Jeg er alt for godt klar over, at der har været alt for få ord fra mig i alt for lang tid – og de seneste mange uger har der ingen ord været overhovedet. (Så måske er der slet ingen, der læser dette, men så vil jeg skrive for min egen skyld: For at forsøge at rydde lidt op i egne tanker.)
Sommerferien startede med, at Lea kom hjem fra efterskolen og vi skulle nu alle tre finde nye rutiner.
Penge var der som sædvanligt alt for få af, men det lykkedes mig at få nogle ferie-afløsnings-timer på kirkegården i et par uger af sommerferien. På forhånd virkede det perfekt: Kirkegården er fem minutters gang væk; jeg kunne komme og gå som det passede ind i mine egne planer; sådan set var jeg min egen chef; jeg skulle bare rive, luge og vande. Perfekt, tænkte jeg.
Derfor har det efterfølgende også taget mig halvanden måned at acceptere og erkende fakta. At jeg simpelthen udviklede en form for stress.
Og det kan jo ikke passe, vel? Tyve timer fordelt over to uger, i mit eget tempo. Det bliver man da ikke stresset af.
Heller ikke, selv om man samtidig har to piger derhjemme, der på hver deres måde kræver en del opmærksomhed… Og en uges ferie med alle fire børn i sommerhus i Sverige – en uge, der trods alt også skulle planlægges lidt…
Men helt ærligt, det var ferie, ingen var underlagt hverdagenes tidstyranni, så det ku’ da sagtens gå.
Det kunne det så bare ikke.
Jo, jeg passede mit arbejde på kirkegården. Jeg fik planlagt turen til Sverige og vi havde en virkelig skøn uge!! Efter ferien startede pigerne i nye skoler og det har også kostet nogle kræfter, men det lykkedes.
Imidlertid blev bundlinjen på bankkontoen atter ramt, fordi jeg oven på ferien måtte købe ny seng til mig selv og computer til Liva. (Begge dele var nødvendige, for selv var jeg ved at blive invalid af at sove på sofaen og i 7. klasse forlanger skolen, at eleverne har deres egen computer med hver dag.) Men når min pension stort set kun rækker til husleje og mad, så kan sådan et par udgifter mærkes!
Selvfølgelig gik det hele og i øjeblikket tør jeg endda godt åbne for netbank. 😉 Men det skyldes ganske enkelt også, at jeg i den seneste måned har haft det så dårligt, at jeg stort set kun har været i min lejlighed. Uden overskud til hverken madeksperimenter eller kreative ting. Billigt har det været!
Nå ja, og så vil jeg tilføje, at flere månedes søgen efter en dejlig seng sluttede, da jeg en tilfældig dag tilsyneladende kom til at stå det helt rigtige sted på det helt rigtige tidspunkt. Hvor skæbnen pludselig viste sig fra sin bedste side.
På intet tidspunkt i de seneste tyve år i forskellige senge har jeg sovet så godt, som jeg gør nu i min nye seng! Jeg vågner ikke om natten mere og jeg har ikke længere den ellers velkendte stivhed og smerter i mine led.
Jeg er lykkelig for min nye seng og jeg har ikke et sekund fortrudt mit køb.
Problemet er bare, at når hjernen i forvejen er på overarbejde, så fylder visheden om en tom bankkonto så meget, at jeg slet ikke kan erkende, at det måske er, fordi jeg prioriterede en god seng. Og jeg tør ikke tro på, at det nok skal lykkes at vende de røde tal til sorte.
I halvanden måned sad jeg altså en stor del af dagene i min sofa og stirrede ud i luften (nå ja, og forsøgte at lære mig selv at hækle – men det er sådan set lige meget. Tankerne kørte bare i ring i deres egne underlige spor – men i det mindste så det da så ud, som om jeg var produktiv…)
Og jeg sidder her sådan set stadigvæk. Mine hækle-håndarbejder er blevet lidt pænere at se på 🙂 – og jeg er blevet lidt klogere…
Til sidst fik jeg det nemlig så dårligt, at jeg blev nødt til at opgive illusionen om, at der nok ikke var noget galt…
Jeg sidder stadig i min sofa og hækler. Men forskellen er, at jeg nu giver mig selv lov til det. Jeg har droppet den dårlige samvittighed. (I hvert fald det meste af tiden.) Ligesom jeg i øjeblikket helt konkret dropper diverse møder i frivilligt forenings-regi.
Jeg har ikke kræfterne…
Tankerne har kredset om, hvad de manglende kræfter skyldes.
Efterhånden indså jeg langsomt, at det nok havde noget at gøre med mit forsøg på at have nogle timers arbejde på kirkegården. Selv om det var svært at acceptere.
Men på en måde har erkendelsen også løftet et åg fra mine skuldre. Fordi jeg nu ikke længere behøver at slå mig selv med ord om, at jeg nok også bare skal tage mig sammen og finde nogle timers arbejde. Altså, den erkendelse giver ikke ligefrem penge på kontoen. Men den giver lidt ro i mine tanker.
Jeg tror ikke, at jeg egentlig har interesseret mig for begrebet Hjerneskade i de seneste tyve år. Jeg levede bare med den – og kastede så al mit fokus ud på min omverden.
I de seneste uger har jeg imidlertid googlet lidt på ord som "stress" og "hjerneskade". De første mange sider, jeg stødte på, tog udgangspunkt i stress og analyserede derefter på, om man kunne få en hjerneskade af det. Hvilket jo ikke lige er mit spørgsmål. Faktisk er jeg interesseret i det modsatte: om man kan få stress af at have en hjerneskade.
Det var jo den oplevelse, jeg syntes, jeg havde fået – men jeg ville så gerne kunne føle mig genkendt i andre menneskers ord og oplevelser. Også gerne fra videnskaben.
Til sidst kom jeg i mål!
Hjerneskadet.dk
Nøj, der står meget, jeg kan genkende! Ikke som de sider, jeg læste for tyve år siden, hvor alt handlede om de konkrete udfordringer i at have en lam arm og hvor der så aller nederst i en parentes var bemærket, at nogle hjerneskader kunne give kognitive udfordringer.
Næh, nu handler det hovedsageligt om de psykiske følgevirkninger af en påført hjerneskade.
Om intellektuelle forstyrrelser og personlighedændringer.
I alle regioner i landet er der grupper, hvor man kan møde ligestillede og der er socialrådgivere, man gratis kan kontakte. Fagpersoner, som man ikke først skal forklare alle udfordringerne omkring et liv med hjerneskade-relaterede gener. Som kender til vore behov og som ved, hvordan vi kan hjælpes.
Jeg har ikke foretaget mig noget konkret. Men nu ved jeg i det mindste, at der er en mulighed for at tale med nogen, der ved noget om, hvad jeg slås med. Hvor der er en socialrådgiver, der ved en masse på lige præcis "mit" område.
Den viden har givet mig lidt ro.
Kh