Jeg har det ikke godt.Smerter forskellige steder i kroppen – i led og muskler. En overvældende TRÆTHED der indtræder ca en time efter jeg er stået op om morgenen og så varer den ellers ved, til jeg går i seng. Mere glemsom end sædvanligt. En følelse af, at hjernen simpelthen ikke vil arbejde.
Og en altoverskyggende fornemmelse af, at jeg slet ingen energi har mere. Hverken fysisk eller mentalt.
Indimellem falder jeg ned i et depressions-hul, hvor jeg græder og græder og slet ikke kan finde energi til at kæmpe for at finde en vej op.
I går tog jeg mig sammen og spurgte min ven Google, hvad hun havde at sige til "Overgangsalder". Jeg nærede på ingen måde håb om at blive spor klogere; jeg ville nok bare blive bekræftet i, at jeg er et mentalt fjols, når jeg ikke kan finde ud af at leve et godt liv.
Imidlertid ventede der mig noget af en skelsættende overraskelse.
På sobre, veldokumenterede, informative sider kunne jeg læse om smertende led, stivhed i kroppen, svimmelhed, kløende hud, skæg på hagen. Om følelsen af at være nærmest konstant døsig og tåget i hjernen!!
Apoteket.dk fortæller, at slimhinderne i skeden bliver tyndere og mere sart, hvilket kan medføre tørhed i skeden, smerter ved samleje og pletblødninger. Man kan læse om psykiske og psykomotoriske symptomer, f.eks. træthed, initiativløshed, søvnløshed, svingende humør med perioder med irritabilitet, grådtendens, depressionstendens, nedsat koncentrationsevne og lavt selvværd.
På magasinetliv.dk fandt jeg en artikel om en kvinde, som jeg omgående kunne se mig selv i. Hun fortalte, at "jeg tager kun nødigt ud om aftenen. I det hele taget er jeg ikke særlig selskabelig. Jeg får let for meget på programmet og det stresser mig." Tilmed kunne jeg læse, at hun spiser en glutenfri, mælkefri samt sukkerfri kost. Hun drikker ikke alkohol. Hun går lange ture. Mediterer.
Generne kan hun ikke fjerne, men hun kan mindske dem ved at leve efter sine "diæter". Med denne livsstil kan hun bedst håndtere alle klimaktorie-generne.
Natur-helse-siderne lovpriser de metoder, ovennævnte kvinde benytter. Samt fortæller naturligvis gerne om forskellige kosttilskud.
Lægerne fortæller om hormoner, man kan tage for at mindske generne. De mest ærlige af lægerne nævner dog også generne ved at tage hormoner…
Selv har jeg altid foretrukket at gå ad de lidt alternative stier, når det gælder min egen sundhed. Ikke alternativt, fordi jeg ikke tror på lægevidenskaben. Men fordi der ikke medfølger bivirkninger ved at ændre sin kost eller sin livstil. Eller sin måde at tænke på.
Når det handler om de nuværende udfordringer i mit liv, må jeg dog indrømme, at timerne med manglende selvværd, depressive tanker, gråd, gråd og gråd tilsyneladende ikke vil forsvinde, selv om jeg ikke spiser gluten. Og i de situationer kan jeg IKKE tænke positivt. Der må vist tages andre midler i brug.
Planteøstrogener og gode fedtsyrer vil jeg forsøge først.
Desuden kan jeg allerede fornemme, at det har været så godt for mig at læse, at jeg er en helt almindelig kvinde, der bare er ualmindelig pludseligt og voldsomt ramt af klimakterie-gener. To til fem år, fortæller hjemmesiderne, at denne tilstand vil vare. Og ja, det er naturligvis lang tid, men set i et helt livsperspektiv er det trods alt relativt kort.
(Tankevækkende i øvrigt, at to til fem år også er den tid, det gennemsnitligt tager at komme ud på den anden side af de kaotiske teenage-år, hvor hormonerne raser… Og set i bak-spejlet virker årene fra tolv til sytten jo bare som et par små kommaer i hele livshistorien. Faktisk var det for mit eget vedkommende kun rigtig, rigtig svært i to år. Så jeg kan da håbe, at jeg ligeledes kan slippe med to års rædsel i denne ende af den frugtbare alder… Hvis altså, der overhovedet er nogen form for logik i hormonernes rasen.)
Vigtigst af alt så tør jeg nu tro på, at denne uligevægtige tilstand ikke vil vare ved resten af mit liv. Den besked må jeg klynge mig til, næste gang jeg får en "nedsmeltning" og finder mig selv sidde tudende i et hul, som jeg ikke kan finde kræfter til at åbne døren ud fra.
Jeg fandt også en læge, der skrev, at risikoen (for bl.a. brystkræft) ved at tage en mindre dosis østrogen er markant mindre end den er ved f.eks. at sove elendigt i årevis. Hm, det er selvfølgelig et argument.
Min nuværende konklusion er derfor, at jeg i første omgang vil forsøge mig med progesteron, planteøstrogener, rødkløver-ekstrakt samt Omega 3 og krill-olie – alt som naturmedicin.
Og hvis der ikke sker nogen særlig effekt, må jeg få fat i en recept på kemisk fremstillede østrogener.
Og så klynge mig til visheden om, at det kun er en overgang. To til fem år – plus/minus. Men i det mindste er det ikke en status quo for resten af mit liv.
Mind mig om det, næste gang jeg sidder i hullet.
Ikke som et "Ta dig sammen, det er jo bare en overgang."
Men som et "Stakkels dig (men jeg skal nok være stærk og støtte dig, for jeg ved, at du overlever og snart slipper for disse nedsmeltninger.)"
Nøjagtigt, som vi må støtte vore teenagere…
Kh.