Et rim

Eftersom jeg skal overtage den nye lejlighed pr. 1. juni, har jeg naturligvis ingen nøgle fået endnu. Men i mandags kørte jeg og pigerne (på deres initiativ) ind til lejligheden og kiggede os omkring. Lejligheden står tom og ny-renoveret og venter på os, så vi trængte os jo ikke på ved at stå og glane ind ad vinduerne. Fra køkken-alrum samt det ene værelse vender vinduerne ud mod en svalegang, så derfra havde vi mulighed for at stå og kigge. Drømme og lægge de første flyvske planer…Vi hilste på vores kommende overbo og udvekslede et par venlige bemærkninger. Smil over hele linjen.
Solen skinnede fra en skyfri forårshimmel og pigerne og jeg var fælles om den lette og optimistiske tone.

Den oplevelse er en rigtig dejlig tanke at lade sig fylde af, mens vi pakker vores liv sammen i de kommende uger.

Nå ja, og så fornemmer jeg en energisk begejstring hos os alle tre ved udsigten til at skulle i gang med at indrette et nyt hjem. Såvel mit som pigernes navne rimer vist på boligindretning og hyggeligt interiør…! 🙂

Kh.

Skriv et svar