Ambivalente Grand Prix-tanker

Ganske vist var det en noget køligere weekend her i lejligheden end normalt, men ved hjælp af et par el-radiatorer, dyner og varmt tøj overlevede vi alle. Og i dag har jeg fået indsat den nye brændeovn. Som jeg nu hygger mig med at fodre og fodre med let-fordøjeligt brænde. Jernet i ovnen er jo helt kold og det tager lang tid at gennemvarme det. Men efter i flere dage at have undværet synet af ild og den hyggelige lyd af knitren fra brændet samt jern, der udvider sig i varmen – så føles det bare hyggeligt at bruge tid på at åbne lågen og lægge brænde ind i ovnen.

Så I Melodi Grand Prix i lørdags? Som mange andre har jeg et temmelig ambivalent forhold til dét show. Jeg ved ikke, om jeg hader eller elsker det – eller om jeg mest bare hader at elske det eller elsker at hade det…
Under alle omstændigheder ser jeg det hvert eneste år.
Således også i lørdags, hvor også jeg endte med at heppe på "dén dér vikinge-sang". Sangen er god, stemmen er god og selve scene-showet er fantastisk!
Efterfølgende har jeg jo læst, at Rasmussen selv – som også hedder noget så helt almindeligt som Jonas – er fra Langå. Som er en lille by, der ikke ligger ret langt fra mit barndomshjem. Ergo føler jeg nu næsten, at jeg er beslægtet med vinderen…

Imidlertid har vikinge-temaet sat nogle tanker i gang i mig, nogle tanker som jeg nu insisterer på at dele. Også selv om de måske spolerer lidt af den romantiske vinderrus oven på lørdag.
Jeg vil gerne understrege, at mine tanker ikke på nogen måde skal opfattes som en kritik af sangen. Jeg kan rigtig godt lide sangen!!

Vi har som bekendt også brugt vikingetemaet i fodboldsammenhæng. Når vi i firserne ville støtte fodboldlandsholdet, tog vi en vikingehjelm på hovedet, fordi vi dermed ville symbolisere, at vi var uovervindelige. Vikingerne var jo nogle seje, såkaldt rigtige mænd, der kunne vinde krige og erobre land. Eller hvad…??

Jo, det kunne de nok. Men hvis vi nu skal være helt ærlige, så indebar deres sejre også, at de slog ihjel for et godt ord, voldtog kvinder på stribe, tog fanger/slaver med hjem efter forgodtbefindende og på ingen måde følte sig underlagt nogen form for FN-konventioner. Helt ærligt, så har jeg faktisk lidt svært ved at føle stolthed over den del af mit fædrene ophav.
Lidt provokerende kan jeg godt mene, at der faktisk ikke er særlig stor forskel på de danske vikinger og al verdens nutidige krigsforbrydelser…

Årsagen til, at hele dramaet så alligevel får en lykkelig H.C.Andersen-slutning, er i mine øjne – netop Jonas.
En mand med kone, små børn, fast (lærer-)arbejde (og, sikkert, kreditforeningslån) – en mand, der mest af alt ligner en gammel hippie. Som kun ønsker at drikke kaffe og god rødvin og snakke om selvudvikling, krativitet og næstekærlighed. Nå ja, den sidste sætning står helt for min egen regning. Men medierne har for længst slået fast, at der både er kone, børn og fast lærerarbejde i Jonas’ liv.

Og om noget, så er sandheden vel, at vi danskere (eller er det mest jyderne?) elsker, når sådan et sindigt, roligt gemyt vinder hele festen. Ikke fordi han er hverken rolig eller provokerende kedelig, men netop vinder, fordi han leverer gennemført godt arbejde. Det virker så ærligt.
Tænker lige, om det er noget, vi trænger til efter en længere årrække med X-faktor og deslige programmer, hvor ukendte mennesker for en aften bliver trukket op af hatten og – for en stund – som en anden Askepot får lov at danse med i den store fest. Mens de mest af alt minder om en Pinochio, hvor alle andre end dem selv holder i snorene.

Det er bare bekræftende dejligt at se, at nogle faktisk evner at nå vinder-skammelen ved helt regulært hårdt arbejde. Ved på bedste vis at gøre brug af de evner, den enkelte nu engang er i besiddelse af.

Som I kan høre, er jeg fan af Jonas. Også selv om jeg ikke er fan af vikingerne.

Kh.