Det har været sådan en lettelse at studere og derefter lade mig overbevise om, at mine pludseligt opståede skavanker, smerter, træthed og tristhed ganske enkelt skyldes helt naturlige hormoner i min krop. Det er ikke mig – hverken min krop eller min psyke – der er noget i vejen med. Alt er som det skal være. Jeg er både rask og normal.Jeg har bare trukket det uheldige lod i overgangs-tombolaen, som placerer mig blandt den tredjedel af alle kvinder, der har store gener i forbindelse med overgangsalderen. En tredjedel har en smule gener og en tredjedel har slet ingen.
Sjovt nok er der netop i dag i Femina en lang artikel om overgangsalderen.
I artiklen giver en læge dette råd til kvinder i overgangsalderen: "Glid med. Smid frygten. Præcis som du gled med dine veer, da du fødte dine børn."
Jeg skal gerne indrømme, at jeg ikke var lige god til at samarbejde med veerne ved under af mine børns fødsler. Men jeg konstaterer også, at fjerde og sidste gang havde jeg alligevel lært noget: Da arbejdede jeg og min krop netop MED og ikke MOD, når veerne rev og resultatet var da også, at fødslen forløb forbavsende hurtigt.
Dette skal ikke handle om mine fødsler – men jeg forsøger at fortælle, at jeg forstår, hvad ovennævnte læge mener. At jeg allerede har taget tankegangen til mig. Og at jeg allerede fornemmer, at den virker!
Hvis jeg mærker den der sære melankoli og tristhed, så slår jeg nu ikke mere mig selv i hovedet med krav om, at jeg skal tage mig sammen. Jeg holder øjeblikkeligt op med at stille krav til mig selv om at løse alle problemer og lader bare mine hormoner få ro til at rode rundt i deres eget tempo og deres eget mønster. Venter bare på, sat det går over. At hormonerne falder til ro og fornuften vender tilbage. Forsøger at gøre noget, der føles godt. Tager en kop god kaffe. Læser i en god bog. Kigger på en smuk blomst uden at føle øjeblikkelig skyld over, at jeg ikke laver noget fornuftigt.
Kort sagt: Behandler mig selv, som var jeg selv en sart blomst. (For det er vel heller ikke forkert. Jeg er ganske vist ikke ung længere, den stramme hud er blevet lidt blød og vuggende. Men indeni er jeg stadig en blomst. Jeg er ikke blevet til rå beton, som forbliver upåvirket, selv om omverdenen både sparker og slår på mig.)
Så næste gang, jeg får det jeg kalder en "nedsmeltning", hvor jeg bare græder og ikke kan overskue noget som helst i mit liv, så håber jeg, at jeg selv (OG mine omgivelser) langt bedre kan håndtere mine tårer og ulykkelige følelser. At vi alle husker på, at det er hormonerne i mig, der har mistet den øjeblikkelige funktion og selvkontrol. Det er ikke mig, der definitivt er blevet til et grædende monster.
Det er hormoner i mig. Og om lidt er anfaldet overstået.
Kh.