Lidt flere teoretiske tanker om min hjerne…
Da jeg blev påkørt tilbage i ’92 og dermed fik skader i min hjerne, var der efterfølgende neuropsykologer og andet veluddannet godtfolk, der lærte mig, at selv om man får skadet nogle hjerneceller, kan man godt optræne andre celler i hjernen til at overtage de mistede funktioner. I hvert fald mere eller mindre.
Jeg vil ikke udtale mig om sandheden i deres udsagn, det her jeg på ingen måde tilstrækkelig lægefaglig viden til at kunne. Min egen erfaring er, at teorien i hvert fald et stykke hen ad vejen såmænd er god nok.
Men…
Der var ingen, der fortalte mig om det konstante overarbejde inde i den ramte hjerne, der er konsekvensen af en skade. En påført skade såvel som en medfødt diagnose. (Se også, hvad jeg skrev i går.)
Jo, jeg blev belært om, at jeg resten af mit liv nok ville være mere træt end jeg havde været vant til. Men ingen forklaring fulgte.
Og eftersom jeg havde fået fortalt, at man godt kunne træne andre hjerneceller op til at overtage de skadedes cellers arbejde – så var al ansvar sådan set mit eget.
Jeg har ikke været i stand til at blive 100 %, som før ulykken – hvilket jeg for længst har fået papir på og derfor er tilkendt førtidspension. Det handler derfor ikke om, at jeg har behov for at overbevise en sagsbehandler/systemet om noget som helst for at få tilkendt sølle mammon.
Men det er naturligvis en enorm byrde at vide, at min – stort set konstante – træthed mest skyldes, at jeg tilsyneladende ikke træner hjernen nok.
Ikke nok med, at jeg er træt – jeg har også dårlig samvittighed over at belaste nogen med min træthed. For jeg skal jo bare tage mig sammen.
Har jeg altid tænkt…
Derfor har det nu fyldt mig med lettelse at læse og høre om, hvordan mennesker med ADHD/autisme/stress/lignende hjerne-forårsagede diagnoser kæmper med nogenlunde de samme behov for alene-tid for jeg gør.
Misforstå mig ikke: jeg ønsker ikke, at andre også skal have udfordringer. Jeg bliver ikke mere glad af at vide, at andre også har vanskeligheder.
Men en byrde er lettet fra mine skuldre. For pludselig forstår jeg nu logikken i, at jeg altid er træt.
Det handler ikke om konkrete færdigheder. Ikke om, at jeg bare skal lære mig selv andre måder at huske på. Ikke om, at jeg bare skal tage flere pauser i løbet af dagen. Ikke om, at jeg skal huske at bede om hjælp.
Jeg tror, det handler om, at min hjerne ikke forstår sine egne impulser. 24/7/365. Dét trætter!!
Og nej, jeg har ingen intentioner om nu at ville sætte mig passivt ned og ikke kæmpe mere!
Men nu kan jeg nøjes med at kæmpe med trætheden. Jeg behøver ikke mere kæmpe med den dårlige samvittighed over at føle trætheden.
Kh.