Ofte bliver jeg beskyldt for at være alt, alt for blød, godtroende og naiv. Måske netop derfor vil jeg gerne fortælle om en artikel, der har provokeret mig usædvanligt meget.
Og nej, der er ikke tale om et hverken intellektuelt eller afgørende politisk emne. Men en undren oven på gårsdagens håndboldkamp.
Her til morgen var den første og største overskrift på dr.dk, at nordmændene var voldsomt utilfredse med, at de danske tilskuere buede, når de norske spillere var i angreb.
Sig mig lige, hvem havde skrevet det??
I journalistens optik var det direkte synd for profilen Sander Sagosen, at nogen tillod sig at bue af ham.
Altså, stop nu! Ja, vi skal være gode mod hinanden, men hvis man har dyrket sport, så ved man også, at når kampen spilles, så færdes man i et andet univers, hvor der gælder andre regler. Dér er det ganske enkelt en del af gamet, at modstanderens tilskuer buer.
Vi kan alle være de bedste venner før og efter kampen, men fra start-fløjt til slut er vi i en anden verden, hvor det eneste det handler om er at vinde. Det betyder jo netop intet for venskaberne tværs over midterlinjen, for alle spiller efter de samme regler.
Sander Sagosen selv tog det da også helt roligt. Sådan er det jo for ham i alle (ude-)kampe i sin klub.
Jeg gætter på, at det ligefrem tænder ham lidt ekstra og dermed gør ham lidt bedre.
Jeg går stadig ind for demokrati og rundkreds-dialoger og tanken om, at vi alle er lige meget værd. Men netop derfor er det vigtigt at have nogle fri-rum, hvor det er fuldt legalt at være hulemand og hade sin modstander. Det ene udelukker ikke det andet. Tværtimod.
Lad mig for god ordens skyld lige nævne, at buh-råb er med til at styrke fællesskabsfølelsen – vold er noget helt andet og naturligvis overhovedet ikke acceptabelt!
Måske var den utilfredse norske journalist bare sur over at Norge tabte kampen. Eller også var han slet ikke vant til at færdes i en sportens verden. Det er sådan set menneskelige følelser og forståeligt nok. Men for sin egen skyld burde han måske havde holdt tankerne for sig selv og ikke udstillet sig som en forurettet fem-årig i børnehaven.
Kh