilgang til ungdommen. Jeg havde en klar holdning til ALT.
Nu er jeg blevet snart tredive år ældre og verden er blevet en anden. I dag bombarderes vi konstant med oplysninger – eller rettere sagt med andre menneskers holdninger, som vi hele tiden er nødt til at filtrere og forsøge at gennemskue sandheden af. Hvorefter føler vi os forpligtet til lynhurtigt at afgøre, hvad vi selv mener.
I takt med at vore muligheder er vokset i dette årtusind og vi derfor har fået mere og mere travlt – er der kommet mere og mere fokus på vigtigheden af at tage sig tid til at lave andet end alle pligterne. Det er helt rigtigt, det skal vi huske at gøre. Derfor ser vi alskens reklamer for, og artikler om, at vi skal gå ud og spise, tage på weekendophold, give os selv lov at få en omgang massage eller en hel wellness-dag. Hvis altså ikke vi hellere vil opleve New York, bestige bjerge eller vandre blandt munke i Tibet.
Imidlertid tror jeg bare, at man har glemt noget vigtigt.
Altså – ingen tvivl om, at jeg ELSKER at spise på restaurant, få massage og sove i lækre hotel-senge. Og jeg vil virkelig gerne opleve atmosfæren mellem munke og andre budister. Se smuk natur.
Men…
Hvis formålet med aktiviteten skal være afslapning, rekreation og fornyet overskud på energi-kontoen, så tror jeg det er noget helt andet, der skal i spil.
Så skal vi genfinde evnen til at glo tomt ud i luften. Bare sidde og kigge ind i lejr-bålet. Uden ord. Uden lyde. Uden bevægelser.
Når jeg har kigget på ingenting og ladet tankerne gå deres egne veje i tilstrækkelig lang tid (nok ikke minutter, snarere timer, ja måske dage), så sker miraklet. Så føler jeg mig renset indvendigt – og så bliver jeg kreativ. Så føler jeg mig i stand til at gøre verden til et bedre sted at være. For mig selv, mine nærmeste, men også for den del af hele verden, der er lidt længere ude i sfæren.
Så kan jeg mærke, hvad jeg selv mener. Om alt det, jeg forventes at tage stilling til.
Vi bliver først Kærlige, Kreative, Kloge, når vi får lov at Kede os. Så vi får mulighed for at Kende os selv og dermed Kræfter til at Kere os om andre. Ja undskyld, der gik lige lidt sprog-leg i det hele – men min pointe er stadig helt seriøs!
Vi skal ikke holde pauser og ferier med det ene formål at stresse afsted efter nye stress-fremkaldende aktiviteter.
Jo, vi er forskellige og jeg ved, at nogle mennesker har det på andre måder end jeg. Nogle vil hævde, at der er forskellige måder at slappe af på. Og de har selvfølgelig ret.
Men det ændrer ikke på, at jeg er overbevist om, at vore kroppe stadig har brug for de mentale pauser foran lejrbålet, hvor man nærmest kommer i koma, fordi ingen styrer hverken musklernes eller tankernes retning.
Jeg vil ikke bytte tidsalder. Jeg elsker visheden om, at vi både har penicillin og internet. Men jeg tror alligevel, vi skal minde os selv om, at vore kroppe og hjerner stadig reagerer, som dengang vi sad foran lejrbålet.
I vores præstations-kultur har vi måske glemt vigtigheden af at kede sig. Jeg tror det.
Kh.