Jeg ved det godt: jeg har på det seneste været, ikke bare temmelig, men FULDSTÆNDIG tavs.
Jeg har bare haft så mange bekymringer og spekulationer og udfordringer, at jeg nærmest ikke har haft overskud til at tænke i hele sætninger.
Først var Liva ikke helt i topform, men det viste sig heldigvis, at nogle få dage i lavt gear og med masser af mor-omsorg var nok til at undgå, at influenza og deslige udviklede sig til en større omgang.
Natten til onsdag i denne uge frøs vandet i rørene til alle haner samt toilet her i lejligheden og der blev først rettet op på problemet torsdag sidst på dagen. Nå ja, Liva og jeg klarede os da, men det gav unægteligt både udfordringer og besvær.
Som stresser mig meget, fordi jeg føler mig så hjælpeløs i sådan et tilfælde. Jeg har ikke spor forstand på den slags! Jeg er simpelt hen ikke født med noget, der bare ligner en indre Handy Man.
Hele historien er endt på bedste vis – det kunne jeg bare ikke vide, da jeg stod midt i det… Og det stressede mig da i de dage.
Desuden var jeg blevet bedt om at lave og servere noget mad – en eller anden form for frokost – til ca. femten munde munde i dag. Jeg er vant til at lave mad til mange, femten er såmænd et lille antal, men fordi jeg havde så meget andet at tænke på i denne uge, blev det i min bevidsthed pludselig til et større projekt.
Indtil jeg kom i tanke om en opskrift, jeg har, på mad der smager godt, er nem at lave og kun bliver bedre af at blive lavet i forvejen. Selvfølgelig skulle dét da serveres!
Alt i alt føler jeg, at jeg er kommet hel igennem de seneste par uger. Selv om jeg har lidt dårlig samvittighed, for jeg har nok ikke været det sødeste medmenneske/den kærligste mor/den mest nærværende kæreste i den seneste tid…
Nå ja, og så er der lige det der med de der penge…
Min bil er kaldt til syn om en måned. Hvilket den ikke klarer, hvis ikke den forinden bliver repareret for et svimlende højt beløb…
Ærligt talt, så spekulerer jeg dag og nat.
Det er lykkes mig at få nogle få timers arbejde om ugen som graver-medhjælper i "min" kirke. Jeg er vild med arbejdet, med de andre ansatte, med ‘lokalerne’! Men det betyder også, at jeg er meget mere træt end sædvanligt. F.eks. har jeg da aldrig før siddet ret op og ned i sofaen og sovet til X-faktor. 🙂
Det hele er nyt for mig. For jeg har aldrig rørt bare skyggen af arbejdsmarkedet. Jeg blev jo kørt ned, mens jeg gik i gymnasiet og efterfølgende fik jeg tilkendt førtidspension. At forsøge at gøre mine fire børn til fornuftige mennesker har derfor været mit "arbejdsliv" i næsten tyve år.
Men nu forsøger jeg mig så lidt igen. Jeg er kommet meget i kirken og har deltaget i hele livet omkring den i mere end femten år, så helt nyt er arbejdet ikke for mig. Langt fra. Men det er unægteligt noget andet at deltage som gæst end at være en af værterne. Sku’ jeg hilse og sige! Ansvaret tynger!
Forhåbentlig er det kun her i begyndelsen.
Kh.