Jeg google’r fortsat rundt under overskriften "overgangsalder". Lige nu er jeg ikke så interesseret i de lægefaglige sider. De skriver mest om hedeture og hormonpiller. I tørre, faktuelle vendinger.
Søger jeg derimod på f.eks. "overgangsalder, erfaring" – finder jeg hudløst ærlige beretninger skrevet af kvinder, der befinder sig lige midt i dette hormon-inferno. Det er ofte virkelig underholdende læsning! Meget er skrevet med humorens distance til de svære følelser og det er selvfølgelig trættende i længden. Men det er også befriende at kunne fnise søster-solidarisk over alt det, ingen nævner ude i offentlig forum. Hår på hagen samt andre mærkværdige steder på kroppen – når man bare græder aldeles trøstesløst tilsyneladende uden særlig årsag – den pludselige aldeles lammende træthed, så man tror, man er dødeligt syg – smerter alle mulige og mystiske steder i kroppen – tanker, der hvirvler kaotisk rundt – følelser, man slet ikke kan genkende, pludselig fylder de bare det hele.
Hedeture har jeg haft to af, begge for et par år siden. Nu er jeg udmærket klar over, at her er der nok nogle, der vil le/blive forarget, for helt ærligt: på dén baggrund har jeg vel slet ikke ret til at klynke om overgangsalderens gener.
Tiden vil vise, om I har ret.
Men fakta er jo, at overgangsalderen altid er individuel; ikke to kvinder føler den helt ens. Jeg har læst mig til, at den for de fleste starter med de der hedeture.
Mit egen krops-termostat er heller ikke altid helt pålidelig, men det handler mere om, at jeg skiftevis sveder og fryser i skiftende intervaller hen over dagen.
Så eftersom der ikke er tale om egentlige hedeture, hvor man bare vil stå på altanen i Eva-kostume, så har jeg altid slået mig selv i hovedet med påstanden om, at jeg er et skvat, når jeg bliver så ked af det og så træt og er så glemsom.
Efter at have læst andres beretninger, begynder jeg faktisk at turde håbe lidt på, at jeg ikke er helt så sølle et menneske, som jeg ellers var begyndt at tro. At det ganske enkelt er kemien i min krop, der udløser stemningen i mit sind.
Altså, når jeg bliver ulykkelig, så er det ikke fordi der er sket en katastrofe – det er ikke, fordi jeg et særligt sensitiv og nærtagende fjols, der ikke kan styre sine følelser. Det er ganske enkelt fordi, balancen mellem østrogen, progesteron og testosteron er under forandring og disse nye tider skal kroppen lige lære at affinde sig med. Og når kemien i kroppen ikke er i balance, så påvirkes følelserne automatisk.
Det har været så godt for mig at læse og konkludere dette. Det er ikke mig, der er et svagt og dårligt menneske. Det er ren kemi, der foranlediger disse "nedsmeltninger".
Jeg tror ikke på, at denne viden vil kunne forhindre fremtidige nedsmeltninger. Men måske kan jeg bedre klare mig igennem dem, hvis jeg samtidig tør tro på, at det kun er en midlertidig fase. At alt bliver godt igen om nogle timer.
At det ikke er mig, der er hverken syg eller ved at miste forstanden. Der er tale om noget hormon-kemi i min krop, som jeg ikke kan kontrollere.
På en hjemmeside læste jeg i øvrigt en kvindes forslag om at fritage kvinder (og mænd?) fra arbejdsmarkedet, når de var 45-55 år. I dette tidsrum skulle de kun gå ture i naturen, passe eventuelle børnebørn, læse bøger og passe på sig selv. Når de så var igennem disse vanskelige år, kunne de vende tilbage til arbejdsmarkedet og så i øvrigt arbejde, til de var 75 år.
Bortset fra det faktum, at det nok ikke er nemt at vende tilbage til arbejdsmarkedet efter ti år – så er idéen såmænd god.
Kh.