Feng Shui – var et udtryk, der var meget brugt i 00’erne, inden finanskrisen startede. Hvor tendensen dengang var, at mange havde rigeligt med penge til et unødvendigt stort forbrug af ting og nyt interiør. Efterhånden blev hylder og vindueskarme fyldt og overfyldt med vaser og stearinlys, væggene var ved at falde sammen af vægten af nyopsatte hylder til flere billeder og endnu flere vaser og ingen kunne aldrig sidde i sofaen, fordi den var så fuld af puder i spændende designs. Og så kom reaktionen i form af Feng Shui. Enkelhed. Med et var minimalisme et tydeligt tegn på, at man havde så meget overskud, at man kunne sortere det uvæsentlige fra.
Desværre har jeg aldrig rigtigt været i stand til at efterleve mit eget ønske om enkelhed. Istedet har nye skåle, lysestager og urtepotteskjulere i en lind strøm fundet vej ind i min i forvejen lille lejlighed. Gæt selv resultatet.
Alt for mange unødvendige ting på alt for lidt plads giver på ingen måde ro for hverken øjne eller tanker!!!
Men… "Den er da meget pæn." og "Sæt jeg får brug for den engang."
Jeg har simpelthen ikke haft mod til at smide noget ud.
Imidlertid har jeg taget en stor beslutning om, at nu skal det være. Jeg vil kun tage det mest nødvendige med mig ind i den nye lejlighed. I ugerne op til flytningen rydder jeg op i mine ting og smider lidt ud.
Eftersom jeg har fået lov at have min nuværende bolig i to uger efter overtagelsen af den nye, vil det faktisk være muligt for mig at indrette den nye lejlighed – minimalistisk! – med ting fra min gamle og derefter pakke resten ned og smide ud, forære bort eller opmagasinere.
Så må tiden vise, om de ting, der bliver pakket omhyggeligt ned til opmagasinering….nogen sinde bliver taget frem igen. 🙂 Ellers må de jo fjernes senere.
Jeg kan mærke, at det er en god beslutning for mig. For det stresser mig helt enormt at føle, at jeg skal regne alting ud på forhånd.
Nu, hvor det er lykkes mig at tænke mig frem til en dagsorden for de kommende uger, som jeg kan være i uden at føle mig (alt for) presset, er jeg faktisk også begyndt at glæde mig til at flytte. Jeg var jo nødt til at finde noget andet at bo i, men det er af hensyn til pigerne at vi flytter til den større naboby. På mig virker det en lille bitte smule skræmmende…
Men måske er det i virkeligheden ganske godt for mig at få kastet et nyt lys over mit liv. Få en anden udsigt. Såvel helt konkret som i en mere filosoferende kontekst.
Kh.