I sidste uge var jeg i sommerhus i Sverige med alle mine fire børn.Det var den bedste ferie, jeg har haft, siden jeg som atten-årig var en uge i Paris. Vi havde simpelthen en vidunderlig uge!!
For enden af tre kilometer grusvej, midt i ingenting i det nordlige Skåne, lå dette syv år gamle sommerhus. Nej, ikke luksus, der var ingen spa-bade, ingen air-condition. Men jo, så absolut luksus! For der var alt, hvad vi behøvede, køkkenet var vel-udstyrret, så jeg kunne lave alle måltider uden nogen sinde at behøve overveje, om det nu også var muligt. Ekstra – ny-vaskede! -tæpper til en aftens kølighed. Havemøbler på tre sider af huset, så man altid havde mulighed for at sidde ude, uanset om man var til sol eller skygge.
Med et stort udendørs træbadekar, som vi dog pga tørke og brandfare havde forbud mod at tænde op i, som man ellers ville gøre for at varme vandet. Men mine unger er heldigvis hverken sarte eller handlingslammede, så de brugte karret alligevel. Sommerens konstante høje temperaturer havde jo varmet vandet op til lunkent og med al den sol og varme, var det faktisk kun dejligt at komme ned i noget afkølende vand.
I vores familie er Canasta det altid foretrukne kortspil og også Liva har nu fået det lært, så vi spillede Canasta igen og igen ved det udendørs spisebord mod vest, med udsigt til en svensk uopdyrket mark, omgivet af skov. Åh, så fredeligt.
Sommerhuset indeholdt flere hyldemeter gode bøger og jeg fik læst to af dem. Altså bøger, ikke hyldemeter. 🙂 SÅ dejligt!
Tid til lange fodbade i lunkent vand tilsat noget særligt salt og derefter noget godt creme på fødderne, så den hårde hud blev opblødt.
Til huset hørte også en robåd, der lå tøjret ved en sø et par kilometer væk, så iført gode redningsveste sejlede alle fire børn en tur i solnedgangen en enkelt aften. Jeg er sikker på, at det har været en dejlig oplevelse for dem. Dejligt med roen og naturen derude i en svensk skovsø og dejligt for dem at erfare, at de nu er blevet så store, at de kan gøre sådan nogle ting sammen. Uden voksne.
Indrømmet, jeg var da fyldt med noget moderlig nervøsitet ved tanken om alle de ulykker, der kunne ske derude i søen. Men de havde redningsveste på og alle børn kan svømme og de havde mobiltelefoner, deres sunde fornuft og deres hjælpsomhed og store omsorg for hinanden med, så jeg afgjorde med mig selv, at jeg ville stole på dem.
Det gik da også godt. Så denne sommer blev der lige klippet lidt mere af navlestrengene… Men så er det jo, som det skal være! 🙂
Jo, det var en vidunderlig uge, hvor det lykkedes alle at komme ned i gear og bare tage dagene, som de kom. Uden at se på klokken.
Vi lavede selv al vores mad, spiste ikke ude en eneste gang. Ikke engang is, for styk-prisen på isene er jo noget lavere, når man køber is i kasser i supermarkeder. Så det gjorde vi naturligvis. Til gengæld havde vi i ugens løb også mange is i fryseren!! Men det var nødvendigt i den varme…! 🙂
Fordi vi selv lavede al maden, kunne vi jo leve relativt billigt. Hjemme i Danmark skulle vi jo også have haft mad. Og eftersom vi, bortset fra én eneste lille entre-billet til et museum, underholdt os med de gratis glæder i sommerhuset, så kunne det altså ikke gøres billigere.
På forhånd havde jeg bestemt, at jeg ville give mig selv lov til at lade alle mine (økonomiske!!) hverdagsbekymringer blive hjemme. I den uge i Sverige ville jeg IKKE tænke en eneste af alle de svære tanker. Men jeg ved også, at det sjældent er muligt for mig at gennemføre.
Denne gang lykkedes det imidlertid!
Hele ugen var bare stille livsglæde uden en eneste bekymrings-skygge. På alle måder skinnede solen fra en skyfri himmel! Og i virkeligheden er dét måske ganske enkelt lykke… Jeg tror det.
