Her har været meget stille, meget længe. Jeg ved det.
Men min hjerne kan ikke fastholde en sætning længe nok til, at jeg kan nå at skrive den. Heller ikke til, at jeg kan nå at sige den.
Faktisk er det blevet sådan, at jeg sjældent når at tænke en tanke
helt igennem, før hjernen er sprunget videre til det næste billede.
Læs lige den sætning igen.
I et tidligere indlæg har jeg beskrevet, hvordan normalt-fungerenede hjerner tænker i lige linjer frem til en konklusion. Fra A til B til C til D. For mennesker med et hjernetraume er vejen A-B-C-B-F-L-M-F-B-A-B-D.
Nu konstaterer jeg, at for mennesker med et hjernetraume, der tilmed har udviklet stress er vejen A-B-A-B-C-B. Stadig kaos, og nu tilmed uden nogen sinde at nå frem til D, altså ikke til nogen form for løsning eller konklusion.
—
Ovenstående skrev jeg for nogle uger siden. Hvorefter jeg gik i stå. Ordene blev aldrig sendt, for teksten fremstod jo mærkelig nøgen og usammenhængende.
Det gør den stadigvæk, men nu har jeg genvundet lidt mod, så nu offentliggør jeg kaos i mig.
Fordi det er sådan det er, når hjernen ikke fungerer optimalt.
Og jeg har erfaret, at der kan være mange forskellige årsager til, at "den strømførende ledning til hjernen" går i stykker, men konsekvenserne ligner forbløffende meget hinanden. Livsbetingelser og personligheder kan være meget forskellige, men såvel konkrete udfordringer som diffuse følelser kan være ganske lig hinanden, uanset ordlyden af diagnosen.
Hjernetraume, stress, ADHD, m.m.fl.
Derfor tillader jeg mig at tro, at ordene (også) denne gang rent faktisk har relevans for andre end mig selv.
Kh