Uak – da jeg mandag morgen forsigtigt ville køre den syge bil de få hundrede meter over til min mekaniker… ville den slet ikke starte. Den ville end ikke hoste. Den var bare helt død. 😟Jeg ringede så til mekanikeren og jeg lød sikkert præcis lige så frustreret og handlingslammet, som jeg følte mig… I hvert fald lovede han at komme ned til mig og kigge på bilen, når han fik et hul i sin arbejdsdag.
Jeg havde jo fået lov at låne en bil, så jeg kørte hjemmefra i nogle timer og da jeg kom hjem igen, var min bil da også væk. Senere på eftermiddagen ringede mekanikeren så og beroligede mig med, at nu kunne bilen køre igen – og jeg undgår vist trods alt at skulle "gå fra hus og hjem" for at kunne betale regningen.
Så det endte trods alt bedre end frygtet.
Nu kan jeg smile og beskrive de overståede dage med distanceret ironi. Men egentlig vil jeg gerne holde fast i min pointe: at det simpelthen ikke er sjovt at have så stram en økonomi, at man udover de faste udgifter kun har penge til mad og benzin.
Nogle vil sikkert mene, at jeg overreagerer – at man ikke skal tage sorgerne på forskud. De har helt ret. På den anden side vil jeg have lov at sætte ord på den frygt og handlingslammelse, der rammer nogle af os ved tanken om pludselige ekstra udgifter.
"Penge er ikke alt. – Men sørg for at tjene en pokkers masse, inden du siger sådan noget."
Et citat, jeg læste for mange år siden og hvor er der bare meget sandhed i de ord!
Som sagt ser det ud til, at jeg overlever, også denne gang. Og jeg mærker heldigvis, at jeg er i stand til at fortrænge oplevelsen og bare flyde ovenpå igen.
Ikke "flyde ovenpå" som i betydningen at være ansvarsløs og ligeglad og naiv. Men flyde oven på de selvkritiske, selvdestruktive og absolut løsningstomme tanker. Atter møde livet på en optimistisk måde.
Min bankkonto ser ikke anderledes ud i dag, end den gjorde i går. Men i dag har jeg kræfter til at forsøge at tænke i løsninger. I går var jeg bare totalt handlingslammet.
På en eller anden måde går det jo altid. Men min pointe er, at jeg vil have lov til at være ulykkelig og handlingslammet, når det er de følelser, der fylder mig. Jeg er af den fulde overbevisning, at vi støtter hinanden meget mere, hvis vi rummer hinandens frustrationer i stedet for – i den bedste mening – altid at ville komme med gode råd.
Kh.