Du milde, sikke dog et liv!
Tirsdag gled jeg to gange på is, der var skjult under sne, så jeg nu har buler og blå hævelser over det hele. Begge gange blev min krop SÅ forskrækket, så jeg i situationen ikke kunne andet end at græde. Den ene gang beviste skæbnen dog, at når nøden er størst, er hjælpen nærmest. For jeg faldt lige uden for, hvad der vist sig at være en psykoterapeuts klinikvindue, og halvanden sekund senere stod manden ved min side. Efterfølgende fik jeg både omsorg, et glas vand og gode råd om fodtøj. Men frem for alt omsorg.
Og i dag, torsdag, revnede glasset – tilsyneladende uden årsag – i min brændeovnslåge. Jeg kontaktede Morsø, hvor en flink mand sagde nej, jeg måtte ikke fyre i ovnen med det revnede glas, for i så fald var der risiko for, at hele lågen ville springe og splintre ud i stuen.
I lejligheden findes imidlertid ikke andre varmekilder, så i det flotte frostklare vejr udenfor blev der jo hurtigt koldt indendørs. Noget måtte gøres. Men hvad??
Efter en lang række hjemmesidebesøg, opringninger, sms-korrespondance og sluttelig et besøg i det lokale byggemarked… får jeg på mandag indsat en helt ny Morsø-brændeovn af præcis samme type som min foregående. Fordi det lokale byggemarked, min udlejer og min kæreste alle var vidunderligt flinke, hjælpsomme og samarbejdsvillige.
Så egentlig kan man godt tale om en god oplevelse. Men for pokker da, det er også en KOLD oplevelse!!
Men når nøden er størst… så sker der sære ting. 🤗
For nok femten år siden forærede min daværende svigermor mig en trøje i det varmeste (og absolut mest kradsende) uld. Jeg brugte den af og til i nogle år, men så blev jeg for rund til den. Jeg nænnede dog ikke at smide den ud, fordi den er så varm og da jeg for nogle år siden blev skilt fra mine børns far, tog jeg trøjen med mig. Indrømmet, trøjen har ligget i et skab i de år, der er gået, ikke en eneste gang har jeg haft den fremme, men jeg har set den hvert år, når vinterstøvlerne skulle findes frem.
Med andre ord: jeg havde faktisk glemt den.
Men for en time siden kom jeg pludselig til at tænke på den. Og eftersom jeg det seneste år har spist efter LCHF-principper og derfor har udeladt gluten og sukker og lignende tomme kulhydrater i min kost, så er min krop atter blevet, så jeg kan være i trøjen. Så nu sidder jeg indpakket i Evas aflagte trøje, midt i min kolde lejlighed – og sveder næsten. 😁 Og sender Eva – som desværre ikke er her mere – en kærlig tanke.
Det har i sandhed været nogle mærkelige og begivenhedsrige dage! Hårdtslående og svære. Men også gentagne bevis på, at verden er fuld af ordentlige mennesker, omsorg og hjælpsomhed.
Kh.