Så forsøger jeg atter at skrive lidt…
Sikke et efterår! Kort fortalt har jeg været FULDSTÆNDIG ØDELAGT oven på mit forsøg på at udføre lidt let sommerferie-arbejde. Og nej, jeg kan faktisk stadig ikke selv forstå det. Men sandsynligvis er det heller ikke de uger i sommerferien, der er den store synder – de var bare den udløsende faktor.
Min fysioterapeut fortalte, at han møder mange mennesker, der tilsyneladende uden grund knækker sammen af stress. På det tidspunkt, hvor børnene er flyttet hjemmefra, boliglånet er omlagt så de sidder billigere, måske har de nu ikke flere ambitioner om at avancere på arbejdsmarkedet – alt i alt behøver de nu ikke at løbe så stærkt. Og så oplever de en dag at komme fem minutter for sent til tandlægen – hvorefter de knækker helt sammen. Tilsyneladende uden grund.
Men ifølge min fysioterapeut er forklaringen, at sådanne mennesker i tyve-tredive år har levet et liv, hvor de konstant har måtte yde 105 %. Det kan man også sagtens i en periode, men ikke i så mange år.
Det er omkring tyve år siden, jeg fik børn – fik nogen, der er afhængige af mig.
Så jeg hælder ret meget til forklaringen om, at jeg knækkede som et resultat af mange års overbelastning. Sommerjobbet var blot den udløsende faktor.
Misforstå mig endelig ikke: jeg vil på ingen måde undvære mine børn!!!!!
Jeg har derfor forbeholdt mig retten til at være lidt små-doven i dette efterår. Og jeg mærker, at det hjælper. Langsomt bliver jeg gladere – får mere overskud til at sige Pyt – og giver mig selv lov til at dvæle lidt længere ved de små succeser.
Det er sikkert årsagen til, at vi alle tre her i lejligheden har været i julestemning siden efterårsferien. Faktisk har jeg i mange år mest af alt været irriteret over og følt mig enormt presset af julen. Af alle de "hyggelige" ting, jeg følte, jeg skulle gøre.
I år mærker jeg imidlertid, at jeg har sænket forventnings-barren til gulvhøjde. Jeg hygger mig med de ting, jeg laver og resten må vente til næste år eller næste år igen eller…
I min lange vindueskarm står der to nisser og en vidunderlig gammel dukke-barnevogn, røde julestjerner (blomster), to engle og en skøn, men utraditionel adventsdekoration i form af fire gamle grønne flasker med hvide lys og pyntet med hvide selvhæklede hjerter. Og hvis det så bliver den eneste julepynt, ja, så bliver det jul alligevel!
Jeg tror ikke, jeg nøjes med ovenstående pynt. Ordene skal mest opfattes som en dokumentation af, at jeg ingen krav har til mig selv. Forventningerne er fjernet og på den måde er alle tiltag en stor succes. – Virkelig nye tanker fra mig! Men som nævnt skulle jeg også ned og slikke asfalten, før jeg nåede til den erkendelse.
Og nu vil jeg lige hækle et hjerte mere… 🙂
Kh.