Det lykkedes. At nå hertil.
Min ældste søn fik sin studenterhue på i mandags og i går var jeg til dimission med ham, hvor han fik sit eksamensbevis og tilmed en lille erkendtlighed fra lærernes/skolens side, fordi han igennem de tre år havde udvist en helt særlig kollegial arbejdsmoral. Sidstnævnte "diplom" er for mig langt mere værd end eksamensbevis/karaktergennemsnit, for det papir siger så meget om personen. Eksamenskarakterer handler som bekendt nærmest udelukkende om held og aktuel dagsform. Og hvad skal man i øvrigt bruge et højt snit til ude i samfundet, hvis man ikke evner samarbejdet og det fælles arbejde hen mod den bedste løsning? Moderen er ved at revne af stolthed..!! 🙂
De to andre på videregående uddannelser blev allerede i løbet af forrige uge færdige for i år og i går fik min yngste og nu eneste folkeskole-barn også sommerferie, så NU har vi alle ferie. Kalenderen og uret bliver – om ikke helt konkret, så i hvert fald i overført betydning – lagt ned i en skuffe, hvor de kan ligge indtil mandag i uge 33.
Nu skal vi sove, når vi er trætte; spise, når vi er sultne – og i videst muligt omfang fylde den mellemliggende tid med spontanitet og aktuelle lyster.
Det plejer at være sådan – og jeg kan se på de to store teenagere, der fik ferie i forrige uge, at det stadig gælder… 😉 – at feriens første uge hovedsageligt bliver brugt til at sove. Ganske enkelt indhente det konstante søvnunderskud, vi alle oparbejder i løbet af året. Ikke mindst i de lyse forårstimer, hvor vi slet ikke har lyst til at sove og hvor der for de unge mennesker tilmed eksisterer et eksamenspres og deraf følgende ekstra travlhed.
Men det er godt og sundt for dem og for os alle at finde ned i det laveste gear og lade tankemylder og krav være gemt væk i en skuffe i nogle uger.
Jeg ved godt, at det for nogle er noget af en udfordring ikke at have krav at opfylde, og jeg risikerer at få "ørerne i maskinen" ved at skrive dette: Men jeg er altså overbevist om, at det umuligt kan være sundt konstant, altid, hele tiden at have travlt.
Husk, at menneskets krop og hjerne stort set ikke har udviklet sig, siden vi brugte en stor del af tiden på at sidde og stirre ind i ilden. Og nej, nutidens "ild": skærmene, kan på ingen måde bruges til sammenligning i denne diskussion. Jeg taler ikke om, at brændeovne skal være obligatoriske i alle huse eller at der skal være bålpladser overalt. Jeg tænker bare lidt over, om vi ikke burde prioritere pauser langt, langt mere. Altså pauser, hvor den eneste aktivitet er at kigge på en potteplante, et træ, en akvariefisk…
Og lad være med at sige noget med, at det simpelthen ikke er muligt i en travl/hektisk hverdag. INDIMELLEM er det ikke muligt, det ved jeg, men aldrig at være muligt handler ikke om opgaver, men om prioriteringer.
Jeg vil ikke bestemme, hvordan andre skal bruge deres liv og tid – jeg nævner bare det faktum, at vore hjerner ikke har udviklet sig nævneværdigt, siden vi sad og stirrede ind i ilden…
Efter en måned i min nye lejlighed er rigtig, rigtig meget fortsat liggende i flyttekasser stående ud over det meste af stue-/alrums-gulvet. Det er ikke hyggeligt mere!!!
Jeg må erkende, at jeg har svært ved at overskue, hvor jeg skal starte og slutte. Mit blik springer til stadighed bare fra den ene kasse til den næste kurv uden at gøre ophold længe nok til at finde en løsning på den aktuelle placerings-opgave.
Imidlertid tænker jeg lige nu, at jeg vil give mig selv en opgave: Jeg skal tømme en kasse hver dag. Ikke ud fra en stor forkromet overordnet strategi. Senere kan jeg jo altid flytte lidt rundt på skuffernes indhold. Og ikke tre kasser om dagen, for så mister jeg modet, inden jeg kommer i gang.
Men én enkelt kasse om dagen må være så konkret en opgave, at selv jeg kan overskue den. (Og samtidig have tid til at stirre på de få tilbageværende potteplanter. 😉 ) Håber jeg… Det er da et forsøg værd.
Kh.