Jeg sidder i en sommerkort ærmeløs kjole i sofaen på min altan. Nyder bare følelsen af sommer på min hud. I min favoritstilling med ryggen op mod armlænet, med benene strakt ud foran mig i sofaen, den bærbare på skødet, kaffe i glasset på det lille bord ved siden af mig og med udsigt til parkeringsplads forrest og ellers kun til græs og skov. Selvfølgelig kører der af og til en bil på parkeringspladsen, men pladsen benyttes kun af ejendommens beboere, så der er meget, meget lidt aktivitet på det område. I "skoven" rundt om parkeringspladsen bor der vist rigtig mange fugle, for her er konstant fuglekvidder-koncert. Det er virkelig skønt! Småfugle, svaler, skader – og jeg har lige hørt en due kurre et sted – tilsyneladende lever de alle dør om dør derovre i træerne. Det er da hyggeligt.Og her på altanen har jeg jo indrettet med masser af planter i krukker, så jeg – næsten – kan opretholde illusionen om en have. ☺
Stearinlys i et par lanterner, kaffe i glasset, fuglesang og udsigt til grønt; jeg kan ligefrem mærke pulsen falde, når jeg sidder her. Åh, så dejligt!
Det trænger jeg også til oven på de seneste hektiske måneder, siden jeg i starten af marts fik besked på at flytte ud af min gamle lejlighed. Uden nogen form for kendskab til noget som helst vedrørende lejligheder i denne by måtte jeg bare kaste mig ud i opgaven med at finde den berømte nål i høstakken.
Nettet viste sig – som altid – at være min ven og tilsat lidt frisk gå-på-mod og en stor portion held sidder jeg så her, fem måneder senere, med den skønneste udsigt fra min altansofa. Og mærker pulsen falde.
Også fordi jeg – for første gang i de otte år, der er gået siden jeg blev skilt fra mine børns far – føler, at der er ro i mit liv. Selv om jeg fik lov at bo i min forrige lejlighed i otte år, så var jeg aldrig helt rolig, idet aftalen mellem udlejer og mig var, at jeg skulle flytte, hvis det lykkedes ham at få lejligheden solgt. Her i min nye bolig er det udelukkende mig selv, der afgør, hvornår jeg flytter herfra. Det giver mig en anden ro!
For begge piger vil der (med mindre noget totalt uforudset indtræffer) ikke være tale om skoleskift eller andre voldsomme livs-ændringer i de næste to år. De skal færdiggøre henholdsvis folkeskole og gymnasium, passe hvad de end vælger at fylde fritiden med, udvikle sig på helt almindeligt kaotisk teenage-vis. Dén ro trænger vi også til!
Nå ja, jeg sidder selvfølgelig og spytter og kaster med salt og hvad man ellers skal gøre 😜 når man ikke vil udfordre skæbnen. Livet har jo lært mig, at tilværelsen sjældent bliver, som man oprindeligt planlagde. Helt problemfrit bliver det næppe. Jeg tillader mig nu alligevel – forsigtigt – at håbe på lidt fremtidig livs-ro for pigerne og jeg.
Kh.