Helt ærligt – hvem pokker bliver overmandet af influenza midt i en varm august, oven på tre lange og kontinuerligt varme sommermåneder med solen bragende hver eneste dag, så D-vitaminet er løbet ind i vore kroppe, som var vi tilsluttet et konstant dryppende drop på hospitalet?
Så kan man da ikke få noget, der bare tilnærmelsesvis minder om influenza. Har nogen hørt noget så skørt??
Men det kan man så åbenbart godt…
Natten til torsdag havde jeg nok næsten 40 i feber – og de vildeste feber-mareridt, som jeg ikke har oplevet at have det, siden jeg var barn!!
Til gengæld blev min krops-temperatur atter stort set normal allerede torsdag eftermiddag, men siden har jeg været, og er fortsat, helt sindsygt træt. Som i fuldstændig slap!!
Jeg ligger bare her på sofaen.
Lige nu har jeg dog kræfter til at tænke i hele sætninger, det har jeg ikke haft energi til før nu. (Så det går da trods alt fremad. 🙂 ) Men dette bliver næppe noget langt indlæg…
Heldigvis har jeg et liv, som jeg ikke regner med vil kræve noget som helst af mig i dag. I dag har jeg simpelthen mulighed for at lave lige nøjagtigt så meget – eller LIDT – som jeg har træfter til. Og hvis ‘lidt’ er lig med ‘ingenting’, behøver jeg ikke have skyggen af dårlig samvittighed.
Ååhhh, hvor er det dejligt at have store, velfungerende, (næsten) voksne børn!! Der både kan lave mad, tage opvasken, rydde op og ud på deres værelser, passe et arbejde i Kvickly, reparere min cykel, køre bil, lægge konkrete fremtidsplaner – og tage selvstændige, gode initiativer. Tage ansvar for deres egne liv.
Ikke alle kan af naturlige årsager det hele, men det vigtigste er, at jeg nu mærker, at de er begyndt at udvikle evnen til at tage ansvar for deres egne liv OG at de begynder at få overskud og lyst til at hjælpe andre. Selvfølgelig afhænger hjælpen af deres personlige dagsform, de er jo alle stadig teenagere underlagt deres uregerlige hormoner, men til min store glæde begynder jeg at fornemme, at de bliver i stand til at undertrykke egne behov for at gøre noget, som de ved vil glæde andre – både deres venner og også mig.
Så bliver jeg så glad. Så kan jeg jo se, at al min snak om – alle mine forsøg på at opdrage ud fra devisen om – at man bliver glad af at gøre andre glade… Den holdning er sgu vist alligevel sivet ind i blodbanerne på mine unger.
Dejligt at få sådan en tilfredsstillende og bekræftende tanke, her midt i en fysisk træthed, der pt ikke vil forsvinde og midt i alle mine konstante triste tanker om manglende kvadratmeter, manglende arbejde, manglende energi og alt for få penge.
Kh