Jeg ser flere og flere interviews og artikler med mennesker, der slår et slag for, at vi skal turde være mere uperfekte. Åhh, hvor det glæder mig at fornemme, at der er ved at komme et oprør mod alle de fine Instagram-billeder. Vi dør jo en blot en sej og pinefuld død, hvis vi bliver ved med at tro, at livet er, som de perfekte billeder antyder. Jo, jo, vi kan godt blive enige med hinanden om, at det er øjebliksbilleder, der tilmed er blevet vredet i fotoshoppen, så alt er et glansbillede. Men så længe vi bliver ved med at se på disse billeder, vil vore (dumme) hjerner blive ved med at lade sig påvirke af alt det perfekte i billederne.
Og på den baggrund kan vi alle jo kun blive tabere.
Nej, lad os starte en ny trend. Lad os sammen støtte hinanden i at finde modet til at dumme os. Ikke på en smart måde, som der kan komme en sjov historie eller et morsomt billede (med skyggerne lagt de rigtige steder) ud af.
Lad os istedet støtte hinanden i at finde mod til at vise, at vi er så meget mere end opstillede billeder. Lad os hermed vedtage, at "det nye sort" er Nøgenhed. Altså, vi må gerne have tøj på 😉, men vi skal stoppe med at insistere på hele tiden og konstant kun at ville vise foteshoppede glansbilleder af vore liv.
Et (lov-)forslag falder lige ned i mine tanker.
At vi i den grad skal blive bedre til at græde offentligt.
Hel mit liv har jeg kun oplevet fokus på, hvor vigtigt det at le. Fordi latteren i sig selv udløser nogle endorfiner, så vi får det endnu bedre. Det er da fint. Forstå mig ret: naturligvis er jeg på ingen måde ude på at afskaffe latteren!! Det er da sjovt at grine.
Men et kunstigt grin er ikke sjovt! For det giver os følelsen af, at vi ikke er gode nok, når vi ikke altid har lyst til at le.
Som ganske ung mødte jeg engang en dame på nogle-og-firs, der hårdnakket påstod, at man skulle le 14 minutter hver dag – og at hun i øvrigt kun var blevet så gammel, netop fordi hun udøvede denne disciplin. Hun havde sågar en lattervise til formålet. En eller anden bestemt melodi (jeg husker ikke hvilken), som man skulle synge – mens man så ændrede alle ordene til ha. Ha-ha-ha-ha ha-ha ha ha-ha-ha ha-ha…
Ærlig talt, jeg syntes det var frygteligt, når hun startede på sin lattervise og insisterede på, at alle skulle synge med. Som sagt, det gav mig følelsen af ikke at være god nok, når jeg ikke havde lyst til at le med.
Nej, jeg vil heller ikke indføre lovpligtige grædeviser.
Men jeg vil gerne opfordre til at græde offentligt.
Jeg ved godt, at mange bliver forlegne og usikre og føler det særdeles ubehageligt at se andre græde. Selv bliver jeg altid så lettet, når jeg ser en andens tårer. For så ved jeg, at vedkommende også er et menneske med følelser. Ikke en Instagram-fotoshoppet dukke, men et helt normalt virkeligt menneske.
Så ved jeg, at jeg ikke unormal, når jeg er ulykkelig. Når jeg ikke kan bunde. Når jeg overvældes af følelser af utilstrækkelighed, af ikke at være god nok.
Tænk, hvis vi kan overbevise hinanden om, at tårer og tristhed er lige så naturligt og prioriteret som latter. At sorg, usikkerhed, utilstrækkelighed er fuldt og helt acceptable og naturlige følelser. Så er jeg overbevist om, at livet vil blive så meget bedre!
At være ked af det er jo hårdt nok i sig selv. Også at skulle bruge kræfter på at skjule det er da et unødvendigt ressourcespild.
Kan nogen i øvrigt huske, hvor let man føler sig i kroppen efter at have grædt? Selv (gen-)oplevede jeg det i den forløbne weekend. Bagefter var jeg klart lettere, gladere, mere optimistisk.
Hvilket så ikke er tilfældigt, men forklarligt med fysiske og konkrete facts:
"Når vi græder, bliver der udløst endorfiner i vores kroppe, og de har en beroligende virkning på os. Det er derfor, at vi ikke kan græde i en uendelighed, og vi endda kan føle os helt opstemte, efter vi har grædt. Vi opnår en mental lettelse," siger Henrik Høeg-Olesen til videnskab.dk.
Ovenstående citat fandt jeg efter en let googlen på gråd og endorfiner.
Så hermed en opfordring, så vi alle kan få det bedre:
Lad os græde noget mere! Ikke på kommando eller på en bestemt melodi, men når trængen kommer til os. Lad tårer være lige så naturligt og acceptabelt som latter.
Kh.