Så nåede jeg i mål. 🙂 Gaverne til Lars og mine forældre er pakket ind og ligger klar i mit unikke og antikke dejtrug. Al maden er lavet og står klar i adskillige gryder, fade og bøtter i mit store udendørs energi-neutrale køleskab på altanen. Og risalamande-cheese-kagen står klar i køleskabet.
Jeg stod op klokken syv i går morges og jeg slukkede for ovnen klokken et i nat. Tror godt, vi kan kalde det en hel arbejdsdag… 🙂
I aftes kom mine tre store unger, som jo alle i øjeblikket bor hos deres far. De kom klokken seks, kørte hjem klokken tolv og på en måde var det ligesom min juleaften. Jeg ved godt, det lyder unfair over for Lars og mine forældre, som jeg skal holde juleaften i aften sammen med – men jeg tror, at man forstår, hvis man selv har børn.
Jeg havde selvfølgelig lavet enorme portioner af al maden, så der var rigeligt både til i går og i aften. (Så i dag er det jo vidunderligt nemt for mig!)
Vi brugte vel et par timer omkring måltidet og bordet. Snakkede om stort og småt, diskuterede klimapolitik på den anerkendende og respekterende måde, hvor ingen føler sig trådt på. Faktisk blev jeg ret imponeret over måden, mine voksne børn diskuterer på. Hvis det kunne være normen for alle voksnes uenigheder, så ville der ingen krige være!
Jeg er ikke i tvivl om, hvad de mener. Og jeg er heller ikke fuldstændig enig. Men jeg noterede mig, at det lykkedes os at tale os frem til, ikke absolut en enighed, men en forståelse af hinandens argumenter.
Derefter spillede vi et langt spil pakkeleg. Et hektisk spil, men hele tiden i den gode og hyggelige tone. Og med en ikke italesat, men inderlig og konstant omsorg for hinanden: Jeg lagde mærke til, at alle uden undtagelse altid stjal pakker fra de bunker, der var størst.
Mere snak og hygge og til sidst dessert i form af risalamande-cheese-kagen. (Som smager skønt, men som også falder tungt i maven, så et enkelt mindre stykke er nok. Smart nok, for så er der dessert både til i går og i dag i den samme kage.)
Lagde I mærke til, hvad jeg startede med at skrive? At jeg igår havde en arbejdsdag på atten timer, INKLUSIV et seks timer langt besøg, hvor jeg var hundrede procent opmærksom og nærværende hele tiden. Hvor jeg ikke glemte noget, hvor jeg ikke blev stresset af uforudsete opgaver, hvor jeg havde overskud til at lytte, anerkende og udvise omsorg for mine unger.
Jeg kan faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst har haft et sådant overskud.
Har det mon noget at gøre med, at jeg nu sover – og kommer ned i de dybe og restituerende søvnlag – hver nat???
Det er jeg overbevist om!!!
Jeg ønsker jer en glædelig og velsignet jul.
Kh.