Jeg har brug for at skrive – jeg ved ikke helt hvad…Måske har jeg bare brug for at bekræfte mig selv i, at jeg er den bedste til at være mig…
At min måde at gøre tingene på er god nok. Ja, at den rent faktisk er den bedste for mig. Jeg bliver lige nødt til at skrive det en gang mere: At min måde at gøre tingene på er den rigtige for mig. Ikke "den rigtige" som en universiel sandhed, men den rigtige for mig.
Jeg har levet med mit hjernetraume i snart 30 år. Gennem alle årene har jeg oplevet, prøvet og afprøvet en masse – oplevelser, ja, men mest af alt dagligdagen med alle dens nuancerede opgaver.
Efterhånden ved jeg noget om, hvordan jeg skal gribe livet an. Hvordan jeg skal tilgå udfordringerne uden at overbelaste min hjerne. Og det er det vigtigste: for hvis min hjerne bliver overbelastet resulterer det prompte i, at jeg ikke kan tænke en eneste tanke – ikke kan overskue noget som helst.
—
Ovenstående tekst skrev jeg for et par dage siden og efterfølgende har jeg gennemlæst den adskillige gange. Og for hver gennemlæsning mærker jeg roen og selvtilliden i mig stige.
Jeg kan (og gør det jo også!) søge råd og vejledning i alle livsforhold, men jeg er nødt til at filtrere alle gode råd, for i snart 30 år har jeg gang på gang erfaret, at det går galt, hvis jeg forsøger nøjagtigt at efterligne raske hjerners opgavetilgang.
Faktisk af jeg jo af den overbevisning, at det gælder for alle mennesker. At vi arbejder, lever og oplever på den måde, der er bedst for os hver især.
Min yngste datter havde nogle år i folkeskolen en lærer, som i pigens øjne vist aldrig vil overgåes og min analyse af begejstringen ligger netop i tråd med ordene i denne tekst.
Lærerens vigtigste redskab i hendes tilgang til sit arbejde var begrebet "lærings-stil". (Og nej, det handler ikke om forskellige måder at skrive en stil – en tekst – på.) Læreren arbejdede derimod ud fra overbevisningen om, at alle børn – alle mennesker, alle hjerner – har forskellige måder at lære bedst på. Selv om tilgangen og processen kan være meget forskellig, kan resultatet stadig blive det samme for alle. Nogle har brug for absolut ro og alenehed for at koncentrere sig bedst, nogle bliver mest kreative i en lettere uroligt miljø med andre mennesker omkring sig, nogle tænker bedst med musik i ørene, nogle arbejder bedst i lys, måske udendørs, nogle foretrækker et dunkelt værelse.
I mine øjne var det et unikt budskab, denne lærer gav børnene. At vi mennesker ikke er ens, vi gør ikke tingene på samme måde, vi har ikke de samme ønsker, vi foretrækker forskellige arbejdsmetoder – men vi har alle lige stor værdi! Når blot vi leverer et godt resultat på målstregen, så har ingen ret til at dømme på vores måde at nå dertil.
Nå ja, lige for at ingen skal være i tvivl, så er det hverken fra lærerens eller min side blot en opfordring til at lade ragnarok bryde løs. Grundlaget for al vækst er jo, at alle opfører sig anstændigt og venligt.
Min pointe med disse ord er imidlertid at huske, at selv om vore lærings-stile – vores tilgang til opgaven og til hele livet – er forskellig, så kan vi godt arbejde mod samme mål.
Kh