Jeg kan ikke helt beslutte mig for, hvorvidt min tavshed her på siden er godt eller skidt…
Altså, der er jo ligesom ikke megen fidus ved at have etableret en hjemmeside, som man ikke skriver på.
Men når årsagen er, at jeg har fået mulighed for at få lidt rigtigt, lønnet arbejde, så håber jeg, at I trods alt vil glæde jer med mig.
Pengene er rare.
Og nej, man bliver selvfølgelig ikke lykkelig af at have penge…
– Åndsvag talemåde! Jeg mærker tydeligt, at jeg trækker vejret lidt friere nu, fordi jeg ikke konstant klæber mig til bundlinjen.
I min opfattelse er lykke lig med livsglæde og det er bare så meget lettere at være glad og optimistisk, hvis man kan købe livsnødvendig, basal mad uden at fyldes med dårlig samvittighed over at bruge dankortet.
Til gengæld må jeg understrege med en fed tusch, at det er hårdt for mig at komme i gang. Hårdt for mit hoved! Jeg er så træt!!!
Fra arbejdspladsen modtager jeg helt sikkert optimal støtte, absolut ingen kritik herfra.
Men jeg mener at have fundet ud af, at skadede hjerner trættes på en helt anden måde, end jeg nogen sinde har haft mod til at acceptere. Har altid bare tænkt, at det handlede om, at JEG skulle tage mig sammen.
Imidlertid kan jeg se, at konsekvensen af en overbelastet hjerne er den samme for alle med en ikke helt normal hjerne. Mennesker med f.eks. ADHD, ADD eller autisme samt alle os med sen-hjerneskader.
Stress indgår faktisk også som en slags sen-hjerneskade.
Konsekvensen af en skadet hjerne er jo netop, at vi vore hjerner er på konstant overarbejde. Den konkrete årsag til hjernens overarbejde afhænger naturligvis af den stillede diagnose og ÅRSAGERNE skal derfor afhjælpes på forskellig måde.
Men KONSEKVENSERNE er de samme, uanset diagnosen: fysisk og psykisk træthed, manglende overskud til socialt samvær, manglende overblik over egne tanker og evner.
Kh.