Vi kom hjem lørdag sidst på dagen og søndag morgen blev jeg så ramt af boomerangen. Alt føles atter uoverskueligt. Ingen penge, ingen plads. Efter to år på efterskole er Lea hjemme igen, så jeg skal finde plads til hende i vores lille lejlighed. Her er to værelser og pigerne får hver deres, så de har et sted at trække sig til (og et sted at opbevare alle deres ting), men det betyder jo, at jeg fremover skal sove i stuen.
En seng har jeg endnu ikke, så foreløbig deler jeg den halvanden meter brede boxmadras (der oprindeligt var min, men som bliver stående på det værelse, der nu bliver Leas) med Lea. Den nuværende sove-situation er naturligvis ikke optimal for hverken Lea eller jeg.
Jeg skal have købt en ny seng, have flyttet sofaen, ryddet ud og ryddet op, samtidig med, at jeg skal forsøge at finde nogle flere timers betalt arbejde om ugen. Alt imens jeg også skal være nærværende mor, særligt for Liva, der skal i en ny skole efter ferien og som slet ikke har mod på den situation.
Jeg er sådan set ikke i tvivl om, hvordan jeg bør prioritere opgaverne. For jeg tror på, at rolige omgivelser giver alle (også børn!) mere ro, så de kan klare deres egne udfordringer.
Altså skal jeg starte med at rydde ud og rydde op! Indrette lejligheden påny, så vi får en rolig og overskuelig base. Det føles bare som så stor en opgave, at jeg ikke kan finde hverken hoved eller hale. Og jeg ved godt med fornuften, at der kun er en ting at gøre og det er at gå i gang. Hver gang jeg forsøger, kan jeg imidlertid mærke, at jeg rammes af en form for stress, fordi jeg slet ikke kan overskue processen. Hver gang jeg forsøger, ender det altid med, at jeg går rundt i nogle cirkler: Jeg skal have lagt den store nye topmadras ind på Leas seng, men inden da skal jeg fjerne den gamle, som skal ind på Livas seng – inden da skal Livas nuværende topmadras væk, men det skal af forskellige årsager vente lidt endnu. Så den nye halvanden gange to meter store topmadras ligger fortsat over sofaen i stuen. 🙁
Et andet "problem" er, at det ligger så dybt forankret i mig, at jeg ikke må smide mine ting ud. Hvem ved, hvornår jeg får brug for dem? Jeg har jo ikke penge til at købe andet for. Lyder argumenterne i mit hoved. Samtidig kan jeg også ganske svagt høre ekkoet af den lillebitte stemme, der hvisker, at når jeg nu ikke har haft brug for det så længe, så får jeg det nok heller ikke fremover…
Med fornuften kender jeg jo godt løsningerne. Oprydning, sortering, udsmidning, derefter finde frem til en effektiv opbevaring af det tilbageværende – det allermest nødvendige.
Som sagt oplever jeg imidlertid igen og igen, at jeg taber overblikket, inden jeg overhovedet kommer igang.
Når jeg så taber overblikket over lejligheden, begynder mine tanker af sig selv at spekulere i andre baner. Som altid penge, eller rettere sagt manglen på samme. Løsningen er jo at finde noget arbejde. Hvilket ved nærmere eftertanke virker ganske uoverskueligt og håbløst. For hvor finder jeg nogle lønnede opgaver, som ikke skal udføres på et bestemt tidspunkt, men som jeg selv kan tilrettelægge ind i min egen hverdag (der er aldeles afhængig af den aktuelle dagsform – som jeg i øvrigt aldrig kender, når jeg vågner om morgenen). Max. 6-8 timer om ugen. Som ikke ligger ret langt væk, for transport vil koste mig både i benzin og energi. Som ikke inkluder hverken (for meget) støj eller (for mange) kolleger. HVOR finder man lige sådan noget arbejde??
Så taber jeg igen både overblik og mod.
Oprydningen er jo egentlig helt konkret, økonomien er et mere abstrakt problem – begge dele tager i øjeblikket bare helt pusten fra mig.
Ingen tvivl om, at jeg længes tilbage til den totalt bekymringsfrie zone, jeg havde givet mig selv i ugen i Sverige!
Næh, det er ikke sjovt at lægge sine frustrationer ud til offentlige skue. Men jeg gør det, fordi jeg tror på, at verden bliver bedre for os alle sammen, hvis vi kan se, at andre altså også indimellem har det svært. At det ikke kun er lille mig, hvis liv ikke kun er smukke billeder på Instragram.
Kh.