En opfordring

NOGLE GANGE bliver jeg bare SÅ TRÆT ved visheden om, at jeg er spærret inde i et liv med fysiske handicaps, som ingen forstår, blot fordi de er usynlige. Og jeg taler om såvel ‘almindelige’ mennesker som uddannede læger.

I går stødte jeg på en læge, der da bestemt mente, at alle mine hovedsmerter skulle trænes væk med de rette øvelser. Trænes væk… Vi taler altså ikke om en akut sportskade, hvor leddene er blevet overbelastet og hvor vi derfor skal have genoptrænet alle de små muskler omkring skaden. Som gammel håndboldspiller og generel idræts- og krops-interesseret er jeg jo ikke idiot og totalt uvidende om dette.
Endvidere er Google som bekendt min ven, jeg har fagbøger stående i reolen og så har jeg knap tredive års personlig og intens erfaring med hjernetraumer.

Mine smerter handler ikke om mine muskler, det handler om forbindelser mellem nerverne og om micro-kemien i kroppen. Og jo, naturligvis er jeg sikker på, at lægen har lært om denne kropskemi på sit lange studie. Men vil han så være så venlig, som udgangspunkt, at undlade at behandle mig som en total idiot.

Jo, der eksisterer teori om dette på et lægestudie. Men måske er man nødt til at have arbejdet med – erfaret omkring – dette i mange år og mødt rigtig mange skæbner, før man ved… at man intet ved.
Hjernen er så kompleks en størrelse, at vi ikke kan VIDE, hvordan den reagerer. Ikke to menneskehjerner er ens. Man kan sikkert scanne hjerner og se, at på dette område er de ens opbygget – men kemien i dem er forskellig. Og derfor opfører de sig ikke ens. Og derfor findes der ingen sikkerhed for en gavnlig effekt af en specifik behandling.

Men der findes masser af teorier, som man kan afprøve i et forsøg på at finde det, der virker for en selv. Så dette er ikke en opfordring til at forholde sig komplet passiv.
Det er heller ikke en opfordring til at erklære alle andre for idioter.

Det er en opfordring til at gå i oprigtig dialog og lytte. Til at hjælpe andre til at hjælpe sig selv! I alle sammenhænge.
Præcis om vi hjælper vore børn med at lære at gå, så vi ikke skal bære rundt på dem resten af livet.

Kh.

Skriv et svar